Jeg er bare så forvirret og ked af det.

Det lyder som om din kæreste ikke kan tåle alkohol, og der er den eneste løsning jo så at holde sig fra det. Det er hans simpelthen nødt til. Og det er jo ikke det største offer at bringe, så vigtigt er alkohol jo heller ikke. Jeg siger ikke han kan bruge det som undskyldning for sin uacceptable adfærd. Men, nogle mennesker kan bare ikke tåle at drikke. Så enkelt mener jeg det er.

Dusty skriver:

Det lyder som om din kæreste ikke kan tåle alkohol, og der er den eneste løsning jo så at holde sig fra det. Det er hans simpelthen nødt til. Og det er jo ikke det største offer at bringe, så vigtigt er alkohol jo heller ikke. Jeg siger ikke han kan bruge det som undskyldning for sin uacceptable adfærd. Men, nogle mennesker kan bare ikke tåle at drikke. Så enkelt mener jeg det er.

Ja det ville da være en rigtig enkelt løsning, men det løser jo bare ikke forvirringen omkring det der skete og det der blev sagt.

Jeg har bare ikke mod på at snakke med min læge om det for jeg har ikke lyst til at fortælle ham at at min kæreste rent faktisk har gjort det han har gjort.

Jeg har tit læst om ofre som ikke gør noget fordi de har sympati med deres voldsmand og jeg virkelig tænkt at det ville aldrig være mig, men det er fandme sværre end jeg lige troede. Når jeg snakker med min kæreste som siger at han virkelig er ked af det og virkelig vil gøre det hele godt er der noget af mig som tror på ham, men også en del der virkelig bare siger at det er øregas og at han kun siger det for at beskytte sig selv. Der er SÅ mange ting jeg gerne vil, men jeg er bange for at gøre det og endnu mere bange efter weekenden..

Jeg er nødt til at tænde den røde advarselslampe for dig, det er faktisk ikke et valg, du kan tillade dig at tage - du tager beslutninger for dit eget liv og har ansvaret for dit barn - og begge dele vælger du at tilsidesætte, hvis du ikke søger hjælp. Det bliver hverken den første eller sidste gang, din læge hører sådan en historie - du er ikke alene.

Jeg ved ikke, om du har fulgt med i de meget tragiske historier, der nyligt har været i pressen med fædre, der har taget livet af deres børn og/eller kvinden i deres liv.....hvem ved, om disse kvinder har ignoreret lignende "små" tegn, som du har været udsat for.....det er meget bekymrende, at han udtalte noget om, at du ville tage barnet fra ham - det er sådanne ting, der kan få mænd til at reagere overilet - tænk over det, det er ikke altid naboen, det går udover. Det bekymrer mig specielt, at han har udvist tegn til psykisk sygdom.

Hej søde du. Jeg har læst dit indlæg - og hvor må det være hårdt med sådan en oplevelse. Jeg har svært ved at rådgive dig, men kan sige at jeg ikke selv tror jeg kunne stole på min kæreste efter det der skete, jeg ville simpelthen være bange for det skete igen, eller at der skete noget andet skrækkeligt mens han var fuld. Jeg tror, jeg ville blive nød til at gå fra ham. Men det er jo meget svært, kender jer ikke og kan ikke sætte mig hundrede procent ind i det. Men sender dig mine tanker, og du ved at jeg har læst dit indlæg.

Knus

Anonym skriver:

Ja det ville da være en rigtig enkelt løsning, men det løser jo bare ikke forvirringen omkring det der skete og det der blev sagt.

Altså hvis din kæreste er en sød og dejlig fyr, ikke voldelig eller andet skidt. Så tror jeg ikke du skal lægge så meget i det. Men måske en par-psykolog var en god ide så i kan få snakket igennem og beabrejdet det der skete. Det må have været en ret voldsom oplevelse.

Kære dig

Hvor er det synd for dig.

Jeg tænker (desværre), at uanset, om det er alkohol, stoffer eller sygdom (eller noget helt fjerde), der udløste din kærestes adfærd, så er han nok potentielt farlig for dig. Men jeg håber ikke, jeg har ret.

