Anonym skriver:
Hej de damer. Jeg har brug for at komme ud med noget uden at der er nogle der ved hvem jeg er og uden at blive dømt.
Jeg har en kæreste som jeg har kendt i 7 år, vi har et barn sammen og trods en masse uenighed mellem os har vi det godt sammen.
I weekenden skulle vi til en fest hos en veninde som jeg har kendt de sidste 10 år og som min kæreste også kender. Det hele gik rigtig godt og vi havde en rigtig sjov aften, men som tiden gik og vi kom ud i natte timerne blev min kæreste mere og mere fuld og det førte til at han blev rigtig træls at være sammen med. Jeg besluttede at vi skulle tage hjem og sove for jeg gad ikke ende med at blive sur og skændes med ham. Da vi kom ud fra den klub vi havde været inde på stod vi lige ov ventede på en ven som skulle med os hjem, men min kæreste blev ved med at skubbe til mig, nive mig i røven og "kramme" mig, en det gjorde ondt. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne lide det og at jeg virkelig synes at han var træls, han blev pisse sur og gik i vrede sin vej. Jeg blev stående og ventede på vores ven og fulgtes med ham, lidt længere oppe af vejen sad min kæreste og ventede som om ingenting var galt.
Vi kom hjem hvor vi skulle sove og min kæreste går ind og lægger dig i min venindes seng, jeg kommer ind til ham og siger at der skal han ikke sove, men at jeg har redt en seng op til ham så han bare lige skulle komme med mig så skulle jeg nok putte ham, Han lader som om jeg ikke er der og jeg siger det igen, så kommer han med op, men siger at han skal brække sig, det skal han da have lov til, men efter turen på badeværelset går han igen ind i den forkerte seng. Jeg går derind igen og siger lige så stille og sødt om ikke nok han vil komme med mig for vores veninde gider ikke at der er andre der sover i hendes seng. Så tager fanden ved ham. Han åbner øjnene og siger rasende til mig at jeg ikke skal tage hans barn fra ham...... Hmm øh det gør jeg da heller ikke jeg spurgte bare om ikke han ville komme med ind og sove i det andet rum. Han siger at jeg har 3 sekunder til at skrive ellers.... Ellers hvad spørger jeg helt forvirret, men han tæller og jeg når jo ingen vejene inden han kommer farrende og overfalder mig. Han ligger sig over mig på min venindes seng og holder mig, jeg kan ikke hører helt hvad det er han siger, men han er virkelig rasende på mig over et eller andet som ikke har noget med at sove at gøre. Jeg forsøger jo at komme fri, men der resultere i at han får lagt sin ene arm på min nakke ( jeg ligger på siden ) og så lægger han ellers bare alt tryk på den arm. Jeg får fremstammet at han altså brækker nakken på mig og hans svar er bare JA....
Jeg bruger mine sidste kræfter på at kalde på vennen der sidder inde i stuen, han kommer ind og spørger helt forbauset hvad der foregår. Jeg græder og siger at han må hjælpe mig. Han får min kæreste fjernet, men jeg når ikke at komme helt op før der er taget fat i mig igen. Løs igen og jeg løber ind i stuen for at ruge til politiet, men jeg når det ikke for min kæreste kommer hurtigt ind og vil have min telefon. Han skubber mig så jeg banker hovedet ind i væggen og taber telefonen. Så går han ud for at finde sin bilnøgle, men den har min veninde gemt så der ikke er nogle fulde mennesker der kører. Han tømmer mine jakkelommer og råber at jeg skal give ham den nøgle. Så kommer han ind til mig og siger at han ikke elsker mig og at han ikke vil have noget med mig at gøre, han siger at hvis ikke vores ven havde været der ville han have brækket min nakke og så ellers selv have begået selvmord. Jeg siger at jeg virkelig ikke har noget tilovers for den slags, men ellers snakker jeg ham egentlig bare efter munden for jeg er virkelig bange for ham. Så går han ud i køkkenet og sætter sig på gulvet... Efter nogle minutter kalder han på mig med en helt anden stemme end han ellers har haft. Han græder og ryster over det hele. Han kan ikke huske hvad der er sket ( siger han da ) og han kan slet ikke forstå hvad det lige er der foregår. Jeg snakker med ham og igen her snakker jeg ham efter munden for jeg skal ikke recikere at han bliver sur igen.
