Jeg er bare så forvirret og ked af det.

Hej de damer. Jeg har brug for at komme ud med noget uden at der er nogle der ved hvem jeg er og uden at blive dømt.

Jeg har en kæreste som jeg har kendt i 7 år, vi har et barn sammen og trods en masse uenighed mellem os har vi det godt sammen.
I weekenden skulle vi til en fest hos en veninde som jeg har kendt de sidste 10 år og som min kæreste også kender. Det hele gik rigtig godt og vi havde en rigtig sjov aften, men som tiden gik og vi kom ud i natte timerne blev min kæreste mere og mere fuld og det førte til at han blev rigtig træls at være sammen med. Jeg besluttede at vi skulle tage hjem og sove for jeg gad ikke ende med at blive sur og skændes med ham. Da vi kom ud fra den klub vi havde været inde på stod vi lige ov ventede på en ven som skulle med os hjem, men min kæreste blev ved med at skubbe til mig, nive mig i røven og "kramme" mig, en det gjorde ondt. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne lide det og at jeg virkelig synes at han var træls, han blev pisse sur og gik i vrede sin vej. Jeg blev stående og ventede på vores ven og fulgtes med ham, lidt længere oppe af vejen sad min kæreste og ventede som om ingenting var galt.

Vi kom hjem hvor vi skulle sove og min kæreste går ind og lægger dig i min venindes seng, jeg kommer ind til ham og siger at der skal han ikke sove, men at jeg har redt en seng op til ham så han bare lige skulle komme med mig så skulle jeg nok putte ham, Han lader som om jeg ikke er der og jeg siger det igen, så kommer han med op, men siger at han skal brække sig, det skal han da have lov til, men efter turen på badeværelset går han igen ind i den forkerte seng. Jeg går derind igen og siger lige så stille og sødt om ikke nok han vil komme med mig for vores veninde gider ikke at der er andre der sover i hendes seng. Så tager fanden ved ham. Han åbner øjnene og siger rasende til mig at jeg ikke skal tage hans barn fra ham...... Hmm øh det gør jeg da heller ikke jeg spurgte bare om ikke han ville komme med ind og sove i det andet rum. Han siger at jeg har 3 sekunder til at skrive ellers.... Ellers hvad spørger jeg helt forvirret, men han tæller og jeg når jo ingen vejene inden han kommer farrende og overfalder mig. Han ligger sig over mig på min venindes seng og holder mig, jeg kan ikke hører helt hvad det er han siger, men han er virkelig rasende på mig over et eller andet som ikke har noget med at sove at gøre. Jeg forsøger jo at komme fri, men der resultere i at han får lagt sin ene arm på min nakke ( jeg ligger på siden ) og så lægger han ellers bare alt tryk på den arm. Jeg får fremstammet at han altså brækker nakken på mig og hans svar er bare JA....
Jeg bruger mine sidste kræfter på at kalde på vennen der sidder inde i stuen, han kommer ind og spørger helt forbauset hvad der foregår. Jeg græder og siger at han må hjælpe mig. Han får min kæreste fjernet, men jeg når ikke at komme helt op før der er taget fat i mig igen. Løs igen og jeg løber ind i stuen for at ruge til politiet, men jeg når det ikke for min kæreste kommer hurtigt ind og vil have min telefon. Han skubber mig så jeg banker hovedet ind i væggen og taber telefonen. Så går han ud for at finde sin bilnøgle, men den har min veninde gemt så der ikke er nogle fulde mennesker der kører. Han tømmer mine jakkelommer og råber at jeg skal give ham den nøgle. Så kommer han ind til mig og siger at han ikke elsker mig og at han ikke vil have noget med mig at gøre, han siger at hvis ikke vores ven havde været der ville han have brækket min nakke og så ellers selv have begået selvmord. Jeg siger at jeg virkelig ikke har noget tilovers for den slags, men ellers snakker jeg ham egentlig bare efter munden for jeg er virkelig bange for ham. Så går han ud i køkkenet og sætter sig på gulvet... Efter nogle minutter kalder han på mig med en helt anden stemme end han ellers har haft. Han græder og ryster over det hele. Han kan ikke huske hvad der er sket ( siger han da ) og han kan slet ikke forstå hvad det lige er der foregår. Jeg snakker med ham og igen her snakker jeg ham efter munden for jeg skal ikke recikere at han bliver sur igen.

