Det at være mor?

Hvornår gik det rigtig op for jer i var blevet mor?

Jeg sidder her snart 3 mdr efter L fødsel og kan stadig ikke helt fatte jeg rent faktis er MOR Jeg 'føler' mig egentlig ikke som mor, ved ikke hvordan det er nemmest at forklare... Jeg elsker det lille væsen så ufattelig højt, aldrig i mit liv har jeg modtaget så meget kærlighed som jeg føler jeg for fra hende og aldrig i mit liv har jeg følt så meget kærlighed overfor et andet menneske.. Men når folk spørg mig ' Hvordan er det så at være mor?' .. Øh ja pas? Aner ikke hvad jeg skal svare dem.. Som regl siger jeg bare ' Jamen, hun er jo en dejlig nem unge så det ikke så slemt..' Men hvordan forklare man lige andre man egentlig ikke føles sig som en mor? Og hvad er følelsen?

Tænker det måske stadig er så nyt jeg ikke har vænnet mig til tanken 100% endnu, men kan virkelig få det dårligt når jeg sidder for mig selv og tænker over det og føle skyld.. Men aner ikke hvorfor? Har i prøvet noget lign?

Og det her indlæg er ikke oprettet for at blive hakket på, men for at finde ud af om jeg er den eneste der sidder med denne her underlig følelse i kroppe..

Min datter er 3 1/2 år og jeg får ind imellem stadig den der "Jamen jeg er jo MOR!!!! Jeg har et barn!!! Hun er min datter!!!"

Det gik op for mig, da vi kom hjem med Julie og stod med det hele selv... 

Den første uge efter fødslen var vi indlagt og der var altid nogle at kalde på... Det er der ikke hjemme... 

årh... altså... da sygeplejesken sagde "så kommer du op til din mor" efter jeg havde født ham.. jeg skulle sluge den hver gang folk kaldte mig for mor i starten.. havde en turbulent start som gjorde den første tid svær for os begge.. men vi kom helskinnet igennem... syntes min moderrolle er tråd i kraft med det lille væsen man skal sørge 111100000% for og som er 10000000% afhængig af dig.. det et væsen DU har skabt..  men først blevet sådan rigtig udfordret i rollen her efter han er blevet større og begynder at have sin egen mening om tingene.. nu slår opdragelsen for alvor fast.. og man skal holde fast i den..

men tilbage til start.. følte mig som mor fra han var født.. det var uvirkligt men følte mig som det.. følsen blev stærkere og stærkere for jo længere tid der gik..

men det du beskriver tror jeg bestemt også du føler den... det er jo den ubetingede kærlighed man har til sit barn.. så når de spørg om hvordan det er at være mor (svært spørgsmål lige i starten ja) så svarer du bare som du føler.. det er skønt og du er heldig at have sådan en dejlig nem datter

TbCp skriver:

Min datter er 3 1/2 år og jeg får ind imellem stadig den der "Jamen jeg er jo MOR!!!! Jeg har et barn!!! Hun er min datter!!!"

Dejligt at jeg ikke er den eneste så:p Men gætter på man kommer til at have den tanke indtil den dag man ligger sig i graven :p

MoarJ skriver:

Det gik op for mig, da vi kom hjem med Julie og stod med det hele selv... 

Den første uge efter fødslen var vi indlagt og der var altid nogle at kalde på... Det er der ikke hjemme... 

Gid jeg havde det sådan den gang vi kom hjem :/ Vi kom hjem samme dag, men følte bare intet i den dur..

Havde bare lyst til at sidde og glo på hende 24/7, men gad vide om det er den berømte moderfølelse?

Jeg kan godt genkende det, du siger. Jeg blev MOR for 9 måneder siden, og tænker egentlig ikke noget specielt om det. Det er bare sådan, det er. Men engang imellem slår lynet ned i mig, så jeg tænker 'Fuck! Jeg er nogens mor!'. Og synes stadig, det er underligt at sige 'min søn', når jeg skal fortælle noget om ham til nogen. Inde i mit hovede lyder det som om, jeg lyver, for jeg er da ikke sådan en, der har børn! Lidt som hvis jeg skulle starte en sætning med 'Dengang jeg var primaballerina, da...'  

Min søn er 9 mdr og jeg tænker det stadig ret ofte faktisk. Det er jo for vildt, JEG ER MOR!! . Jeg elsker at være mor 

Min dreng bliver 3 mdr på søndag. Og jeg opfattede det allerede samme dag jeg fødte. Det eneste jeg bare ikke kunne forstå, det var hvordan fanden han havde kunnet være inde i min mave så stor som han var.

Sallisørøver skriver:

årh... altså... da sygeplejesken sagde "så kommer du op til din mor" efter jeg havde født ham.. jeg skulle sluge den hver gang folk kaldte mig for mor i starten.. havde en turbulent start som gjorde den første tid svær for os begge.. men vi kom helskinnet igennem... syntes min moderrolle er tråd i kraft med det lille væsen man skal sørge 111100000% for og som er 10000000% afhængig af dig.. det et væsen DU har skabt..  men først blevet sådan rigtig udfordret i rollen her efter han er blevet større og begynder at have sin egen mening om tingene.. nu slår opdragelsen for alvor fast.. og man skal holde fast i den..

 

men tilbage til start.. følte mig som mor fra han var født.. det var uvirkligt men følte mig som det.. følsen blev stærkere og stærkere for jo længere tid der gik..

 

men det du beskriver tror jeg bestemt også du føler den... det er jo den ubetingede kærlighed man har til sit barn.. så når de spørg om hvordan det er at være mor (svært spørgsmål lige i starten ja) så svarer du bare som du føler.. det er skønt og du er heldig at have sådan en dejlig nem datter

Med fare for at blive dunket oveni hovedet og set på som en mor med FD..

Jeg føler måske ikke helt hun er skabt af mig til tider, og ved ikke om det er derfor jeg ikke føler mig som mor.. L ligner sin far helt åndsvagt! Altså, man skulle tror han havde født hende:p Ved ikke, drømte måske hun havde lidt flere af mine træk, men alt hun har er min store runde næse  Hun er det smukkeste væsen der går på jord, uden tvivl.. Men da hun blev født, jamen alle på stuen græd af lykke undtagen mig Jeg tænkte egentlig bare 'Åh endelig færdig'..

Jeg tror bare jeg har brug for at høre fra andre der har haft eller stadig har lidt svært ved at kunne sig selv i ordet Mor..