Nu har vi snakket om det mange gange, jeg har forklaret ham hvad der skete, han har været hos en psykolog, jeg har snakket med min veninde og mine forældre om det og jeg har også snakket lidt med vennen der var der. Jeg har det bare så underligt med det hele og jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre. Jeg har sagt til ham at jeg ikke ved om jeg skal gå eller blive og at jeg ikke ved om jeg overhovedet kan finde tilliden til ham igen. Vi er ikke uvenner og han siger at han virkelig gerne vil gøre det godt igen. Jeg ved ikke om det kan gøres godt igen og jeg ved ikke hvad der skal til. Jeg elsker jo manden, men jeg elsker ham ikke betingelelsesløst.
Jeg ved at alle ville sige at det bare er ud med ham, men det er bare ikke så enkelt for alle når man virkelig står i det. Jeg ville rigtig gerne fortælle det til nogle som kunne hjælpe mig videre, men jeg ved bare ikke hvem det skulle være for jeg vil heller ikke have kørt en sag om det.
Jeg vil gerne frabedes alle kommentare fra folk der har læst dette og mener at jeg er den dummeste i verden for det er bare ikke lige det jeg har brug for lige nu.
Puuha sødje, hård omgang 
Men jeg kender det alt for godt... Her hjemme hedder det osse at skal vi i by skal jeg have bil med så jeg har mulighed for at kunne smide min mand i bilen og sige nu er det hjem !! 
Har har aldrig slået mig vil jeg dog godt lige slå fast, men min mand har det osse sådan at når han bliver for fuld slå hans hjerne simpelhen fra
og det er møg hammerendes ubehageligt for man ved ikke hvad det næste han finder på er...
Vores sidste episode som så ligger ca 1 år tilbage var at han virkelig var blevet noget så stiv at jeg havde slæbt ham hjem, får han smidt i seng, hvor efter der virkleig fre en djævel i ham, han nærmest flyver op af sengen men han stor tuder, ud i køkkenet og tager en stooor køkken kniv og vil altså nu ikke være her længere, der går totalt panik i mig, hvad gør jeg lige her ??
Jeg kommer efter ham, presser ham op af vægen får kniven vristede fra ham og kaster den lang pokker i vold ude i vores gang, jeg vil ikke slippe ham da jeg kke ved havd han kan finde på, det ende med han banker mig nogen så hårdt op i vores badebværelses dør, som resultere i at jeg brækker 2 riben på dørhåndtaget, men ikke at jeg glemmer min angst for hvad der vil ske og lader smerten tage over Jeg får ham endelig overtalt til at gå med mig ind i seng så jeg kan falde i søvn op af ham og der efter kan han gøre lige præsic som det passer ham (ikke at jeg lige ville kunne falde i søvn de næste mange timer) Inde i sengen triller tårende ned af mine kinder og jeg holder bare godt fast i ham, efter 1 time hvor han bare har sagt at han ikek vil være her mere, men at han elsker mig mens han stor tuder, ligger han sig helt ned til mig og slapper af og stopper med og græde og siger at han ikke gør noget, det vil han ikke udsætte mig for, efter ca 30 min trygger han mig ind til hans krop, hvor efter jeg begynder og pive rigtig meget, for det gjorde sgu da ondt Han slipper taget og kigger fuldkommen underligt på mig og spørger efter hvorfor det gør ondt ?? WHAT !!!! er bare min tanke
Er han blevet fuldstændig vandvittig nu eller hvad sker der lige ??
Jeg fortæller ham hvad der er sket, osse det med døren, han begynder virkelig og græde nu, for han kan ikke huske det, og var slet ikke i tvivl om at han ikke kunne huske det, eller om dte bare var noget han sagde. Efter en masse snak om det begynder det efter hånden og gøre mere og mere ondt, så afsted på ssygehus med mig, 2 brækkede riben til mig
Han en snak med ham dagen efter omkring hele episoden og han kunne virkelig ikke huske det og var oprigtig ked af det, fik fortalt ham at jeg var bage for hvad kan kunne fginde på og gøre næste gang "selv om det ikke var med vilje"...
Min mand har ikke siden den episode drukke sig så fuld at han ikke kan huske hvad han fortager sig... I hans tilfælde er det simpelhen alkoholden der over tager og sætter hans hjerne totalt på standby...
Men hvis du har lyst til og snakke om det så smid en PB til mig, for vil gerne støtte dig så godt som jeg nu kan, stoooort 
til dig her fra
