Det med at finde personer?

Miamaja skriver:

Selv om det muligvis ser umuligt ud, saa ved man aldrig. Og jeg ville selv fortryde det hvis jeg ikke gjorde noget ved det saa jeg synes da helt klart du skal goere alt hvad du overhovedet kan for at faa dine sporgsmaal (eller bare nogle af dem) besvaret.

Jeg synes det er SAA synd at se folk der venter til det sidste, og finder saa endelig frem til deres biologiske familie, og saa er de gaaet bort og de har stadig en masse sporgsmaal der er for sent at faa besvaret.

Mit maal er at kunne besvare saa meget som muligt for min son, naar han er stor nok, saa han kan se hvad og hvem han kommer fra og alt det der er vigtigt for et menneskes identitet.

1000 tak for dit svar

Jeg er netop også bange for at jeg fortryder det, og at det bliver for sent. Men jeg er også lidt bange for det fremmede, det som jeg kommer frem til og om jeg overhovedet kommer frem til noget. Hvordan det vil påvirke mig osv. Eller rettere sagt usikker på mig selv, uden egentlig at kunne forklare min "frygt"/usikkerhed.

Du lyder som et rigtig kærligt menneske, en rigtig kærlig mor. Som du selv siger, så betyder det rigtig meget for éns identitet at dette bliver et åbent, ærligt og kærligt emne.

Mange kram

Silvermist skriver:

1000 tak for dine varme ord

Ja, jeg har nogle rigtig skønne forældre og er for evigt taknemmelig for det liv de har givet mig.

Selvom det bliver et stort følelsesmæssigt skridt at forsøge at finde frem til mine biologiske forældre eller bare lidt viden om min tidligere baggrund, så tror jeg og håber at det bliver det hele værd.

Måske er jeg bare lidt "bange", uden at kunne forklare min "frygt". Eller måske bare lidt usikker på det fremmede. Men jeg er også lidt tilbageholdende, fordi at jeg ikke ved om jeg bryder mig om at stille op til et tv-program. Er frygtelig genert...

Nu får vi at se...

Rigtig mange kram

Tror vi alle kender til en eller anden form for angst, om det så er edderkopper, eller at finde sin baggrund.

Syntes det er fuldt forståligt man frygter det værste, og det skal man også være forberedt på i sådan en situation som jeres, for muligheden for at blive afvist er der altså.

Er sikker på at hvis du gør et forsøg så vil du ikke fortryde det, om det så ender positivt eller negativt. Men så kan man lukke den kasse en gang for alle. Jeg syntes det er en svær tanke at der er nogen der giver op med deres børn, men glæder mig så over der er andre som kan få lykke af det.

Tv program, så er jeg også genert. Har kun medvirkede i små klip fra dum med min veninde, og det var svært nok

VIPpigen skriver:

Tror vi alle kender til en eller anden form for angst, om det så er edderkopper, eller at finde sin baggrund.

Syntes det er fuldt forståligt man frygter det værste, og det skal man også være forberedt på i sådan en situation som jeres, for muligheden for at blive afvist er der altså.

Er sikker på at hvis du gør et forsøg så vil du ikke fortryde det, om det så ender positivt eller negativt. Men så kan man lukke den kasse en gang for alle. Jeg syntes det er en svær tanke at der er nogen der giver op med deres børn, men glæder mig så over der er andre som kan få lykke af det.

Tv program, så er jeg også genert. Har kun medvirkede i små klip fra dum med min veninde, og det var svært nok

Det er nemlig rigtigt. Trods at verdenen til tider er barsk og hård, så er der også rigtig meget skønhed. At der findes så kærlige mennesker, med så meget overskud og rummelig til at give et lille forladt barn et nyt liv, det er stort

Selvom jeg er bange, usikker og forberedt på både positivt og negativt, så tror jeg også at jeg ville fortryde at jeg aldrig gav det et forsøg.

At jeg blev forladt for 29 år siden sætter mange spørgsmål i kog. Spørgsmålet "Hvorfor?" fylder stort. Hvad er årsagen? Alderen, at min mor og far var fattige, var jeg et barn uden for et ægteskab, døde min biologiske mor ved fødslen osv. osv.

Silvermist skriver:

Det er nemlig rigtigt. Trods at verdenen til tider er barsk og hård, så er der også rigtig meget skønhed. At der findes så kærlige mennesker, med så meget overskud og rummelig til at give et lille forladt barn et nyt liv, det er stort

Selvom jeg er bange, usikker og forberedt på både positivt og negativt, så tror jeg også at jeg ville fortryde at jeg aldrig gav det et forsøg.

