Jeg har fået døds-angst...

Anonym skriver:

Jeg skriver lige som ano, men I ved hvem jeg er. Jeg vil bare ikke lige udstille det for uvedkommende da jeg synes det er meget privat for mig. Jeg har nævnt det lidt før, men det hænger ved. Jeg er helt vildt bange for at min datter, jeg selv eller min kæreste dør. Hver gang der er nogen der ringer som ikke lige plejer at ringe på det tidspunkt bliver jeg nervøs og tænker: Nå hvem er nu død? Jeg kan gå helt i panik hvis jeg ikke kan få fat i dem, for så er jeg først sikker på der er noget galt.... Jeg burde nok snakke med en psykolog og vil også gerne, men vi har bare ikke pengene til det. Men okay det hele er også i meget frisk erindring med de 3 dødsfald i vores familie. Undskyld jeg tværer i det, men jeg føler bare overhovedet ikke jeg har bearbejdet det endnu. Jeg har ikke grædt særlig meget over min mormors død. Jeg tror simpelthen ikke jeg kan magte og forstå det i mit hoved, så min reaktion kommer senere, når min krop er klar. Det er noget mærkeligt noget....

Uuuuh, det kender jeg aalt for godt. Har stort set haft det sådan siden jeg mistede min bedstemor som 3årig og min bedstefar som 4årig.

Når jeg sad i skolen og der kom en ambulance, så var jeg sikker på, at der var sket noget forfærdeligt med en af mine forældre, og hørte ikke efter resten af dagen...havde bare lyst til at komme hjem. Sådan har jeg det stadig... Hører jeg en ambulance, skal jeg lige ringe...

Jeg har desværre været meget indelukket som barn og ingen vidste noget. Først som voksen har jeg forsøgt at få hjælp til dette, men det sidder så dybt i mig, så intet hjælper... De sidste par uger har jeg hver nat haft mareridt om at jeg mistede nogen jeg holder af, og det har været frygteligt... Nu er det som om det er ved at stilne af... Er begyndt at bede en bøn inden jeg sover, om at jeg må slippe for mareridtene, og det har heldigvis hjulpet. Men min angst for at miste er blevet større igen efter svigerfars død... Især når mine forældre er over 80 begge to. Det er jo ikke til at holde udat tænke på. Prøver bare på at skubbe det væk, hvilket ikke er nemt, så kommer det bare snigende om natten...

Men det er ikke for sent for dig, da du først har fået det sådan nu, så jeg tror du ville have gavn af hjælp fra psykolog eller psykiater... Det er vist nemmere at komme til en psykiater, og det KAN vist lade sig gøre uden omkostninger for dig...har jeg hørt... Men spørg din læge, hun ved det, og efter min mening har jeg personligt haft bedst erfaring med psykiatere.... De graver dybere, og rammer bedre hovedet på sømmet...

Anonym skriver:

Jeg skriver lige som ano, men I ved hvem jeg er. Jeg vil bare ikke lige udstille det for uvedkommende da jeg synes det er meget privat for mig. Jeg har nævnt det lidt før, men det hænger ved. Jeg er helt vildt bange for at min datter, jeg selv eller min kæreste dør. Hver gang der er nogen der ringer som ikke lige plejer at ringe på det tidspunkt bliver jeg nervøs og tænker: Nå hvem er nu død? Jeg kan gå helt i panik hvis jeg ikke kan få fat i dem, for så er jeg først sikker på der er noget galt.... Jeg burde nok snakke med en psykolog og vil også gerne, men vi har bare ikke pengene til det. Men okay det hele er også i meget frisk erindring med de 3 dødsfald i vores familie. Undskyld jeg tværer i det, men jeg føler bare overhovedet ikke jeg har bearbejdet det endnu. Jeg har ikke grædt særlig meget over min mormors død. Jeg tror simpelthen ikke jeg kan magte og forstå det i mit hoved, så min reaktion kommer senere, når min krop er klar. Det er noget mærkeligt noget....

Nej, det må ikke være sjovt at tænke de tanker hele tiden, så kan du jo ikke være andet end bange hele tiden og det er jo ikke sundt.

Men jeg vil så sige jeg godt kan forstå du har de tanker, hele 3 dødsfald så tæt på hinanden og 2 af dem så pludselig.

