Jeg ville også gerne vide kønnet, og min mand ville ikke. Han ville så gerne have at det var HAM der skulle sige: Og det blev en ......
Den oplevelse havde jeg ikke lyst til at tage fra ham, og derforendte vi med ikke at vide kønnet på forhånd. De næste par gange jeg var gravid var det helt naturligt ikke at vide det.
Det med at bonde til barnet, det kan man SAGTENS uden at se barn. læg dig ned på senge/sofaen så ofte du har tid. Læg hænderene på maven, og snak med barnet. Enten højlydt eller bare inde i dig selv.
Jeg havde den vildste kontakt til mine børn!!! Da den første blev født havde jeg en meget voldsom fødsel, det tog vildt lang tid, med masser af komplikationer og masser af jordemødre, chefjordmødre, læge og overlæge var med ind over fødslen. De var meget bekrymrede for barnet og hvordan han/hun havde det. Jeg VIDSTE bare at barnet havde det godt! Jeg kunne Mærke det!!! Jeg var , til trods for alt det påstyr, på intet tidspunkt bange for mit barn. Et par gange undervejs i fødslen tog de blodprøver via barnets hovedet for at undersøge hvordan det havde det, og hver gang sagde lægen meget overrasket: Det var flotte tal!!! Det barn har det godt. Ja, det vidste jeg da godt! Det kunne jeg mærke.
Samme form for kontakt havde jeg med 2. og 3. barn, historiene er der ingen grund til at gentage her. Jeg vil blot sige at det kan sagtens lade sig gøre, uden at se barnet (vi blev slet ikke scannet) eller vide kønnet.
om det er dig eller din kæreste der skal have sit behov opfyldt for henholdsvis at kende kønnet på barnet, det er jo kun jer der kan afgøre det. Hvor deltagnede ønsker du han skal være, hvor meget ønsker du at respektere hans følelser omkring det, hvor 'ligeværdige' skal I være? vil du helst køre solo-show hvor du bestemmer tøjindkøb, vide kønnet på barnet osv. Eller skal han også f.eks. have lov itl at købe tøj ind som DU ikke synes er sødt eller praktisk, men som han godt kan lide??? det du nu I grundlægger arbejdsfordelingen. Hvis han bare skal deltage på dine præmisser, så kan du være sikker på at han vil trække sig mere og mere fra projekt baby, jo mere han for lov til at sætte dagordenen, jo mere indvolveret vil han også blive. (og Ih, hvor kender jeg mange kvinder der både brokker sig over at manden ikke tager babyen nok, men OGSÅ brokker sig over at han ikke gør det på DERES måde, når de så endelig gør det!) Det kan godt være at kvinden vågner med føste lille piv fra baby, og manden først vågner efter 10 mins gråd, men så må man gøre op med sig selv, om man vil vente 10min på at manden står op midt om natten (det valgte jeg) eller om man selv vil tage slæbet og stå op med det samme. Begge dele er lige gode!!! -man skal bare huske ikke at brokke sig over det!!!)
Så det er KUN hvis du af et ÆRLIGT hjerte kan sige til din mand, at du vil følge han ønske, at jeg synes du skal gøre det. Det er intet værd hvis du går og bære nag og er sur/irriteret over at du ikke vidste det. Så du må mærke efter i dig selv. Held og lykke med det hele!!! Der er SKØNT at blive forældre, men der er også rigtig mange ting man skal blive enige om. kompromiernes kunst er virkelig noget man lære af forældreskabet!!!