Psykologhjælp til fortrængt barndom

Jeg ved ikke lige om det er det rette sted at placere tråden, men pyt.

Sagen er den at jeg husker MEGET lidt fra min barndom, hvilket nager mig ret meget. Jeg er vokset op i et hjem med meget "tumult", så meget ved jeg da. Men jeg bliver fortalt meget forskellige ting, af min familie. Min søster er meget mærket af det, det samme er min bror, men min mor forstår det ikke. Hun har SÅ mange gange sagt: "jeg forstår ikke hvorfor min Henrik og Charlotte synes deres barndom var så slem," imens de siger det stik modsatte. Jeg føler mig fanget i midten, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til noget som helst. 

Min bror har ingen kontakt til min far, men min søster har en smule. Hun har dog fortalt at hun har droppet kontakten med ham engang, men de fik kontakt igen. Jeg har altid bare været neutral, og fået at vide, at jeg "er en stærk" person, fordi jeg ikke, ligesom de andre, er påvirket af det. Men det er vel for f*nden bare fordi jeg ikke husker noget?! Jeg vil super gerne vide om jeg egentlig burde huske nogle ting, så jeg kan få klargjort hvordan det egentlig har været.

Så mit spørgsmål er, om der er nogle herinde der har erfaring med at huske det fortrængte? Jeg skal til samtale med min læge om at komme tilen psykolog, men jeg er faktisk møg urolig for at jeg f.eks. kommer til at finde ud af ting, der kan ødelægge det forhold jeg har til min far. 

Det er ikke sikkert, at du som sådan har fortrængt noget, for i er jo vokset op med forskellige udgangspunkter. Fx er du jo yngre end dem, hvilket sagtens kan betyde meget for, hvad du har oplevet, for måske dine forældre har ændret på nogle ting, og det så er derfor du ikke har nogle minder om det. Vi er 3 børn, og vi har hver vores oplevelse af vores barndom, hvor jeg var ældst, og helt klart den, der har fået mest af elendigheden med.

Jeg har brugt mange timer i terapi, og er lige startet til psykolog igen. Men jeg mødte engang en terapeut, som fortalte mig, at hun aldrig ville grave minder frem, som man måske har fortrængt, for det var kroppens forsvarsmekanisme. Hvis det ikke er noget der forstyrrer mig i min nutid, så ville jeg på ingen måde grave i det, men det er så min mening

Jeg er nu startet til psykolog igen, fordi min fortid lige præcis forstyrrer mig i min nutid. for mig er det nødvendigt, for at kunne komme videre nu.

wamse skriver:

Det er ikke sikkert, at du som sådan har fortrængt noget, for i er jo vokset op med forskellige udgangspunkter. Fx er du jo yngre end dem, hvilket sagtens kan betyde meget for, hvad du har oplevet, for måske dine forældre har ændret på nogle ting, og det så er derfor du ikke har nogle minder om det. Vi er 3 børn, og vi har hver vores oplevelse af vores barndom, hvor jeg var ældst, og helt klart den, der har fået mest af elendigheden med.

Jeg har brugt mange timer i terapi, og er lige startet til psykolog igen. Men jeg mødte engang en terapeut, som fortalte mig, at hun aldrig ville grave minder frem, som man måske har fortrængt, for det var kroppens forsvarsmekanisme. Hvis det ikke er noget der forstyrrer mig i min nutid, så ville jeg på ingen måde grave i det, men det er så min mening

Jeg er nu startet til psykolog igen, fordi min fortid lige præcis forstyrrer mig i min nutid. for mig er det nødvendigt, for at kunne komme videre nu.

Jeps...man skal kun grave, hvis der er behov ellers er det bedst at lade tingene hvile, for det er ikke sikkert man kan bære, hvad man finder.

Kærligst
Sussie

Hej.

Det er meget forskelligt hvor meget man husker af sin barndom. Det kommer bl.a. an på, hvor meget man i familien har talt om de oplevelser man har.  For at mindre børn skal kunne huske episoder som f.eks. fødselsdage, ferier mm. er det vigtigt at man snakker om oplevelserne. F.eks. hvor man var, hvem der var med, hvad man oplevede osv. Nogle familier italesætter oplevelser hele tiden, og andre gør slet ikke.

Så at du ikke husker, behøver ikke være fordi du fortræner noget. Og som der allerede er beskrevet, er det jo også muligt, at dine oplevelser er meget anderledes end dine søskendes, hvorfor du selvfølgeligt husker andre ting end de gør.

I forhold til at få en henvisning til psykolog via. lægen, er det nødvendigt at du "opfylder" nogle krav. F.eks. at du har en depression, at du har angst, at du har oplevet seksuelt misbrug før de 18 år, at du har haft en ufrivillig arbort mm. Men det kan du spørge nærmere ind til hos din læge. Og du kan selvfølgeligt altid vælge selv at betale for terapi, eller søge hjælp hos forskellige frivillige organisationer og støttegrupper.

Jeg håber du får truffet det rigtige valg for dig, om hvad du skal gøre fremadrettet.

Venlig hilsen

Krabben

Dinna88 skriver:

Jeg ved ikke lige om det er det rette sted at placere tråden, men pyt.

Sagen er den at jeg husker MEGET lidt fra min barndom, hvilket nager mig ret meget. Jeg er vokset op i et hjem med meget "tumult", så meget ved jeg da. Men jeg bliver fortalt meget forskellige ting, af min familie. Min søster er meget mærket af det, det samme er min bror, men min mor forstår det ikke. Hun har SÅ mange gange sagt: "jeg forstår ikke hvorfor min Henrik og Charlotte synes deres barndom var så slem," imens de siger det stik modsatte. Jeg føler mig fanget i midten, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til noget som helst. 

