Hader mig selv lige nu :-( (lang)

Jeg har lige været til scanning, og fik at vide at jeg med 90 % sansynlighed venter en dreng. Navlestrengen lå i vejen, så jeg skal derop igen om en uge eller to...

Problemet er bare, at jeg af en eller anden grund havde "set" at jeg ville få en pige, da hele min mors familie er stærke kvinder med gode forhold til hinanden.... 

Jeg kan slet ikke forholde mig til at jeg måske skal have en dreng, og at jeg skal være drengemor. Jeg hader min reaktion, for jeg synes den er så utaknemmelig, for der er jo så mange der ikke kan få børn. 

Jeg ved at når han først er kommet til verden, vil jeg elske ham højere en noget andet.

Alt det logiske, ved jeg jo.....men alligevel er jeg skuffet, græder og tænker dumme tanker som "jeg får aldrig en pige, tænk hvis min kæreste kun kan lave drenge, hvor jeg jeg bare dum". 

Æv æv, det er ikke fedt at være hormonel.... 

Anonym skriver:

Jeg har lige været til scanning, og fik at vide at jeg med 90 % sansynlighed venter en dreng. Navlestrengen lå i vejen, så jeg skal derop igen om en uge eller to...

Problemet er bare, at jeg af en eller anden grund havde "set" at jeg ville få en pige, da hele min mors familie er stærke kvinder med gode forhold til hinanden.... 

Jeg kan slet ikke forholde mig til at jeg måske skal have en dreng, og at jeg skal være drengemor. Jeg hader min reaktion, for jeg synes den er så utaknemmelig, for der er jo så mange der ikke kan få børn. 

Jeg ved at når han først er kommet til verden, vil jeg elske ham højere en noget andet.

Alt det logiske, ved jeg jo.....men alligevel er jeg skuffet, græder og tænker dumme tanker som "jeg får aldrig en pige, tænk hvis min kæreste kun kan lave drenge, hvor jeg jeg bare dum". 

Æv æv, det er ikke fedt at være hormonel.... 

Det skal nok gå alt sammen, du skal tænke på at det vigtigste er at barnet er sund og rask, og ikke tænke så meget på kønnet, du venter en dejlig lille guldklump

Anonym skriver:

Jeg har lige været til scanning, og fik at vide at jeg med 90 % sansynlighed venter en dreng. Navlestrengen lå i vejen, så jeg skal derop igen om en uge eller to...

Problemet er bare, at jeg af en eller anden grund havde "set" at jeg ville få en pige, da hele min mors familie er stærke kvinder med gode forhold til hinanden.... 

Jeg kan slet ikke forholde mig til at jeg måske skal have en dreng, og at jeg skal være drengemor. Jeg hader min reaktion, for jeg synes den er så utaknemmelig, for der er jo så mange der ikke kan få børn. 

Jeg ved at når han først er kommet til verden, vil jeg elske ham højere en noget andet.

Alt det logiske, ved jeg jo.....men alligevel er jeg skuffet, græder og tænker dumme tanker som "jeg får aldrig en pige, tænk hvis min kæreste kun kan lave drenge, hvor jeg jeg bare dum". 

Æv æv, det er ikke fedt at være hormonel.... 

 OP meds humøret, du skal bare lige fordøje det!! I morgen bliver du sikket glad - og du skal tænke sådan her at det VIGTIGSTE ER AT BARNET ER SUNDT OG VELSKABT - når han kommer ud!

Om det så er en dreng eller en pige, det er fuldstændig underordnet!!

Krams Rikke

Anonym skriver:

Jeg har lige været til scanning, og fik at vide at jeg med 90 % sansynlighed venter en dreng. Navlestrengen lå i vejen, så jeg skal derop igen om en uge eller to...

Problemet er bare, at jeg af en eller anden grund havde "set" at jeg ville få en pige, da hele min mors familie er stærke kvinder med gode forhold til hinanden.... 

Jeg kan slet ikke forholde mig til at jeg måske skal have en dreng, og at jeg skal være drengemor. Jeg hader min reaktion, for jeg synes den er så utaknemmelig, for der er jo så mange der ikke kan få børn. 

Jeg ved at når han først er kommet til verden, vil jeg elske ham højere en noget andet.

Alt det logiske, ved jeg jo.....men alligevel er jeg skuffet, græder og tænker dumme tanker som "jeg får aldrig en pige, tænk hvis min kæreste kun kan lave drenge, hvor jeg jeg bare dum". 

