Har svært ved at tro på det

Chewy skriver:

Åh, 1000 millioner tak for svarene. Det er SÅ dejligt at høre fra jer. Og glædeligt at jeg ikke er alene. Var lige ved at tro, at jeg ikke var helt normal

Nu er det om små 3 dage jeg skal skannes - ved det nok er begrænset hvad vi kan se, men bare det at få af vide, at der er altså er noget på vej - det bliver skønt. Og ja, så glæder jeg mig bare til vi kan gøre det officielt over for venner og familie. Så tror jeg mere jeg tør tro på det, for så kan man jo snakke med nogen om det.

Hvornår fortalte I det? Min kæreste vil gerne vente til jeg er 12 uger, og det kan jeg på sin vis også godt forstå, men jeg kunne nu godt strække mig til de 10 uger istedet. Ville så gerne kunne fortælle det til min fødselsdag som er lige der omkring

Igen, 1000 tak for svarene

Det var godt - du er slet ikke alene

Jeg er i uge 17, og jeg har kun fortalt det til to veninder... Men i weekenden vil vi fortælle det til familien. Egentligt ville vi fortælle det efter NF, men vi havde bare lige behov for at vende os til tanken bare min kæreste og jeg, så vi har ikke rigtigt haft lyst til at fortælle det før nu. Men er meget spændt på hvad familien og vennerne siger.. Men der er ligesom lidt tradition for at man gør det efter NF, er der ikke.. Ellers synes jeg også man er lidt tidlig ude.. Men det er jo selvfølgelig smag og behag. Men ellers god idé mht. at fortælle det på din fødselsdag. Pøj pøj!

Chewy skriver:

 

Hvornår fortalte I det? Min kæreste vil gerne vente til jeg er 12 uger, og det kan jeg på sin vis også godt forstå, men jeg kunne nu godt strække mig til de 10 uger istedet. Ville så gerne kunne fortælle det til min fødselsdag som er lige der omkring

 

Vi testede positiv på Morsdag, så det var på en måde ret oplagt at ringe og fortælle vores mødre det samme dag og der var vi kun 5-6 uger henne

Resten af familien har fået det afvide løbende de efterfølgende uger, men stort set alle (inklusiv kollegaer) vidste det da jeg var 8 uger henne.

Vi havde også overvejet at vente til de 12 uger var gået. Men vi tænkte så at hvis der nu gik noget galt, var det næsten bedre at arbejdet/kollegaerne vidste det så de ikke ville stå fuldstædig uforstående overfor 'sygdom' og tudeture. Heldigvis er der ikke sket noget negativt (bortset fra jeg vist er ved at få bækkenløsning) så de har alle sammen bare delt glæden med mig og spørger da også indtil hvordan og hvorledes indimellem.

Men hvornår man skal fortælle det til familie og venner er helt op til en selv og hvornår man føler sig klar til at dele den fantastiske nyhed med andre

MoriSverige skriver:

Vi testede positiv på Morsdag, så det var på en måde ret oplagt at ringe og fortælle vores mødre det samme dag og der var vi kun 5-6 uger henne

Resten af familien har fået det afvide løbende de efterfølgende uger, men stort set alle (inklusiv kollegaer) vidste det da jeg var 8 uger henne.

Vi havde også overvejet at vente til de 12 uger var gået. Men vi tænkte så at hvis der nu gik noget galt, var det næsten bedre at arbejdet/kollegaerne vidste det så de ikke ville stå fuldstædig uforstående overfor 'sygdom' og tudeture. Heldigvis er der ikke sket noget negativt (bortset fra jeg vist er ved at få bækkenløsning) så de har alle sammen bare delt glæden med mig og spørger da også indtil hvordan og hvorledes indimellem.

