Millesmammi skriver:
jeg kan så lige sige, at det her forhold det HAR været endt en gang, hvor vi virkelig ikke var på talefod, hvor han så stadig gerne ville se min datter..
jeg kan på ingen måde se det er egoistisk at afskrive ham allerede nu, da min datter har en far hun er glad for, og det er HENDE der skal til at lære den anden at kende når han engang tager sig sammen, hvilket jeg ikke tror han gør..
Men det er jo netop det, du skriver hun har allerede en far (din kæreste), men det er jo ikke hendes far, det er din kæreste, hendes sekundære omsorgsperson, men han er ikke hendes far, selvom I har valgt at han skal være det, hun har en far, som du i sin tid valgte at få et barn med, uanset hvordan det skete, så valgte du jo at få et barn med hendes far, da han så smutter vælger du at fortsætte graviditeten og derved også at bringe et barn til verdenen skabt af dig og ham, det kan der jo ikke ændres på, men så møder du din kæreste og han har (så vidt jeg har forstået) været der for jer lige siden (hvilket jo i sig selv er fantastisk og ser sig selv som hendes far formoder jeg), men hvor er der så plads til hendes biologiske far? hvis det nu var omvendt og det var dig der var gået fra dit barn, havde overladt det hele til kæresten og han så havde fundet en andet, som i alle henseende fungere som mor, måske også blev kaldt mor, hvordan går man ind og "kræver" sin rolle i den "familie" siger at mor er altså også mor, ligesom mor (kæreste) er det, det ville sandsynligvis føltes som om at der ikke var plads til en, og hvorfor så kræve noget, og hvad skal man kræve?? For egentlig ville jeg da mene at din x sagtens ville kunne bede jer om IKKE at kalde Jesper for far, hvis x gerne vil ind og have en rolle, men det ville nok kræve at x var en del ældre og havde erfaringen og refleksionen til at kunne gå ind og "bryde" en familie op, som ingen plads til ham har efterladt..
Jeg ville hvis jeg skulle være super egoistisk helst undgå at min datter fik kontakt med sin far (for det ville betyde at jeg kunne uafhængig af ham flytte til udlandet og ellers gøre hvad jeg ville logistikmæssigt uden at tage hensyn til ham), men til tros for at hendes far kun har set hende to gange (og det har været mig der har taget initivt begge gange) så ville jeg aldrig afskrive ham som far, jeg håber at han om nogle år (og han er altså 25) vil indse at det ikke handler om ham eller mig for den sags skyld, men vores datter, som selvom jeg fik en kæreste (som hun så som sin "far/pappa") så ville hun stadig mangle den del af hende som kommer fra hendes far (og eftersom faderen ikke er ukendt) og jeg valgte hende til fordi hun var et resultat af ham og mig (på daværende tidspunkt, så har hun jo altid muligheden for at kende til ham, hun vil uanset om han kom ind i billedet i morgen opleve et svigt på et eller andet tidspunkt fordi hendes far ikke var der i starten, men hvis jeg kan forminske det svigt bare en lille smule så gør jeg det, for hende, og ikke fordi jeg ikke har brug for ham i vores liv.
Men jeg forstår ikke hvorfor I ikke har fastsat reglerne omkring samværd gennem statsamtet, netop fordi han jo ikke har været så synderligt involveret.