Synes bare, din beskrivelse var MEGET uhyggelig.

Sørg for fortsat at få masser af hjælp.

Anonym skriver:

Hej de damer. Jeg har brug for at komme ud med noget uden at der er nogle der ved hvem jeg er og uden at blive dømt.

Jeg har en kæreste som jeg har kendt i 7 år, vi har et barn sammen og trods en masse uenighed mellem os har vi det godt sammen.
I weekenden skulle vi til en fest hos en veninde som jeg har kendt de sidste 10 år og som min kæreste også kender. Det hele gik rigtig godt og vi havde en rigtig sjov aften, men som tiden gik og vi kom ud i natte timerne blev min kæreste mere og mere fuld og det førte til at han blev rigtig træls at være sammen med. Jeg besluttede at vi skulle tage hjem og sove for jeg gad ikke ende med at blive sur og skændes med ham. Da vi kom ud fra den klub vi havde været inde på stod vi lige ov ventede på en ven som skulle med os hjem, men min kæreste blev ved med at skubbe til mig, nive mig i røven og "kramme" mig, en det gjorde ondt. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne lide det og at jeg virkelig synes at han var træls, han blev pisse sur og gik i vrede sin vej. Jeg blev stående og ventede på vores ven og fulgtes med ham, lidt længere oppe af vejen sad min kæreste og ventede som om ingenting var galt.

Vi kom hjem hvor vi skulle sove og min kæreste går ind og lægger dig i min venindes seng, jeg kommer ind til ham og siger at der skal han ikke sove, men at jeg har redt en seng op til ham så han bare lige skulle komme med mig så skulle jeg nok putte ham, Han lader som om jeg ikke er der og jeg siger det igen, så kommer han med op, men siger at han skal brække sig, det skal han da have lov til, men efter turen på badeværelset går han igen ind i den forkerte seng. Jeg går derind igen og siger lige så stille og sødt om ikke nok han vil komme med mig for vores veninde gider ikke at der er andre der sover i hendes seng. Så tager fanden ved ham. Han åbner øjnene og siger rasende til mig at jeg ikke skal tage hans barn fra ham...... Hmm øh det gør jeg da heller ikke jeg spurgte bare om ikke han ville komme med ind og sove i det andet rum. Han siger at jeg har 3 sekunder til at skrive ellers.... Ellers hvad spørger jeg helt forvirret, men han tæller og jeg når jo ingen vejene inden han kommer farrende og overfalder mig. Han ligger sig over mig på min venindes seng og holder mig, jeg kan ikke hører helt hvad det er han siger, men han er virkelig rasende på mig over et eller andet som ikke har noget med at sove at gøre. Jeg forsøger jo at komme fri, men der resultere i at han får lagt sin ene arm på min nakke ( jeg ligger på siden ) og så lægger han ellers bare alt tryk på den arm. Jeg får fremstammet at han altså brækker nakken på mig og hans svar er bare JA....
Jeg bruger mine sidste kræfter på at kalde på vennen der sidder inde i stuen, han kommer ind og spørger helt forbauset hvad der foregår. Jeg græder og siger at han må hjælpe mig. Han får min kæreste fjernet, men jeg når ikke at komme helt op før der er taget fat i mig igen. Løs igen og jeg løber ind i stuen for at ruge til politiet, men jeg når det ikke for min kæreste kommer hurtigt ind og vil have min telefon. Han skubber mig så jeg banker hovedet ind i væggen og taber telefonen. Så går han ud for at finde sin bilnøgle, men den har min veninde gemt så der ikke er nogle fulde mennesker der kører. Han tømmer mine jakkelommer og råber at jeg skal give ham den nøgle. Så kommer han ind til mig og siger at han ikke elsker mig og at han ikke vil have noget med mig at gøre, han siger at hvis ikke vores ven havde været der ville han have brækket min nakke og så ellers selv have begået selvmord. Jeg siger at jeg virkelig ikke har noget tilovers for den slags, men ellers snakker jeg ham egentlig bare efter munden for jeg er virkelig bange for ham. Så går han ud i køkkenet og sætter sig på gulvet... Efter nogle minutter kalder han på mig med en helt anden stemme end han ellers har haft. Han græder og ryster over det hele. Han kan ikke huske hvad der er sket ( siger han da ) og han kan slet ikke forstå hvad det lige er der foregår. Jeg snakker med ham og igen her snakker jeg ham efter munden for jeg skal ikke recikere at han bliver sur igen.