Men hvornår man skal fortælle det til familie og venner er helt op til en selv og hvornår man føler sig klar til at dele den fantastiske nyhed med andre

Ej, det var da også bare en FANTASTISK morsdag gave 

Jeg er i og for sig klar til at fortælle det nu - eller, jeg vil gerne lige se en scanning og at der faktisk er noget derinde, men kunne sagtens fortælle det efter vores 2. scanning den 17 sep. Der er jeg omkring 8 uger henne. Vil så gerne at mine nærmeste skal vide det, så man rigtig kan dele glæden med dem

Chewy skriver:

Ej, det var da også bare en FANTASTISK morsdag gave 

Jeg er i og for sig klar til at fortælle det nu - eller, jeg vil gerne lige se en scanning og at der faktisk er noget derinde, men kunne sagtens fortælle det efter vores 2. scanning den 17 sep. Der er jeg omkring 8 uger henne. Vil så gerne at mine nærmeste skal vide det, så man rigtig kan dele glæden med dem

Lige præcis

Hellere have nogen at dele det med end bare være alene om det. Men man skal huske at have kæresten med, for er han ikke klar til at fortælle det så synes jeg I skal vente. Her var det godt nok min kæreste der var den værste, han kunne ikke vente med at fortælle familien hvad han havde præsteret

Man kan jo sige det på måske en lidt hård måde: enten bliver den siddende eller også gør den ikke.

Man er jo ikke 100 % sikker før babyen er født, der er desværre meget der kan gå galt i løbet af 9 måneder.

Jeg skriver ikke dette for at gøre dig bange eller på nogen måde gøre dig usikker. Det er mere for at sige at man skal glædes lige så meget man kan og tage forløbet som det kommer
Sådan har vi valgt at gøre det.

 

MoriSverige skriver:

Lige præcis

Hellere have nogen at dele det med end bare være alene om det. Men man skal huske at have kæresten med, for er han ikke klar til at fortælle det så synes jeg I skal vente. Her var det godt nok min kæreste der var den værste, han kunne ikke vente med at fortælle familien hvad han havde præsteret

Man kan jo sige det på måske en lidt hård måde: enten bliver den siddende eller også gør den ikke.

Man er jo ikke 100 % sikker før babyen er født, der er desværre meget der kan gå galt i løbet af 9 måneder.

Jeg skriver ikke dette for at gøre dig bange eller på nogen måde gøre dig usikker. Det er mere for at sige at man skal glædes lige så meget man kan og tage forløbet som det kommer
Sådan har vi valgt at gøre det.

 

Jeg tror, at når først vi har været til scanning og har fået sat uger og termin på, så bliver det mere virkeligt for ham også, og så tror jeg, han ændrer lidt holdning. Lige nu er det hele så uvirkeligt, så man næsten ikke tør åbne munden om det.

Men jeg ved, at hvis jeg siger, at jeg gerne vil fortælle det, og det betyder noget for mig, så er det det, vi gør. Jeg synes man skal huske, at familien kan være en kæmpe støtte hvis nu det går galt, og har man så gået alene med det, tror jeg, det er endnu sværere at komme sig over som kvinde og som par.

Jeg tænker nok også, at dét at andre ved det, vil hjælpe mig til at tro mere på det. Har man lige en off day hvor man ikke rigtig tror på det, kan man lige snakke lidt baby med sin mor eller en veninde, og så tror jeg troen vender tilbage igen med det samme

Tusind tak for dine svar Vil I iøvrigt vide, hvad det bliver?

Chewy skriver:

Jeg tror, at når først vi har været til scanning og har fået sat uger og termin på, så bliver det mere virkeligt for ham også, og så tror jeg, han ændrer lidt holdning. Lige nu er det hele så uvirkeligt, så man næsten ikke tør åbne munden om det.

Men jeg ved, at hvis jeg siger, at jeg gerne vil fortælle det, og det betyder noget for mig, så er det det, vi gør. Jeg synes man skal huske, at familien kan være en kæmpe støtte hvis nu det går galt, og har man så gået alene med det, tror jeg, det er endnu sværere at komme sig over som kvinde og som par.