Min bror har ingen kontakt til min far, men min søster har en smule. Hun har dog fortalt at hun har droppet kontakten med ham engang, men de fik kontakt igen. Jeg har altid bare været neutral, og fået at vide, at jeg "er en stærk" person, fordi jeg ikke, ligesom de andre, er påvirket af det. Men det er vel for f*nden bare fordi jeg ikke husker noget?! Jeg vil super gerne vide om jeg egentlig burde huske nogle ting, så jeg kan få klargjort hvordan det egentlig har været.

Så mit spørgsmål er, om der er nogle herinde der har erfaring med at huske det fortrængte? Jeg skal til samtale med min læge om at komme tilen psykolog, men jeg er faktisk møg urolig for at jeg f.eks. kommer til at finde ud af ting, der kan ødelægge det forhold jeg har til min far. 

Musse du skal med mig ud til Jytte...!! Hende der kan en hulens masse..

Hun har åbenbart "fundet" nogle ting fra MIN barndom som gjorde at jeg huskede hvordan MIN MOR VAR overfor mig..!! - og det har gjort at jeg har HAD til hende idag..!!

Du må med mig derud..!!

wamse skriver:

Det er ikke sikkert, at du som sådan har fortrængt noget, for i er jo vokset op med forskellige udgangspunkter. Fx er du jo yngre end dem, hvilket sagtens kan betyde meget for, hvad du har oplevet, for måske dine forældre har ændret på nogle ting, og det så er derfor du ikke har nogle minder om det. Vi er 3 børn, og vi har hver vores oplevelse af vores barndom, hvor jeg var ældst, og helt klart den, der har fået mest af elendigheden med.

Jeg har brugt mange timer i terapi, og er lige startet til psykolog igen. Men jeg mødte engang en terapeut, som fortalte mig, at hun aldrig ville grave minder frem, som man måske har fortrængt, for det var kroppens forsvarsmekanisme. Hvis det ikke er noget der forstyrrer mig i min nutid, så ville jeg på ingen måde grave i det, men det er så min mening

Jeg er nu startet til psykolog igen, fordi min fortid lige præcis forstyrrer mig i min nutid. for mig er det nødvendigt, for at kunne komme videre nu.

Det der undrer mig er bare at det er HELE min barndom der er sløjfet. Det er ikke  enkelte ting osv. Jeg kan INTET huske, ud over små "billeder" og sådan.

men hvad mener du med at det forstyrrer dig nu?

SussieThyssen skriver:

Jeps...man skal kun grave, hvis der er behov ellers er det bedst at lade tingene hvile, for det er ikke sikkert man kan bære, hvad man finder.

Kærligst
Sussie

Jeg har meget behov for at det kommer frem. Også selvom det er ting jeg egentlig har det bedst uden at vide - jeg VIL vide hvad der er sket. Og jeg VIL vide hvorfor min søskende har det som de har det. Jeg vil have forståelse. Så det er et stort behov for mig

Krabben skriver:

Hej.

Det er meget forskelligt hvor meget man husker af sin barndom. Det kommer bl.a. an på, hvor meget man i familien har talt om de oplevelser man har.  For at mindre børn skal kunne huske episoder som f.eks. fødselsdage, ferier mm. er det vigtigt at man snakker om oplevelserne. F.eks. hvor man var, hvem der var med, hvad man oplevede osv. Nogle familier italesætter oplevelser hele tiden, og andre gør slet ikke.

Så at du ikke husker, behøver ikke være fordi du fortræner noget. Og som der allerede er beskrevet, er det jo også muligt, at dine oplevelser er meget anderledes end dine søskendes, hvorfor du selvfølgeligt husker andre ting end de gør.

I forhold til at få en henvisning til psykolog via. lægen, er det nødvendigt at du "opfylder" nogle krav. F.eks. at du har en depression, at du har angst, at du har oplevet seksuelt misbrug før de 18 år, at du har haft en ufrivillig arbort mm. Men det kan du spørge nærmere ind til hos din læge. Og du kan selvfølgeligt altid vælge selv at betale for terapi, eller søge hjælp hos forskellige frivillige organisationer og støttegrupper.

Jeg håber du får truffet det rigtige valg for dig, om hvad du skal gøre fremadrettet.

Venlig hilsen

Krabben

 

 

 

Der skulle nok også have været et "evt." foran ordet fortrængt, men jeg er ret sikker på at der i hvert fald er noget der er fortrængt. 

Jeg har en del "ar" efter det, men der er faktisk ingen der som sådan ved noget om det, men det skal jeg jo netop have forklaret min læge

quar20 skriver:

Musse du skal med mig ud til Jytte...!! Hende der kan en hulens masse..

Hun har åbenbart "fundet" nogle ting fra MIN barndom som gjorde at jeg huskede hvordan MIN MOR VAR overfor mig..!! - og det har gjort at jeg har HAD til hende idag..!!

Du må med mig derud..!!

 

Åh, det vil jeg meget gerne, søde! Det kan vi jo snakke om den 2. når jeg kommer ud til dig!  Jeg vil bare rigtig gerne have klargjort nogle ting.

jeg husker mit liv som blackout, meget af det husker jeg ikke og andet gør jeg, hvis ikke du kan huske det er fordi du ikke er klar til at få det ud. men hvis det kommer stille til dig med nogle ting, vil jeg tage det op, hvis der er noget du kan huske og du synes nu er det på tide lige det kommer frem. for du skal også kunne klare at få det ud psykisk. så hvis du ikke er klar lukker din hjerne det nede i din underbevidsthed til du engang er klar til at komme ud med det. har jeg oplevet med mange det kommer stille og roligt, også er det bare med at fx at snakke med en psykelog når tiden er der. så vil mene du kan mærke det når du er klar til at få det ud