Eva. skriver:
Jamen, der har været mange enkelte dages fravær og der de mente der var noget galt også..han havde ikke smerter kun i tarmene men også i mavesækken og så fik han sådan krampeagtige anfald hvor han bare sad helt nøgen på toilettet med koldsved og havde det så skidt...han vidste når det kom, kunne mærke feberen komme, fra han var 3-4 år...men ja, det kunne have sparet ham for meget..tror bare tit lærere og pædagoger prøver at finde grunde i familien...det er lidt en tendens men selvfølgelig også lettest...men det har været hårdt, men han har det fantastisk nu og hellere det blev opdaget nu end om 10 år..
sådan må vi se på det..
Ja det har du helt ret i. Det vigtigste er at man har fundet ud af, hvad der er galt men må bare ikke have været rart for dig at være tilskuer til. Det kan jo ikke undgås at man har følt sig magtesløs....man vil jo gøre alt for sine børn.
Det er nemt for læger at kaste det over i noget psykisk. Jeg prøvede det selv, inden jeg fik min diagnose, og det er bestemt ikke en rar følelse. Man kommer let til at føle, at ingen tror på en. Men det vigtigste er at man selv ved, at der ikke er hold i det.
men godt i fik den diagnose, og så håber jeg din søn får et rigtig dejligt liv fremover 
Anmeld