Jeg tænker nok også, at dét at andre ved det, vil hjælpe mig til at tro mere på det. Har man lige en off day hvor man ikke rigtig tror på det, kan man lige snakke lidt baby med sin mor eller en veninde, og så tror jeg troen vender tilbage igen med det samme

Tusind tak for dine svar Vil I iøvrigt vide, hvad det bliver?

Det er nemlig sådan det er. Snakkede selv utrolig meget med min mor og svigermor de første 10-12 uger fordi det på en måde virkede uvirkeligt. Vi fik først den første scanning da jeg var 19+5, så det var nogle hårde uger frem til scanningen. Men det er bare det svenske system i en nøddeskal, her skal man selv betale for NF scanning hvis man er under 35 år eller det ikke ligger til familie at få handikappede børn. Så for os blev det først virkelig virkeligt da vi faktisk var halvvejs i graviditeten

Kæresten vil faktisk godt vide hvad køn den lille spire har, men jeg vil ikke. Men da vi igen selv skal betale for en sådan scannign og kører lige omkring 200 km for at få den, så har han droppet det igen.
Men nu påstår han også at jordemoderen til scanningen sagde: der ligger han jo fint!
Så han er overbevist om at vi får en dreng

Men nu må vi se hvad der kommer ud af hulen en gang i januar
Hvad med jer, har I gjort jer tanker om, om I vil vide det eller ej?

bare dejligt at se at man ikke er 'palle alene i verden' med sine tanker og bekymringer, man har nogen at snakke/skrive med om de forskellige ting. Og så er det altid dejligt at hjælpe andre

MoriSverige skriver:

Det er nemlig sådan det er. Snakkede selv utrolig meget med min mor og svigermor de første 10-12 uger fordi det på en måde virkede uvirkeligt. Vi fik først den første scanning da jeg var 19+5, så det var nogle hårde uger frem til scanningen. Men det er bare det svenske system i en nøddeskal, her skal man selv betale for NF scanning hvis man er under 35 år eller det ikke ligger til familie at få handikappede børn. Så for os blev det først virkelig virkeligt da vi faktisk var halvvejs i graviditeten

Kæresten vil faktisk godt vide hvad køn den lille spire har, men jeg vil ikke. Men da vi igen selv skal betale for en sådan scannign og kører lige omkring 200 km for at få den, så har han droppet det igen.
Men nu påstår han også at jordemoderen til scanningen sagde: der ligger han jo fint!
Så han er overbevist om at vi får en dreng

Men nu må vi se hvad der kommer ud af hulen en gang i januar
Hvad med jer, har I gjort jer tanker om, om I vil vide det eller ej?

bare dejligt at se at man ikke er 'palle alene i verden' med sine tanker og bekymringer, man har nogen at snakke/skrive med om de forskellige ting. Og så er det altid dejligt at hjælpe andre

Ej, det var da også sent. Hvilken pinsel det har været for jer! Puha, så skal jeg virkelig ikke klage

Jeg tror gerne vi vil vide det. Jeg tror, det vil give en ro at vide, hvad det er der kommer, og ja, så er der jo nogle praktiske ting, man kan ordne, hvis man ved det. Tror jeg har det sådan fordi, det er første gang. Næste gang kan jeg nok bedre sige, "vi ser, hvad der kommer"! Jeg har faktisk selv en fornemmelse af, at det er en dreng. Det siger den kinessiske kalender i øvrigt også (hvis man altså tror på sådan noget) Men overordnet set har vi ikke nogen preference mht køn. Bare den er sund og rask, så er køn lige meget. Men har mænd det ikke altid sådan, at det er lidt specielt, hvis det er en sønne?? Rigtige mænd laver jo drenge, har jeg tit hørt. Tror faktisk min kæreste foretrækker en pige først, og så en dreng. Men måske det er fordi det er det, han selv kommer fra

Hvordan kan det i øvrigt være I bor i Sverige?

