Halløjsa...
Jeg har så lige stået i den situation som du snakker om.
Jeg valgte at bryde forholdet med min søns far, efter vi havde kæmpet i... ja nok 1 år, for at få det til at fungere.
Det er nu 5 måneder siden..
Det lå i kortene at det var mig som skulle have knægten boende - han ville simpelthen ikke kunne overskue at have hovedansvaret for ham, da han også kæmper med nogle ting selv..
jeg var og ER meget interesseret i at han så ser sin søn så tit som muligt. Synes ikke det er fair overfor nogle af os, hvis hans søn kun ser ham hver 2. weekend..
Vores løsning er denne indtil videre (2ugers periode), hvor faren har ham:
mandag-tirsdag
Fredag-mandag
torsdag-fredag
Dvs. vores udgave af en 9/5 ordning. Det har vi det godt med pt. Der går ikke mere end 3 dage før de ser hinanden, og jeg kan lige få et pusterum indimellem. Dvs det er også en aflastning for mig.
Jeg overvejer dog om det villle være bedre for vores søn, at samle de spredte hverdage. Men så går der bare længe imellem de ser hinanden og det er heller ikke et hit.
Vi er stadig gode venner, og vi kan godt ses indimellem. Desuden så bor han tæt på, så de kommer til at kunne se hinanden spontant senere hen. lige nu er vores søn knapt 2 år, så der bestemmer vi 
Jeg synes det er godt - for de fædre som gider, og tænker på børnene - at lovgivningen er ændret mht. forældremyndigheden. Men desværre ser jeg også at der tages mere hensyn til fædrenes tarv end barnets, pga der råbes op om ligestilling.
Det er om at vurdere barnets behov, og se hvad det bedste er for barnet. Dette gælder både for mødre, fædre og evt. sagsbehandlere og psykologer.
Jeg ville have det af helvedes til, hvis jeg kun måtte se min søn hver 2. weekend, og ved at hans far har det på sammen måde.