Jeg burde selv spørge lægen efter en henvisning, og jeg har gjort det en gang før, da min mor blev syg første gang, men det hjalp ikke helt. Men det var billigere.

Jeg har "kun" oplevet et dødsfald og jeg synes det er mærkeligt og har svært ved det, at forstå hun er væk. Du har hele 3, det må være uoverskueligt og svært. Jeg håber at en psykolog kan hjælpe dig igennem det hele.

EN masser kram herfra.

Klitgaard skriver:

Stort knus til dig håber snart du får det bedre

Tusind tak søde!!!!

bondepigen skriver:

Uuuuh, det kender jeg aalt for godt. Har stort set haft det sådan siden jeg mistede min bedstemor som 3årig og min bedstefar som 4årig.

Når jeg sad i skolen og der kom en ambulance, så var jeg sikker på, at der var sket noget forfærdeligt med en af mine forældre, og hørte ikke efter resten af dagen...havde bare lyst til at komme hjem. Sådan har jeg det stadig... Hører jeg en ambulance, skal jeg lige ringe...

Jeg har desværre været meget indelukket som barn og ingen vidste noget. Først som voksen har jeg forsøgt at få hjælp til dette, men det sidder så dybt i mig, så intet hjælper... De sidste par uger har jeg hver nat haft mareridt om at jeg mistede nogen jeg holder af, og det har været frygteligt... Nu er det som om det er ved at stilne af... Er begyndt at bede en bøn inden jeg sover, om at jeg må slippe for mareridtene, og det har heldigvis hjulpet. Men min angst for at miste er blevet større igen efter svigerfars død... Især når mine forældre er over 80 begge to. Det er jo ikke til at holde udat tænke på. Prøver bare på at skubbe det væk, hvilket ikke er nemt, så kommer det bare snigende om natten...

Men det er ikke for sent for dig, da du først har fået det sådan nu, så jeg tror du ville have gavn af hjælp fra psykolog eller psykiater... Det er vist nemmere at komme til en psykiater, og det KAN vist lade sig gøre uden omkostninger for dig...har jeg hørt... Men spørg din læge, hun ved det, og efter min mening har jeg personligt haft bedst erfaring med psykiatere.... De graver dybere, og rammer bedre hovedet på sømmet...

Puha det lyder da absolut ikke sjovt.... Det er jeg da ked af at høre du har det sådan og det sidder så dybt i dig. Jeg er også glad for at jeg er opmærksom på hvordan jeg har det. Jeg må prøve at få en tid ved min læge og se hvad hun siger. Tak for dine ord.... Knus

lion skriver:

Nej, det må ikke være sjovt at tænke de tanker hele tiden, så kan du jo ikke være andet end bange hele tiden og det er jo ikke sundt.

Men jeg vil så sige jeg godt kan forstå du har de tanker, hele 3 dødsfald så tæt på hinanden og 2 af dem så pludselig.

Jeg burde selv spørge lægen efter en henvisning, og jeg har gjort det en gang før, da min mor blev syg første gang, men det hjalp ikke helt. Men det var billigere.

Jeg har "kun" oplevet et dødsfald og jeg synes det er mærkeligt og har svært ved det, at forstå hun er væk. Du har hele 3, det må være uoverskueligt og svært. Jeg håber at en psykolog kan hjælpe dig igennem det hele.

EN masser kram herfra.

Tusind tak Helene. Ja det blev sgu lige lidt for meget med folk der døde i vores familier. Men ja det kunne være rart lige at få lukket op for posen og få snakket med nogen om det. Man føler sig lidt mærkelig når man går med sådan nogle tanker.

Anonym skriver:

Tusind tak Helene. Ja det blev sgu lige lidt for meget med folk der døde i vores familier. Men ja det kunne være rart lige at få lukket op for posen og få snakket med nogen om det. Man føler sig lidt mærkelig når man går med sådan nogle tanker.

Det kan jeg godt forstå du gør, men tænk der findes nogen hvor forbier er deres hverdag.

Så helt mærkelig er du ikke, kun lidt

Men er vi alle ikke det.....

lion skriver:

Det kan jeg godt forstå du gør, men tænk der findes nogen hvor forbier er deres hverdag. Så helt mærkelig er du ikke, kun lidt Men er vi alle ikke det.....

Ha ha ha jo det tror jeg godt vi kan blive enige om