Ja det var RIGTIG hårdt at vente, men det var selvfølgelig ventetiden værd

Hehe... jo tror der er mange mænd der ønsker en dreng først eller det siger de i hvert fald. Min kæreste siger han helst vil have to drenge fordi så har han to han kan hjernevaske til at spille ishockey  men ved godt inders inde at han bare er total overlykkelig fordi det endelig er lykkedes os at blive gravide. Fx går han allerede og snakker med den lille i maven, der er bare så sødt.
Og så ved jeg at bliver det en pige bliver det helt sikkert Fars pige, det er der slet ikke nogen tvivl om *GG*

Vi flyttede til Sverige for 3 år siden fordi kæresten fik en mulighed for at spille ishockey i en af det lavere ligaer og så se om han kunne komme videre derfra. Desværre fik han en slem skade som han ikke er kommet sig ordentligt over endnu og så har vægten ikke rigtig været med ham i den tid han har været skadet. Men trods skaden er vi dog blevet hængende

MoriSverige skriver:

Ja det var RIGTIG hårdt at vente, men det var selvfølgelig ventetiden værd

Hehe... jo tror der er mange mænd der ønsker en dreng først eller det siger de i hvert fald. Min kæreste siger han helst vil have to drenge fordi så har han to han kan hjernevaske til at spille ishockey  men ved godt inders inde at han bare er total overlykkelig fordi det endelig er lykkedes os at blive gravide. Fx går han allerede og snakker med den lille i maven, der er bare så sødt.
Og så ved jeg at bliver det en pige bliver det helt sikkert Fars pige, det er der slet ikke nogen tvivl om *GG*

Vi flyttede til Sverige for 3 år siden fordi kæresten fik en mulighed for at spille ishockey i en af det lavere ligaer og så se om han kunne komme videre derfra. Desværre fik han en slem skade som han ikke er kommet sig ordentligt over endnu og så har vægten ikke rigtig været med ham i den tid han har været skadet. Men trods skaden er vi dog blevet hængende

Min kæreste har det præcis på samme med måde med en søn og fodbold. Men kan også mærke, at tanken om en lille pige også varmer meget om hans hjerte. Og ja, så har han allerede spurgt mig, hvad jeg synes om navnet Jasmin, hvis det bliver en pige. Så lidt har han da tænkt over det

Det lyder da ellers spændende med jeres Ishockey eventyr. Men hvor er det ærgerligt en skade skal drille sådan. Min kæreste er selv sygemeldt nu pga et brækket skinneben i en fodboldkamp, så kender det alt for godt at have en skadet kæreste.

Tror du så I kommer hjem nu her, når den lille kommer til verden? Familien må da være helt vilde for at I kommer hjem, så de rigtig kan få del i den lilles liv.

Det tog os et år at blive gravide (har PCO) så det er nok derfor følelsen er endu mere uvirkelig. Vi skulle være startet i behandling, men så blev vi gravide i vores "ferie" fra projekt baby, så det nåede vi slet ikke. Så skønt Har I også kæmpet for det?

 

Dejligt at det er lykkedes for jer på naturlig vis trods din PCO

Her er vi også helt enige om pigenavnet (holdes dog hemmeligt) og hvis det bliver en dreng skal han hedde Silas eller Noah

Hehe sport er en ond ting  men der er ingen tvivl om at får vi en dreng skal han gå til ishockey. Hele kæresten familie går rigtig meget op i ishockey og der er flere af dem der går rigtig rigtig meget op i det, så det kommer jeg nok ikke udenom *G*

Jeg må nok sige at DK trækker lidt nu hvor vi venter os, men ellers rykker vi til Göteborg, så er vi da noget tættere på familien da det hele er i Frederikshavn og Århus området.

Ja vi kæmpede rigtig hårdt for at få den positive test. Min mens er 100 % stabil, jeg kan nærmest sætte klokkeslet på hver 28. dage så det er ikke det der har været vores problem og vi har øvet udøvelsen af lagengymnastik i ugen omkring min ægløsning, men stadig uden held. Desværre tror jeg at det mentale spillede en hel del ind for mig. Der er jo nogen der siger at prøver man for meget og tænker man for meget over det, så kan kroppen godt finde på at sige nej.