Nu har vi snakket om det mange gange, jeg har forklaret ham hvad der skete, han har været hos en psykolog, jeg har snakket med min veninde og mine forældre om det og jeg har også snakket lidt med vennen der var der. Jeg har det bare så underligt med det hele og jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre. Jeg har sagt til ham at jeg ikke ved om jeg skal gå eller blive og at jeg ikke ved om jeg overhovedet kan finde tilliden til ham igen. Vi er ikke uvenner og han siger at han virkelig gerne vil gøre det godt igen. Jeg ved ikke om det kan gøres godt igen og jeg ved ikke hvad der skal til. Jeg elsker jo manden, men jeg elsker ham ikke betingelelsesløst.
Jeg ved at alle ville sige at det bare er ud med ham, men det er bare ikke så enkelt for alle når man virkelig står i det. Jeg ville rigtig gerne fortælle det til nogle som kunne hjælpe mig videre, men jeg ved bare ikke hvem det skulle være for jeg vil heller ikke have kørt en sag om det.

Jeg vil gerne frabedes alle kommentare fra folk der har læst dette og mener at jeg er den dummeste i verden for det er bare ikke lige det jeg har brug for lige nu.

Det er bare så svært... fordi man stadig elsker personen..

jeg har været der så taler af erfaring, du skal gøre op med dig selv om du føler at du kan stole på ham.

min Eks. blev også sådan lige pludselig efter 1 år.. vi havde været i byen sammen mange gange, og ja så lige pludselig en dag hvor han kommer hjem fra byen slår det klik for ham.. (vil ikke gå i grunden med hva der skete)

jeg gik fra ham da jeg har en barn og han skulle ikke opleve det igen...

hvis du har brug for at snakke om det er du velkommen til at skrive en PB..

for ja som sagt ved hvordan du har det lige et..

Anonym skriver:

Jeg har sagt det til ham rigtig mange gange, men han har ikke været villig til at gøre noget. Han har virkelig ikke villet sige til nogle at der er noget galt. Ikke engang til mig. Jeg har spurgt ham rigtig mange gange om ikke jeg skal tage med ham til lægen eller om ikke han kan snakke med sine forældre om det for det tror jeg virkelig ville sætte skub i nogle ting, men han vil bare ikke noget for han siger at han ikke vil have at gud og hver mand ved det.. hmmmm

Jeg tror der er sket så meget negativ udvikling i hans adfærdsændringer at du med fordel kan stille ham et ultimatum

Altså - I går til lægen og får ham undersøgt - fysisk, psykisk og neurologisk

Du er i din gode ret (måske endda pligt når der er børn involveret) til at kræve at han bliver undersøgt ellers kan I ikke blive sammen.

Og jeg mener , hvis du har et tæt forhold til dem, at du også har ret til at henvende dig til hans forældre og dele din bekymringer

Måske kan han ikke forstå det nu, men hen af vejen bør han kunne forstå at der bliver nødt til at ske noget nu hvis I skal forblive en familie på længere sigt

til jer og håber du kan få ham sparket igang med noget behandling

Jeg er bare så blank lige nu. Jeg har det som om der er nogle der har taget min forstand og realitetssans fra mig.
Jeg er rigtig glad for alle de svar der er kommet. Jeg synes virkelig det er dejligt at have et sted hvor man kan læsse af.

MetteDN skriver:

Det allerførste jeg tænkte var om det på en eller anden måde har kunnet lade sig gøre at han har indtaget stoffer, måske ubevidst?

og at han så har haft en træls drøm?

Jeg tænker fuldstædnig det samme - at han har taget stoffer (måske uden at vide det)

Men hans sætning om at hun ikke må tage sønen fra ham for der efter at overfalde hende flere gange og slutte af med at blive ked af det og bange - det siger jo en hel del...