Uhh blir helt ked af det nu...hun har jo fået både kartoffel, majs, ris og banan 
Jeg både cykler med hendes ben og masserer hende. Det er ligesom det danner sig en lille prop som kan sidde i to/tre dage...det er ikke hårdt, men mere sejt.Ihh det er svært at beskrive 
Du må meget gerne skrive til mig hvis du kommer i tanker om det du blander i frugtmosen. Jeg har lavet pæremos til hende, men kunne godt tænke mig at putte lidt sukker i...må jeg det?
Skal også lige huske, at skrive at jeg ammer hende...det er det hun blir mæt af.
Tusind tak for dine råd
Jo, man MÅ selvfølgelig godt tilsætte sukker.
Men jeg har aldrig gjort det. Og kan ikke se hvorfor, hvis det ikke behøves?
Det er mere en idé vi voksne har, fordi vi syntes det smager bedre, eller er mere sødt/lækkert, hvis det lige får lidt...
Men små børn har jo intet at samligne med eller holde det op imod.
Så de kender ikke til den "dejlige søde smag" - med mindre vi som forældre lærer dem det.
Hvis de ikke er vant til at få sukker på deres havregrød, så spiser de den jo bare uden! ...det har begge mine ihvertfald altid gjort.
For jeg syntes ikke, at der var nogen god grund til, at de skulle have sukker, når de ikke behøvede det?!
Så det er et spørgsmål om, hvad man SELV syntes!
Baby BEHØVER bestemt ikke sukker!!
Og du skal ikke have dårlig samvittighed, for man gør jo aldrig noget "forkert" med vilje - slet ikke når det handler om ens kæreste eje, ens barn.
Men hvis man ikke ved, hvordan skal man så handle udfra det?
Det er jo ikke sikkert at jeg har ret i det som jeg erfarede, når det gælder DIN lille pige. Men det er jo værd at forsøge, om det gør en forskel - ikke sandt?
Hmm.... tænker om det måske var....rugmel? Som jeg kogte med vand til en grød, og blandede sammen med mosen.
Beklager at jeg ikke lige helt kan huske det 100%
I øvrigt, så er det en god ting, at du stadig ammer hende lidt ved siden af.
Det er kun godt for hendes mave.
Jeg håber at I slipper for at det bliver til RIGTIG HÅRD mave.
Min datter fik ofte sådan nærmest en "prop" ....så virkede det til at hun fik tynd mave, men det var bare fordi hendes aff. nærmest løb udenom denne "prop" ...og gik der for længe, så skulle hun presse, så hun ligefrem ind imellem stivnede og skreg-græd af smerter, og blødte lidt fra numsehullet bagefter. Det var simpelthen så forfærdeligt for hende, og ligeså smertefuldt for mig at stå der med hende, når hun havde det sådan.
Det blev så galt at hun til sidst blev bange for at skulle "lave stort", og derfor holdte sig, hvilket jo bestemt ikke hjalp. Og hun var helt forudindtaget om, at det ville komme til at gøre ondt. Så hun stivnede og græd og altid skulle have trøst og hjælp, for at komme af med det.
Sådan er det heldigvis ikke længere!