Nu har vi snakket om det mange gange, jeg har forklaret ham hvad der skete, han har været hos en psykolog, jeg har snakket med min veninde og mine forældre om det og jeg har også snakket lidt med vennen der var der. Jeg har det bare så underligt med det hele og jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre. Jeg har sagt til ham at jeg ikke ved om jeg skal gå eller blive og at jeg ikke ved om jeg overhovedet kan finde tilliden til ham igen. Vi er ikke uvenner og han siger at han virkelig gerne vil gøre det godt igen. Jeg ved ikke om det kan gøres godt igen og jeg ved ikke hvad der skal til. Jeg elsker jo manden, men jeg elsker ham ikke betingelelsesløst.
Jeg ved at alle ville sige at det bare er ud med ham, men det er bare ikke så enkelt for alle når man virkelig står i det. Jeg ville rigtig gerne fortælle det til nogle som kunne hjælpe mig videre, men jeg ved bare ikke hvem det skulle være for jeg vil heller ikke have kørt en sag om det.

Jeg vil gerne frabedes alle kommentare fra folk der har læst dette og mener at jeg er den dummeste i verden for det er bare ikke lige det jeg har brug for lige nu.

Anonym skriver:

Hej de damer. Jeg har brug for at komme ud med noget uden at der er nogle der ved hvem jeg er og uden at blive dømt.

Jeg har en kæreste som jeg har kendt i 7 år, vi har et barn sammen og trods en masse uenighed mellem os har vi det godt sammen.
I weekenden skulle vi til en fest hos en veninde som jeg har kendt de sidste 10 år og som min kæreste også kender. Det hele gik rigtig godt og vi havde en rigtig sjov aften, men som tiden gik og vi kom ud i natte timerne blev min kæreste mere og mere fuld og det førte til at han blev rigtig træls at være sammen med. Jeg besluttede at vi skulle tage hjem og sove for jeg gad ikke ende med at blive sur og skændes med ham. Da vi kom ud fra den klub vi havde været inde på stod vi lige ov ventede på en ven som skulle med os hjem, men min kæreste blev ved med at skubbe til mig, nive mig i røven og "kramme" mig, en det gjorde ondt. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne lide det og at jeg virkelig synes at han var træls, han blev pisse sur og gik i vrede sin vej. Jeg blev stående og ventede på vores ven og fulgtes med ham, lidt længere oppe af vejen sad min kæreste og ventede som om ingenting var galt.

