Jeg er bare så forvirret og ked af det.

Min første tanke er altså at han har været på stoffer. Dermed ikke sagt at det er nogen han bevidst har taget, men jeg synes hele din forklaring lyder som om at han har været HELT ved siden af sig selv... Ved ikke om man kan teste for sådan noget ved lægen? Hvis ikke det er det der er sket, ja så må I jo iagng med at kigge lidt familiehistorie igennem.. Er der nogen på hans side, der har lidt af psykiske sygdomme? Hvor gammel er din kæreste? Synes jeg så et program her den anden dag der nævnte at fx skizofreni (staves) ofte kommer frem i starten af 20'erne... Men nej jeg er ikke psykolog eller læge, så kan jo ikke rigitg hjælpe, men det var da lige lidt tanker herfra.....

Men ja I må jo snakke hele forløbet igennem. Ikke kun fra da det gik galt, men HELE aftenen og se om I kan finde hoved og hale i det.

Men en stor  herfra. Sikke en forfærdelig situation at stå i....

Secrets skriver:

Har i overvejet at få ham undersøgt hos lægen? Jeg har lige på universitetet haft undervisning om nogle forskellige epilepsiformer, og der er en bestemt form, hvor personen får blackouts og reagerer fuldstændig sindssygt, og når de "vender tilbage", så aner de ikke, hvad der er sket. Jeg kan lige undersøge senere, hvad den form for epilepsi hed, men det er da værd at undersøge..

Noget skal der da gøres, så du ikke er i livsfare!

Jeg har sagt det til ham rigtig mange gange, men han har ikke været villig til at gøre noget. Han har virkelig ikke villet sige til nogle at der er noget galt. Ikke engang til mig. Jeg har spurgt ham rigtig mange gange om ikke jeg skal tage med ham til lægen eller om ikke han kan snakke med sine forældre om det for det tror jeg virkelig ville sætte skub i nogle ting, men han vil bare ikke noget for han siger at han ikke vil have at gud og hver mand ved det.. hmmmm

Maria-s skriver:

Min første tanke er altså at han har været på stoffer. Dermed ikke sagt at det er nogen han bevidst har taget, men jeg synes hele din forklaring lyder som om at han har været HELT ved siden af sig selv... Ved ikke om man kan teste for sådan noget ved lægen? Hvis ikke det er det der er sket, ja så må I jo iagng med at kigge lidt familiehistorie igennem.. Er der nogen på hans side, der har lidt af psykiske sygdomme? Hvor gammel er din kæreste? Synes jeg så et program her den anden dag der nævnte at fx skizofreni (staves) ofte kommer frem i starten af 20'erne... Men nej jeg er ikke psykolog eller læge, så kan jo ikke rigitg hjælpe, men det var da lige lidt tanker herfra.....

Men ja I må jo snakke hele forløbet igennem. Ikke kun fra da det gik galt, men HELE aftenen og se om I kan finde hoved og hale i det.

Men en stor  herfra. Sikke en forfærdelig situation at stå i....

Jamen han er midt i 20'erne så det er da en tanke. Han har ikke taget stoffer og han har ikke drukket noget som nogle kunne have kommet noget i. Gid det bare var det.

Anonym skriver:

Men hvem går jeg så til for at få hjælp??

 

Du skal gå til din egen læge som første instans - og han skal tage dig alvorligt, der er ingen vej udenom her, hvis du ikke skal få langtidsfølger af det - uanset om du bliver hos din kæreste eller ej, så kan denne episode dukke op om 1 måned eller 10 år, men det skal nok indhente dig - så få gjort noget ved det...NU.

celkt skriver:

jeg er ked af at sige det, men jeg tror altså, der er noget galt med ham...

enten, hvis han faktisk ikke kan huske hvad han har gjort, at der er noget skizofreni-lignende på spil her, så det nærmest er en anden personlighed der er poppet op under påvirkning af alkohol.

eller også, hvis han lyver, og godt ved hvad han gjorde, at han er psykopat, (ja, undskyld, hermed mener jeg den kliniske betegnelse) og at han det meste af tiden er godt kontroleret.

Her synes jeg, at du skal passe på, hvad du smider rundt med af betegnelser og bebrejdelser. Der er intet i den historie, der tyder på skizofreni, som ikke har noget som helst at gøre med delte personligheder, og jeg tror ikke du kender den kliniske definition på psykopat, som i øvrigt er en betegnelse, der slet ikke bruges længere.

 

celkt skriver:

jeg er ked af at sige det, men jeg tror altså, der er noget galt med ham...

enten, hvis han faktisk ikke kan huske hvad han har gjort, at der er noget skizofreni-lignende på spil her, så det nærmest er en anden personlighed der er poppet op under påvirkning af alkohol.

eller også, hvis han lyver, og godt ved hvad han gjorde, at han er psykopat, (ja, undskyld, hermed mener jeg den kliniske betegnelse) og at han det meste af tiden er godt kontroleret.

Har der aldrig været andre episoder, der kunne pege i den ene eller den anden retning??

 

Sidst men ikke mindst, kan sådanne voldsomme adfærdsforstyrrelser komme som føle af stoffer?? eller som følge af at han har haft en lille blødning i hjernen, eller værre endnu, af at der sidder noget derinde, som ikke skal være der, som f.eks. en svulst. Sygdomme som f.eks. demens kan også fremkalde den slags adfærdsforstyrrelser, men det kommer jo ikke bare lige fra den ene dag til den anden.

