Har svært ved at tro på det

Chewy skriver:

Hej piger,

Jeg vil høre, om der er andre der kender det her, for er ved at føle mig en lille smule mærkelig

Jeg har for 2 uger siden fundet ud af, at jeg er gravid. Fantastisk simpelthen Men det ene øjeblik er jeg fuldstændig overbevist om, at den er god nok, og det andet øjeblik kommer jeg så meget i tvivl. Ved godt, der ikke er så meget at kunne mærke endnu, men kan ikke lade være at gå og mærke efter hele tiden.

Jeg har f.eks. haft enkelte tilfælde af kvalme, en del "muren" i underlivet, og overfølsomme brystvorter. Men ellers har jeg det fint. Desværre får det mig til at spekulere over, om jeg overhovedet er gravid Jeg har dog taget 3 positive tests og fået taget en positiv blodprøve på sygehuset, men jeg bliver ved med at komme i tvivl, om det nu også kan passe

Skal til en skanning på fredag, og jeg er bare så bange for at hun siger et eller andet negativt som f.eks. "desværre, du er ikke gravid alligevel". Ved det godt, er totalt paranoid, men synes bare det hele er så flyvsk og uvirkeligt. Har jo ikke set noget syn for sagerne endnu, så har bare så svært ved at tro på det

Er der andre, der har prøvet at have det sådan?

 

kender følsen alt for godt , det heller ikke rigtig gået op for mig endnu og jeg fandt ud a det for næsten 3 uger siden ..

men tror det kommer lig så stille så roligt tror jeg .

men rigtig mange gange tillykke

Der kender jeg godt til. Da keg tog den første test der vidste negativ, men 2 dage efter positiv turde jeg ikke dyrke sex og jeg turde næsten ikke engang gå på toilettet, var sikker på det ikke holdte.
Da jeg så havde læst alle mulige steder at sex altså ikke skader prøvede jeg langsomt igen, og det jeg nu ku få ved faderen som jeg blev smidt ud a.
Jeg glædet mig som gal til nf-scanningen, og da min mor sku arbejde spurgte jeg om min veninde ikk ville med, hun havde været der fra dag 1 så tænkte det ville være totalt dejligt med hende. Og det var det også. Men da jeg lagde mig op på biksen til nf var jeg sikker på ejg sku ha at vide der ikk var noget. Men det var der..
Da jeg var ca 6 mdr henne fik jeg en lejlighed og jeg begyndte stille og roligt at flytte mine ting. Min sundhedsplejerske foreslog at jeg skulle komme med til sådan noget åbenhus, hvor mødre på barsel kan komme og få målt og vejet deres barn, og ellers bar hygge og snakke med en sundhedsplejerske. Der ku jeg mærke jeg bare ikke sku være. Jeg blev pludselig overbevist om at det aldrig blev mig, til trods for at jeg jo kunne mærke min lille pige hver dag i maven.
Da jeg er ung mor, blev jeg anbefaldet en ung mødre gruppe, jeg sagde ja tak pga det ku være skønt at snakke med andre unge mødre, men de krævede at jeg var nød til at starte i en gr hbpr de alle lige havde født så jeg var gravid. Til det første møde var jeg ærlig og fortælle at jeg ikke mødte op før jeg selv havde født. Jeg ku ikke tåle at se små børn for var sikker på det ikke blev mig.
Men det har jeg da et andet bevis på nu, men hold kæft man. Det ene øjeblik var jeg total lykkelig og super stolt over min flotte runde mave, men i det andet øjeblik var jeg så frustreret og turde ikke håbe på noget som helst. Der til skal siges jeg var oppe og slås med kommunen om hvad hjælp der var at hente- det er de ikke villige til at få ud, men jeg var bestemt også oppe og tottes med faderen ind imellem, så hele tiden sku jeg jo agumentere på hvorfor ejg havde valgt det jeg havde... Der var ikke tid til at være 100% lykkelig....
Til trods for alt det, er jeg dog klar igen. Men manden mangler, så det må vente!!
Håber du har/ får go opbakningen, for selvf er du da gravid og skal have en skøn lille baby:-) knuss...