Vi kom hjem hvor vi skulle sove og min kæreste går ind og lægger dig i min venindes seng, jeg kommer ind til ham og siger at der skal han ikke sove, men at jeg har redt en seng op til ham så han bare lige skulle komme med mig så skulle jeg nok putte ham, Han lader som om jeg ikke er der og jeg siger det igen, så kommer han med op, men siger at han skal brække sig, det skal han da have lov til, men efter turen på badeværelset går han igen ind i den forkerte seng. Jeg går derind igen og siger lige så stille og sødt om ikke nok han vil komme med mig for vores veninde gider ikke at der er andre der sover i hendes seng. Så tager fanden ved ham. Han åbner øjnene og siger rasende til mig at jeg ikke skal tage hans barn fra ham...... Hmm øh det gør jeg da heller ikke jeg spurgte bare om ikke han ville komme med ind og sove i det andet rum. Han siger at jeg har 3 sekunder til at skrive ellers.... Ellers hvad spørger jeg helt forvirret, men han tæller og jeg når jo ingen vejene inden han kommer farrende og overfalder mig. Han ligger sig over mig på min venindes seng og holder mig, jeg kan ikke hører helt hvad det er han siger, men han er virkelig rasende på mig over et eller andet som ikke har noget med at sove at gøre. Jeg forsøger jo at komme fri, men der resultere i at han får lagt sin ene arm på min nakke ( jeg ligger på siden ) og så lægger han ellers bare alt tryk på den arm. Jeg får fremstammet at han altså brækker nakken på mig og hans svar er bare JA....
Jeg bruger mine sidste kræfter på at kalde på vennen der sidder inde i stuen, han kommer ind og spørger helt forbauset hvad der foregår. Jeg græder og siger at han må hjælpe mig. Han får min kæreste fjernet, men jeg når ikke at komme helt op før der er taget fat i mig igen. Løs igen og jeg løber ind i stuen for at ruge til politiet, men jeg når det ikke for min kæreste kommer hurtigt ind og vil have min telefon. Han skubber mig så jeg banker hovedet ind i væggen og taber telefonen. Så går han ud for at finde sin bilnøgle, men den har min veninde gemt så der ikke er nogle fulde mennesker der kører. Han tømmer mine jakkelommer og råber at jeg skal give ham den nøgle. Så kommer han ind til mig og siger at han ikke elsker mig og at han ikke vil have noget med mig at gøre, han siger at hvis ikke vores ven havde været der ville han have brækket min nakke og så ellers selv have begået selvmord. Jeg siger at jeg virkelig ikke har noget tilovers for den slags, men ellers snakker jeg ham egentlig bare efter munden for jeg er virkelig bange for ham. Så går han ud i køkkenet og sætter sig på gulvet... Efter nogle minutter kalder han på mig med en helt anden stemme end han ellers har haft. Han græder og ryster over det hele. Han kan ikke huske hvad der er sket ( siger han da ) og han kan slet ikke forstå hvad det lige er der foregår. Jeg snakker med ham og igen her snakker jeg ham efter munden for jeg skal ikke recikere at han bliver sur igen.

Nu har vi snakket om det mange gange, jeg har forklaret ham hvad der skete, han har været hos en psykolog, jeg har snakket med min veninde og mine forældre om det og jeg har også snakket lidt med vennen der var der. Jeg har det bare så underligt med det hele og jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre. Jeg har sagt til ham at jeg ikke ved om jeg skal gå eller blive og at jeg ikke ved om jeg overhovedet kan finde tilliden til ham igen. Vi er ikke uvenner og han siger at han virkelig gerne vil gøre det godt igen. Jeg ved ikke om det kan gøres godt igen og jeg ved ikke hvad der skal til. Jeg elsker jo manden, men jeg elsker ham ikke betingelelsesløst.
Jeg ved at alle ville sige at det bare er ud med ham, men det er bare ikke så enkelt for alle når man virkelig står i det. Jeg ville rigtig gerne fortælle det til nogle som kunne hjælpe mig videre, men jeg ved bare ikke hvem det skulle være for jeg vil heller ikke have kørt en sag om det.

Jeg vil gerne frabedes alle kommentare fra folk der har læst dette og mener at jeg er den dummeste i verden for det er bare ikke lige det jeg har brug for lige nu.

Der er kun en ting der hjælper her... Han kan aldrig drikke mere når du er med... Næsten samme regel her hjemme, uden at jeg herinde vil udpensle hvorfor...

Det allerførste jeg tænkte var om det på en eller anden måde har kunnet lade sig gøre at han har indtaget stoffer, måske ubevidst?

og at han så har haft en træls drøm?

ønskebarn74 skriver:

Der er kun en ting der hjælper her... Han kan aldrig drikke mere når du er med... Næsten samme regel her hjemme, uden at jeg herinde vil udpensle hvorfor...

