Anonym skriver:
Hej de damer. Jeg har brug for at komme ud med noget uden at der er nogle der ved hvem jeg er og uden at blive dømt.
Jeg har en kæreste som jeg har kendt i 7 år, vi har et barn sammen og trods en masse uenighed mellem os har vi det godt sammen.
I weekenden skulle vi til en fest hos en veninde som jeg har kendt de sidste 10 år og som min kæreste også kender. Det hele gik rigtig godt og vi havde en rigtig sjov aften, men som tiden gik og vi kom ud i natte timerne blev min kæreste mere og mere fuld og det førte til at han blev rigtig træls at være sammen med. Jeg besluttede at vi skulle tage hjem og sove for jeg gad ikke ende med at blive sur og skændes med ham. Da vi kom ud fra den klub vi havde været inde på stod vi lige ov ventede på en ven som skulle med os hjem, men min kæreste blev ved med at skubbe til mig, nive mig i røven og "kramme" mig, en det gjorde ondt. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne lide det og at jeg virkelig synes at han var træls, han blev pisse sur og gik i vrede sin vej. Jeg blev stående og ventede på vores ven og fulgtes med ham, lidt længere oppe af vejen sad min kæreste og ventede som om ingenting var galt.
Vi kom hjem hvor vi skulle sove og min kæreste går ind og lægger dig i min venindes seng, jeg kommer ind til ham og siger at der skal han ikke sove, men at jeg har redt en seng op til ham så han bare lige skulle komme med mig så skulle jeg nok putte ham, Han lader som om jeg ikke er der og jeg siger det igen, så kommer han med op, men siger at han skal brække sig, det skal han da have lov til, men efter turen på badeværelset går han igen ind i den forkerte seng. Jeg går derind igen og siger lige så stille og sødt om ikke nok han vil komme med mig for vores veninde gider ikke at der er andre der sover i hendes seng. Så tager fanden ved ham. Han åbner øjnene og siger rasende til mig at jeg ikke skal tage hans barn fra ham...... Hmm øh det gør jeg da heller ikke jeg spurgte bare om ikke han ville komme med ind og sove i det andet rum. Han siger at jeg har 3 sekunder til at skrive ellers.... Ellers hvad spørger jeg helt forvirret, men han tæller og jeg når jo ingen vejene inden han kommer farrende og overfalder mig. Han ligger sig over mig på min venindes seng og holder mig, jeg kan ikke hører helt hvad det er han siger, men han er virkelig rasende på mig over et eller andet som ikke har noget med at sove at gøre. Jeg forsøger jo at komme fri, men der resultere i at han får lagt sin ene arm på min nakke ( jeg ligger på siden ) og så lægger han ellers bare alt tryk på den arm. Jeg får fremstammet at han altså brækker nakken på mig og hans svar er bare JA....
Jeg bruger mine sidste kræfter på at kalde på vennen der sidder inde i stuen, han kommer ind og spørger helt forbauset hvad der foregår. Jeg græder og siger at han må hjælpe mig. Han får min kæreste fjernet, men jeg når ikke at komme helt op før der er taget fat i mig igen. Løs igen og jeg løber ind i stuen for at ruge til politiet, men jeg når det ikke for min kæreste kommer hurtigt ind og vil have min telefon. Han skubber mig så jeg banker hovedet ind i væggen og taber telefonen. Så går han ud for at finde sin bilnøgle, men den har min veninde gemt så der ikke er nogle fulde mennesker der kører. Han tømmer mine jakkelommer og råber at jeg skal give ham den nøgle. Så kommer han ind til mig og siger at han ikke elsker mig og at han ikke vil have noget med mig at gøre, han siger at hvis ikke vores ven havde været der ville han have brækket min nakke og så ellers selv have begået selvmord. Jeg siger at jeg virkelig ikke har noget tilovers for den slags, men ellers snakker jeg ham egentlig bare efter munden for jeg er virkelig bange for ham. Så går han ud i køkkenet og sætter sig på gulvet... Efter nogle minutter kalder han på mig med en helt anden stemme end han ellers har haft. Han græder og ryster over det hele. Han kan ikke huske hvad der er sket ( siger han da ) og han kan slet ikke forstå hvad det lige er der foregår. Jeg snakker med ham og igen her snakker jeg ham efter munden for jeg skal ikke recikere at han bliver sur igen.
Nu har vi snakket om det mange gange, jeg har forklaret ham hvad der skete, han har været hos en psykolog, jeg har snakket med min veninde og mine forældre om det og jeg har også snakket lidt med vennen der var der. Jeg har det bare så underligt med det hele og jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre. Jeg har sagt til ham at jeg ikke ved om jeg skal gå eller blive og at jeg ikke ved om jeg overhovedet kan finde tilliden til ham igen. Vi er ikke uvenner og han siger at han virkelig gerne vil gøre det godt igen. Jeg ved ikke om det kan gøres godt igen og jeg ved ikke hvad der skal til. Jeg elsker jo manden, men jeg elsker ham ikke betingelelsesløst.