Æv æv, det er ikke fedt at være hormonel.... 

Hejsa,

Altså det er helt narturlligt.

Min førstefødte var en pige og min kærestes førstefødte fra tidligere forhold er en dreng.

Da vi blev gravide sammen første gang ønskede vi en pige begge to - jeg fordi jeg da ikke anede hvad jeg skulle stille op meden dreng og min kæreste da han jo havde en dreng.

Men til MD fik vi at vide detvar en dreng - jeg var helt forvirret ogtænktenej og var egentlig ikke sådan glad - skulle seriøst vænne mig til tanken -det var en underlig og ubehagelig følelse. Men det gik lyn hurtigt over - vi havde fundet navn - Anton og begyndte at kalde baby i maven det og købe lyseblåt og grønt tæj og så kom det helt af sigselv.

vi venter os nu igen, og vi var sikre på det var en pige - da graviditeten minedede om da jeg ventede Asta og ikke Anton - og vi var såååååååååååååååååååå opsatte på en pige - alle sammen børn unge og gamle - men det blev en dreng mere:0) Det var endnu sværere at vænne sig til denne gang. Men det kom også hurtigt:0)

Knus Christina,

somkender til følelsen, men også ved at det ændrer sig igen og atdu vil elske din søn lige så højt som hvis det havde været en pige:0)

Tak begge to, jeg håber også at alt er lysere i morgen, lige nu slår jeg bare mig selv i hovedet ... 

Tak 

Valle81 skriver:

Hejsa,

Altså det er helt narturlligt.

Min førstefødte var en pige og min kærestes førstefødte fra tidligere forhold er en dreng.

Da vi blev gravide sammen første gang ønskede vi en pige begge to - jeg fordi jeg da ikke anede hvad jeg skulle stille op meden dreng og min kæreste da han jo havde en dreng.

Men til MD fik vi at vide detvar en dreng - jeg var helt forvirret ogtænktenej og var egentlig ikke sådan glad - skulle seriøst vænne mig til tanken -det var en underlig og ubehagelig følelse. Men det gik lyn hurtigt over - vi havde fundet navn - Anton og begyndte at kalde baby i maven det og købe lyseblåt og grønt tæj og så kom det helt af sigselv.

vi venter os nu igen, og vi var sikre på det var en pige - da graviditeten minedede om da jeg ventede Asta og ikke Anton - og vi var såååååååååååååååååååå opsatte på en pige - alle sammen børn unge og gamle - men det blev en dreng mere:0) Det var endnu sværere at vænne sig til denne gang. Men det kom også hurtigt:0)

Knus Christina,

somkender til følelsen, men også ved at det ændrer sig igen og atdu vil elske din søn lige så højt som hvis det havde været en pige:0)

Tak Christina 

Dejligt at høre at du har haft det på samme måde, men nu er helt lykkelig for din dejlige dreng, og ham der er på vej 

Anonym skriver:

Tak begge to, jeg håber også at alt er lysere i morgen, lige nu slår jeg bare mig selv i hovedet ... 

Tak 

Det skal du ikke  Ikke slå dig selv, det er meget normalt at man lige sådan.. ÅHHHA, jeg ville nok hellere have en pige.. Men med tiden får du det helt okay med, at det er en lille deng der ligger derinde...

Men ta´ ud og kigge lidt babytøj - til drenge, så kan det være du får det bedre med at det er en lille BOY!!!

Anonym skriver:

Jeg har lige været til scanning, og fik at vide at jeg med 90 % sansynlighed venter en dreng. Navlestrengen lå i vejen, så jeg skal derop igen om en uge eller to...

Problemet er bare, at jeg af en eller anden grund havde "set" at jeg ville få en pige, da hele min mors familie er stærke kvinder med gode forhold til hinanden.... 

Jeg kan slet ikke forholde mig til at jeg måske skal have en dreng, og at jeg skal være drengemor. Jeg hader min reaktion, for jeg synes den er så utaknemmelig, for der er jo så mange der ikke kan få børn. 

Jeg ved at når han først er kommet til verden, vil jeg elske ham højere en noget andet.

Alt det logiske, ved jeg jo.....men alligevel er jeg skuffet, græder og tænker dumme tanker som "jeg får aldrig en pige, tænk hvis min kæreste kun kan lave drenge, hvor jeg jeg bare dum". 

Æv æv, det er ikke fedt at være hormonel.... 