At jeg blev forladt for 29 år siden sætter mange spørgsmål i kog. Spørgsmålet "Hvorfor?" fylder stort. Hvad er årsagen? Alderen, at min mor og far var fattige, var jeg et barn uden for et ægteskab, døde min biologiske mor ved fødslen osv. osv.

Kan kun forestille mig alle de spørgsmål der presser på for at blive besvaret, Og det må være underligt at selvom man har kærlige og dejlige forældre, så giver de ikke en, en baggrund for evt sygdomme, eller hvorfor hagen ser sådan ud.
Og som du selv er inde på, hvorfor??, hvad gjorde de tog den beslutning som de gjorde dengang. Ja, alle de spørgsmål finder du kun ud af ved at opsøge svarene selv

Missi skriver:

Skrev lige til min moster, og hun gav mig nummert på veninden, og hun vil gerne hjælpe, selvom de har været skilt i mange år og ingen kontakt har, jamen derfor må hun jo vide hva han hedder hehe så jeg kan finde ham GG

måske er der en mulighed nu hehe

Er det ham her http://www.mek.dtu.dk/Om_MEK/MEK_ALL.aspx?lg=showcommon&type=person&id=716

Eller ham her http://www.navne.dk/3062512

Kan kun forestille mig alle de spørgsmål der presser på for at blive besvaret, Og det må være underligt at selvom man har kærlige og dejlige forældre, så giver de ikke en, en baggrund for evt sygdomme, eller hvorfor hagen ser sådan ud.
Og som du selv er inde på, hvorfor??, hvad gjorde de tog den beslutning som de gjorde dengang. Ja, alle de spørgsmål finder du kun ud af ved at opsøge svarene selv

Det har du ret i. Man kan vente i en evighed og stille sig selv de samme spørgsmål igen og igen, uden svar. Undtagen man selv gør en indsats. Og det har jeg bestemt mig for at gør. Her i livet behøver man sommetider bare et lille skub til at komme igang.

Tak for at have givet dig tid til at svare på mine indlæg

Silvermist skriver:

Det har du ret i. Man kan vente i en evighed og stille sig selv de samme spørgsmål igen og igen, uden svar. Undtagen man selv gør en indsats. Og det har jeg bestemt mig for at gør. Her i livet behøver man sommetider bare et lille skub til at komme igang.

Tak for at have givet dig tid til at svare på mine indlæg

Velbekomme. Håber hvertfald at få en opfølgning på hvad fremtiden bringer, håber det bliver en masse positivt.

VIPpigen skriver:

Velbekomme. Håber hvertfald at få en opfølgning på hvad fremtiden bringer, håber det bliver en masse positivt.

Du kan tro at du/I får en opdatering. Og hvis de vælger min sag i Sporløst, så skal jeg nok give besked herinde

Kram

En god start er at spørge folkeregistret på kommunen. De kan i hvert fald fortælle, hvad du skal gøre... Min mand har nemlig en halvsøster som han ikke kender, så vi spurgte dernede.... Kan bare ikke huske, hvordan det var de sagde vi kunne finde hende, da han mistede modet undervejs....

Silvermist skriver:

1000 tak for dit svar

Jeg er netop også bange for at jeg fortryder det, og at det bliver for sent. Men jeg er også lidt bange for det fremmede, det som jeg kommer frem til og om jeg overhovedet kommer frem til noget. Hvordan det vil påvirke mig osv. Eller rettere sagt usikker på mig selv, uden egentlig at kunne forklare min "frygt"/usikkerhed.

Du lyder som et rigtig kærligt menneske, en rigtig kærlig mor. Som du selv siger, så betyder det rigtig meget for éns identitet at dette bliver et åbent, ærligt og kærligt emne.

Mange kram

Ihh tak hvor er du sod. Jeg haaber du finder frem til bare 'noget'

Da vi skulle adoptere blev vi forberedt af en masse professionelle (psykologer, raadgivere osv) og et af de ting de fortalte, som jeg bed virkelig maerke i, var at det var mere skadeligt for et barn aldrig at vide noget om sit ophav end at kende sandheden - Ogsaa selvom den var daarlig!. For sandheden (god som daarlig) giver en ro i sjaelen.

Istedet for den uro der er i uvisheden og alle de tanker man gor sig...