Vi siger "jeg elsker dig" på mange måder herhjemme. Den ene måde er, at vi ALTID siger det inden vi skal sove. Nogle gange pjatter vi imens, og venter på den anden siger det først "for jeg sagde det først igår"
Andre gang er der mere dybe "følelser" i, og der følger en uddybning med erklæringen - men vi lægger os aldrig til at sove uden at have hørt/sagt det.
Så siger vi det også nogle gange i løbet af dagen. Det er meget forskelligt OM vi siger det, og hvordan. Det kan være alt fra "me love you long time" (
) til "ved du hvor højt jeg elsker dig?" - han svarer altid ja, og jeg svarer nej - for så er han nødt til at uddybe det for mig, og det har jeg slet ikke noget imod 
Af og til, hvis vi fx driller hinanden og "brokker" os over drilleriet, spørger vi "hvorfor driller du mig?" "Det er jo bare fordi jeg elsker dig" .. "nåh nåh, lige over" eller i den dur.. Men der går sjældent mange sekunder før der er tilføjet "jeg elsker også dig"... Så hænder altså at vi siger "lige over" eller "i lige måde" men aldrig som det eneste! 
Jeg har ikke oplevet ordene igennem min opvækst, men aldrig været i tvivl om jeg var/er elsket. Jeg vil anstrenge mig for, at de bliver en naturlig del af mine børns hverdag, uden de af den grund mister deres betydning. - Jeg kan nemlig selv blive helt "pinlig" hvis min mor siger det til mig for jeg er slet ikke vant til at høre det fra hende..
Anmeld