Det er også blevet en helt klar regl ja..

jeg er ked af at sige det, men jeg tror altså, der er noget galt med ham...

enten, hvis han faktisk ikke kan huske hvad han har gjort, at der er noget skizofreni-lignende på spil her, så det nærmest er en anden personlighed der er poppet op under påvirkning af alkohol.

eller også, hvis han lyver, og godt ved hvad han gjorde, at han er psykopat, (ja, undskyld, hermed mener jeg den kliniske betegnelse) og at han det meste af tiden er godt kontroleret.

Har der aldrig været andre episoder, der kunne pege i den ene eller den anden retning??

Sidst men ikke mindst, kan sådanne voldsomme adfærdsforstyrrelser komme som føle af stoffer?? eller som følge af at han har haft en lille blødning i hjernen, eller værre endnu, af at der sidder noget derinde, som ikke skal være der, som f.eks. en svulst. Sygdomme som f.eks. demens kan også fremkalde den slags adfærdsforstyrrelser, men det kommer jo ikke bare lige fra den ene dag til den anden.

jeg tror virkeligt du skal overveje om du vil tage risikoen for at det en dag slår klik for ham igen, hvad årsagen så end er. Og hvis du vil give ham en chance til, så forlang at I får en afklaring på hvorfor han gjorde som han gjorde, er det noget psykisk eller noget fysisk, er der en årsag til det, som der kan behandles.

Men kære ven, du har et barn,... Og er du ikke 110% sikker på at det aldrig vil ske igen, og at han ALDRIG vil skade jer, så er det bare med at komme ud af klappen. Vi ser for mange af de grimme historier i medierne, hvor det er nået at gå helt galt.

Jeg ved det er svært. Men jeg syntes ikke du skulle tage chancen.

Åhhh..stakkels pige.
Du kan tro, jeg ved hvordan du har det.
Men...du skal gøre een ting for dig selv og din datter.
Sæt dig foran et spejl og se på dig selv og sig "hej" til dig selv.
Og se så på den pige du ser.
Hende du ser i spejlet er IKKE dig.
Hun er en søster.
Din søster har lige fortalt dig sin historie, nemlig den historie, du lige har fortalt os.
Hvad vil du råde din søster til?

Din søster har en lille pige på 9 måneder, som skal vokse op med sådanne oplevelser. Både du og jeg ved, at kan den slags ske een gang, så vil det ske igen.
Er det hvad du ønsker, skal ske for for din søster og hendes barn?
Snak med pigen i spejlet, råd hende ud fra dit hjerte, og hvad du i din samvittighed ved er bedst.
Og giv hende så verdens størte knus og fortæl hende, at du elsker hende, og at du vil hendes bedste og især hendes lille barn.

Tingene er ikke spor sort/hvide det ved jeg godt. Men når det drejer sig om respekt og kærlighed..og ISÆR når det handler om et barns tarv, ve og vel, så ER tingene sort/hvide.
Der findes ingen gylden mellemvej.
Det handler først om, hvad du ønsker dit barn skal vokse op med, og så handler det om din ret til kærlighed og respekt.
Og...det tror jeg også, at du godt ved.
Så snak med pigen i spejlet.
Og tag så dine valg med sund fornuft...så kan man altid græde bagefter.

Kærligst
Sussie

Mens jeg læste dit indlæg, så tænkte jeg:

Har din kæreste taget noget narkotisk i løbet af aftenen? Vidende eller uvidende kan han godt have indtaget noget, der har givet ham en snert af psykose...jeg går ud fra, at du har oplevet ham meget fuld før - var der nogen forskel denne gang udover den meget voldelige opførsel?

Jeg synes ikke, at det er nok, at han har opsøgt psykolog - det er lige så vigtigt, at DU får hjælp, det er faktisk et overfald, du har været udsat for.