Jeg tror bare lige du skal vænne dig til tanken!! Jeg havde det lidt på samme måde.. Bare omvendt..
Alle havde lige fra start sagt at de var sikker på det var en dreng.. Alle kaldte ham "lille Ole" (min kæreste hedder Ole)  Og vi tænkte kun i drenge "ting" og drenge navne osv.. Da jeg så kom til kønsscanning i 17 uge og vi fik afvide det blev en pige, så skulle jeg godt nok også vænne mig til tanken.. Altså jeg var stadig glad, men var en stor ting for mig at skulle vende tankerne.. Nu er jeg i 34 uge og alt er klar til lille pigen og jeg glæder mig simpelthen så meget og elsker den lille pige så meget selvom hun endnu ikke er født.. Så tror bare du skal give det tid og vænne dig til tanken og følelsen

Anonym skriver:

Jeg har lige været til scanning, og fik at vide at jeg med 90 % sansynlighed venter en dreng. Navlestrengen lå i vejen, så jeg skal derop igen om en uge eller to...

Problemet er bare, at jeg af en eller anden grund havde "set" at jeg ville få en pige, da hele min mors familie er stærke kvinder med gode forhold til hinanden.... 

Jeg kan slet ikke forholde mig til at jeg måske skal have en dreng, og at jeg skal være drengemor. Jeg hader min reaktion, for jeg synes den er så utaknemmelig, for der er jo så mange der ikke kan få børn. 

Jeg ved at når han først er kommet til verden, vil jeg elske ham højere en noget andet.

Alt det logiske, ved jeg jo.....men alligevel er jeg skuffet, græder og tænker dumme tanker som "jeg får aldrig en pige, tænk hvis min kæreste kun kan lave drenge, hvor jeg jeg bare dum". 

Æv æv, det er ikke fedt at være hormonel.... 

Jeg tør godt indrømme, at jeg faktisk også blev skuffet, dengang jeg fik at vide at jeg ventede en dreng. Jeg var bare helt sikker på at det var en pige, og havde mange forestillinger oppe i mit hoved omkring det. men skuffelsen gik altså ret hurtigt over....allerede den samme dag, var jeg ret så ligeglad, og tænkte hvor er det dejligt at han har det godt inde i min mave  Jeg synes ikke du skal hade dig selv, men tror det er en meget naturlig reaktion, hvis nu man havde regnet med en pige. men det går altså over igen

Jeg har valgt at jeg ikke vil have kønnet at vide denne her gang....både for at blive overrasket, men også fordi man jo inderst inde håber på en pige, når man har en dreng i forvejen. Jeg ved at når man har født den bette, så er man absolut ligeglad med hvilket køn det har....bare han/hun har det godt

Men synes altså ikke du skal hade dig selv....dine følelser er vel også reelle. Jeg tror ikke du er den første, der er blevet skuffet omkring sådan noget. Det gør absolut ikke dig til et dårligt menneske

Anonym skriver:

Jeg har lige været til scanning, og fik at vide at jeg med 90 % sansynlighed venter en dreng. Navlestrengen lå i vejen, så jeg skal derop igen om en uge eller to...

Problemet er bare, at jeg af en eller anden grund havde "set" at jeg ville få en pige, da hele min mors familie er stærke kvinder med gode forhold til hinanden.... 

Jeg kan slet ikke forholde mig til at jeg måske skal have en dreng, og at jeg skal være drengemor. Jeg hader min reaktion, for jeg synes den er så utaknemmelig, for der er jo så mange der ikke kan få børn. 

Jeg ved at når han først er kommet til verden, vil jeg elske ham højere en noget andet.

Alt det logiske, ved jeg jo.....men alligevel er jeg skuffet, græder og tænker dumme tanker som "jeg får aldrig en pige, tænk hvis min kæreste kun kan lave drenge, hvor jeg jeg bare dum". 

Æv æv, det er ikke fedt at være hormonel.... 

 

Op med humøret - selvom det kan være træls.

Ikke fordi vi ikke er taknemlig , for det er vi virkelig. men vi havde os håbet en pige , men det viste sig så også at være en dreng, og der kun dage så var vi begge meget glade for det, og især farmand er jo ret så stolt over at han kan lave en dreng

En aften sad jeg og tænkte over det, og sagde til mig selv, hvorfor er det egentlig at man ønsker sig et bestemt køn, hvis man igen børn har i forvejen ? - det var der jo ingen grund til. bare de er sunde og raske.

vi nyder begge nu at det blir en sund og rask lille BOY  og taknemlig at vi overhovedet kan få børn