Jeg ved at alle ville sige at det bare er ud med ham, men det er bare ikke så enkelt for alle når man virkelig står i det. Jeg ville rigtig gerne fortælle det til nogle som kunne hjælpe mig videre, men jeg ved bare ikke hvem det skulle være for jeg vil heller ikke have kørt en sag om det.
Jeg vil gerne frabedes alle kommentare fra folk der har læst dette og mener at jeg er den dummeste i verden for det er bare ikke lige det jeg har brug for lige nu.
Hej søde 
<3
Allerførst et stort 
,.
Jeg har lige læst side 1,. Og ville lige komme med et lille input :-)
Jeg har selv været med til noget af det samme, men der var det dog mig der var (den sindsyge),. Entelig ville jeg havde skrev anonymt, men kan ikke finde knappen nogle steder,. Men vil gerne prøve at hjælpe dig, så vil alligevel lige skrive et indlæg.. (Håber ikke jeg bliver dømt af nogle af jer..)
Jeg har gjort noget ligende med min mand for ca 2½ år siden.. Hvor jeg pludselig blev en helt anden person, og det skete nogle gange,. Min kærestes søn kom hjem til os og bo, og da det skete, skete der noget med mig,. Jeg blev af jalousi rasende og forvirret, havde utroligt svært ved at jeg lige pludselig ikke var den eneste der fik opmærksomhed,. Og det gjorde noget ved mig,. Jeg sparkede blant andet ruden på vores fordør i stykker da jeg var blevet låst ude, da min kæreste mente det var bedst for både ham og hans søn på daværende tidspunkt.. (Hvilket var sandt, for jeg var helt oppe i det røde felt.) Da jeg havde sparket ruden ind og var kravlet ind igen, kiggede jeg på mine fødder som var fuld af blod, og der gik det først op for mig hvad der var sket..! Derudover har jeg været oppe at køre og rasende og slået ham med lusing når jeg har set ham snakke meget med en pige når vi har været i byen,. Og af frygt for at skulle miste ham har jeg reagerede sådan igen,. (DUMT IKKE)..
Jeg har ikke taget stoffer nogle af gangene, men har gjordt det af frygt for at miste hver gang,. Når min kæreste drikker meget bliver han nemlig led, han viser han er ligeglad md mig og mine følelser og det er ikke til at bære, så i disse siturationer.. Handler jeg på det følelses mæssige..! Jeg gik aldrig til psygolog eller ligende, men jeg fortalte dog min familie at jeg evt kunne have et meget stort problem, og da kom sandheden frem med at vi havde en arvelig sygdom i familien.. Noget som hedder porfyri .. Engtelig kommer min historie jo ikke sagen ved men ville fortælle dig det fordi vi stadig er sammen den dag idag og venter os vores ønskebarn,. vi har nu været sammen i 3½ år og tingene kører bare for os nu..!
Jeg kan læse mange råder dig til at smutte, men det vil jeg ikke, kærlighed er noget stort, og hvis du elsker ham så meget ville jeg helt klart kæmpe for det,. Dog med lidt flere regler..!
Jeg kan ikke sige 100% sikker om han lyver om at han kan huske det eller ej, men hvis han siger det vil jeg nu vælge at tro på det, jeg tænker lidt at hvis han lyver om dette så ved du da han ikke er stolt over det,. Og jeg syntes der er meget der tyder på det er en evt sygdom,. Fx,. porfyri, det er en sygdom hvor man ´får black outs oftes i forbindelse med indtagelse af alkohold, jeg ved ikke om de har det i familien, men jeg blev ikke informeret om det da det er en farlig sygdom og at de ville skjule at de havde det for mig..! Hvis jeg skulle være heldig ikke at få det..!
Jeg ved det er meget svært for dig, og du har bestemt ikke fortjænt det der er sket, men jeg tror ærligt at han også har det af helvedes til,. Jeg ville råde dig til at sætte dig ned og snakke med ham om det og ikke med (dit spejlbillede) tag så er ordenlig snak, og stop først når du har fornemmelse for hvor dit hjerte pejer henad..!
3½ år har mig og manden været sammen i nu, og vi har det så fantastisk sammen og er super lykkelige,. Kærligheden kan overleve alt, det er bare et spørgsmål om hvor villig man er til at rode op på sine brøler,...!
Håber du kunne bruge min tråd, selvom den er lidt forvirret, men kan ikke udtrykke det på en anden måde 
Held og lykke med det 