Jeg tror, at I er så langt ude med mistillid, at I er nødt til at få professionel hjælp for at finde ud af, om forholdet kan repareres.

celkt skriver:

jeg er ked af at sige det, men jeg tror altså, der er noget galt med ham...

enten, hvis han faktisk ikke kan huske hvad han har gjort, at der er noget skizofreni-lignende på spil her, så det nærmest er en anden personlighed der er poppet op under påvirkning af alkohol.

eller også, hvis han lyver, og godt ved hvad han gjorde, at han er psykopat, (ja, undskyld, hermed mener jeg den kliniske betegnelse) og at han det meste af tiden er godt kontroleret.

Har der aldrig været andre episoder, der kunne pege i den ene eller den anden retning??

 

Sidst men ikke mindst, kan sådanne voldsomme adfærdsforstyrrelser komme som føle af stoffer?? eller som følge af at han har haft en lille blødning i hjernen, eller værre endnu, af at der sidder noget derinde, som ikke skal være der, som f.eks. en svulst. Sygdomme som f.eks. demens kan også fremkalde den slags adfærdsforstyrrelser, men det kommer jo ikke bare lige fra den ene dag til den anden.

 

jeg tror virkeligt du skal overveje om du vil tage risikoen for at det en dag slår klik for ham igen, hvad årsagen så end er. Og hvis du vil give ham en chance til, så forlang at I får en afklaring på hvorfor han gjorde som han gjorde, er det noget psykisk eller noget fysisk, er der en årsag til det, som der kan behandles.

Men kære ven, du har et barn,... Og er du ikke 110% sikker på at det aldrig vil ske igen, og at han ALDRIG vil skade jer, så er det bare med at komme ud af klappen. Vi ser for mange af de grimme historier i medierne, hvor det er nået at gå helt galt.

 

Jeg ved det er svært. Men jeg syntes ikke du skulle tage chancen.

 

Jeg har tit tænkt at der er noget galt med ham, det er kommet inden for de sidste 3 år men er grædvist blevet værre. Han har aldrig gjort noget ligende dette her før, men der har være nogle andre episoder hvor jeg virkelig er blevet forvirret over hans skiftende adfærd.
Han har ikke været villig til at få hjælp før nu, men jeg er bare ikke sikker på at han er helt ærlig overfor hans psykolog for jeg synes det virker mærkeligt at han kan have fortalt psykologen om overfaldet og at psykologen bare har sagt at det da ikke er så godt, men at de lige må snakke om nogle uger

Jeg kan ikke tvinge ham til at få hjælp på nogen måde. Jeg ville rigtig gerne have at han ville fortælle det til sine forældre, men det vil han ikke siger han.

Jeg synes det er meget svært at finde ud af om det virkelig er sandt det han siger til mig for selvom han ikke kan huske noget så må der jo være noget i ham som virkelig mener det han har sagt. Lige nu er det ikke afgjort om vi skal forsøge eller ej for jeg skal først finde ud af om det overhovedet kan lade sig gøre at han får hjælp.

Har i overvejet at få ham undersøgt hos lægen? Jeg har lige på universitetet haft undervisning om nogle forskellige epilepsiformer, og der er en bestemt form, hvor personen får blackouts og reagerer fuldstændig sindssygt, og når de "vender tilbage", så aner de ikke, hvad der er sket. Jeg kan lige undersøge senere, hvad den form for epilepsi hed, men det er da værd at undersøge..

Noget skal der da gøres, så du ikke er i livsfare!

Rockertand skriver:

Mens jeg læste dit indlæg, så tænkte jeg:

Har din kæreste taget noget narkotisk i løbet af aftenen? Vidende eller uvidende kan han godt have indtaget noget, der har givet ham en snert af psykose...jeg går ud fra, at du har oplevet ham meget fuld før - var der nogen forskel denne gang udover den meget voldelige opførsel?

Jeg synes ikke, at det er nok, at han har opsøgt psykolog - det er lige så vigtigt, at DU får hjælp, det er faktisk et overfald, du har været udsat for.

Jeg tror, at I er så langt ude med mistillid, at I er nødt til at få professionel hjælp for at finde ud af, om forholdet kan repareres.

 

Men hvem går jeg så til for at få hjælp??