Abort

jeg Har på nuværende tidspunkt ingen børn, og ej heller noget ønske om at få dem indenfor nærmere fremtid.

Men fra dag et af har jeg sagt til min kæreste at hvis vi fik en pige, og det viste sig at hun fik min sygdom, hvis det kunne ses på scanningen at hun har den, jamen så er det ikke utænkeligt at jeg ville vælge en abort, dermed ikke sagt at jeg pr automatik ville, men tanken har jeg ikke afvist.

jeg har aldrig prøvet at få en abort, men ville godt kunne få en hvis jeg følte det var mig nødvendigt, faktisk var det meningen jeg ville have haft en med min mellemste søn, men så havde jeg en veninde der beskrev en medicinsk abort for mig og det var mere end jeg kunne klare, og gudskelov for det, jeg endte med at beholde ham.Da jeg så begravede min mellemste, fandt jeg ud af at jeg ventede min yngste og overvejede igen abort fordi der var så meget kaos og det synes jeg ikke lige var noget at få et barn i, men så kunne jeg ikke rå mig selv til det fordi jeg lige havde mistet et barn, kunne ikke overskue at miste en mere, så sådan fik jeg min sidste.

Jeg har fået 1 provokeret abort. Derefter et dødfødt barn i uge 37. Så har haft min del.

Vil helst gøre alt for at undgå nogensinde at skulle igennem en provokeret abort igen. Men tror det er noget man skal tage stilling til i den pågældende situation. Synes det er for nemt at sige -DEt vil jeg ALDRIG gøre. For man ved sgu aldrig hvad livet bringer og hvordan man ville have det hvis man f.eks blev voldtaget og blev gravid, eller hvis det viste sig at barnet var meget sygt og kun ville lide eller have et uværdigt liv (uværdigt liv kan naturligvis diskutteres hvad det indebærer)

Jeg fortryder den dag i dag jeg fik den abort, og det nager mig rigtig meget. Men man er desværre kun menneske og vi må alle leve med de fejl vi har begået og prøve at komme videre så godt vi kan.

Jeg synes det er godt man har valget. Men synes også det er et valg som IKKE skal misbruges eller bruges som prævention hvilket mange desværre bruger det som.