 

jeg tror virkeligt du skal overveje om du vil tage risikoen for at det en dag slår klik for ham igen, hvad årsagen så end er. Og hvis du vil give ham en chance til, så forlang at I får en afklaring på hvorfor han gjorde som han gjorde, er det noget psykisk eller noget fysisk, er der en årsag til det, som der kan behandles.

Men kære ven, du har et barn,... Og er du ikke 110% sikker på at det aldrig vil ske igen, og at han ALDRIG vil skade jer, så er det bare med at komme ud af klappen. Vi ser for mange af de grimme historier i medierne, hvor det er nået at gå helt galt.

 

Jeg ved det er svært. Men jeg syntes ikke du skulle tage chancen.

 

Jeg må langt hen af vejen erklære mig enig.
Jeg drikker ALDRIG mere end 1 til 2 genstande da jeg kan riskier at få en angst psykose der for mig til at falde tilbage i mit sind og genopleve en meget ubehagelig del af mit liv. Jeg husker intet om det når det er ovre eller kun meget meget få brudstykker.
Hvis jeg har indtaget alkohol og føler mig truet eller bliver nervøs og utryg kan det ske. Det er mere end 3 år siden jeg sidst havde en. Men det lyder klat til din mand har haft en form for psykisk reaktion.
Mit kom første gang da min drink var blevet "spicet" i byen. Det blev opdaget via blodprøve.

Rockertand skriver:

Du skal gå til din egen læge som første instans - og han skal tage dig alvorligt, der er ingen vej udenom her, hvis du ikke skal få langtidsfølger af det - uanset om du bliver hos din kæreste eller ej, så kan denne episode dukke op om 1 måned eller 10 år, men det skal nok indhente dig - så få gjort noget ved det...NU.

Jeg har bare ikke mod på at snakke med min læge om det for jeg har ikke lyst til at fortælle ham at at min kæreste rent faktisk har gjort det han har gjort.

Jeg har tit læst om ofre som ikke gør noget fordi de har sympati med deres voldsmand og jeg virkelig tænkt at det ville aldrig være mig, men det er fandme sværre end jeg lige troede. Når jeg snakker med min kæreste som siger at han virkelig er ked af det og virkelig vil gøre det hele godt er der noget af mig som tror på ham, men også en del der virkelig bare siger at det er øregas og at han kun siger det for at beskytte sig selv. Der er SÅ mange ting jeg gerne vil, men jeg er bange for at gøre det og endnu mere bange efter weekenden..

Anonym skriver:

Jeg har sagt det til ham rigtig mange gange, men han har ikke været villig til at gøre noget. Han har virkelig ikke villet sige til nogle at der er noget galt. Ikke engang til mig. Jeg har spurgt ham rigtig mange gange om ikke jeg skal tage med ham til lægen eller om ikke han kan snakke med sine forældre om det for det tror jeg virkelig ville sætte skub i nogle ting, men han vil bare ikke noget for han siger at han ikke vil have at gud og hver mand ved det.. hmmmm

Jeg synes jo ærligt talt ikke længere han har det valg. Altså hvis han vil have en chance for at beholde dig. Det skal være et absolut krav fra dig at det skal undersøges i bund.

Og det betyder jo ikke at gud og hver mand får det at vide. De folk har jo tavshedspligt.

Tænk hvis I er alene næste gang det sker? Så lyder det ærlig talt ikke som om du overlever det.

Hvis det var mig ville jeg smutte hvis han ikke viser en enorm vilje til at komme det her til bunds. Det lyder jo fuldstændig vanvittigt, og meget farligt.

Hej

Søde ven, jeg får helt ondt indeni af at læse din historie. Det er en forfærdelig oplevelse du har været ude for, og uanset om der er en gyldig grund som sygdom der kan undskylde din kærestes opførsel... Så er det vigtigt du får bearbejdet det der er sket. Uanset om du vælger at blive hos ham eller ikke.

Du beskriver at din kæreste ikke ønsker at snakke med andre om sine problemer. Det lyder rigtigt utrygt og farligt i mine ører. Hvis jeg var dig, ville jeg som minimum kræve at I sammen snakker med psykologen, så du er sikker på historien/historierne kommer korrekt frem. Og så kan I sammen tage den derfra.

Dertil bør han blive undersøgt af sin læge for at finde ud af om der er nogen fysisk grund til humørsvingningerne og den voldelige adfærd.

Vil han ikke være med til de to ting, synes jeg du skal tænke på dig selv og dit barn.... Og se at komme væk.

Jeg ved godt det er svært, og ikke bare lige noget man gør. Men tænk hvis noget lignende sker igen, og der ikke er nogen til at redde dig? En forfærdelig tanke ikke?

Ønsker jer det bedste

Mvh

Krabben

Kindfed skriver:

Her synes jeg, at du skal passe på, hvad du smider rundt med af betegnelser og bebrejdelser. Der er intet i den historie, der tyder på skizofreni, som ikke har noget som helst at gøre med delte personligheder, og jeg tror ikke du kender den kliniske definition på psykopat, som i øvrigt er en betegnelse, der slet ikke bruges længere.