Har svært ved at tro på det

Hej piger,

Jeg vil høre, om der er andre der kender det her, for er ved at føle mig en lille smule mærkelig

Jeg har for 2 uger siden fundet ud af, at jeg er gravid. Fantastisk simpelthen Men det ene øjeblik er jeg fuldstændig overbevist om, at den er god nok, og det andet øjeblik kommer jeg så meget i tvivl. Ved godt, der ikke er så meget at kunne mærke endnu, men kan ikke lade være at gå og mærke efter hele tiden.

Jeg har f.eks. haft enkelte tilfælde af kvalme, en del "muren" i underlivet, og overfølsomme brystvorter. Men ellers har jeg det fint. Desværre får det mig til at spekulere over, om jeg overhovedet er gravid Jeg har dog taget 3 positive tests og fået taget en positiv blodprøve på sygehuset, men jeg bliver ved med at komme i tvivl, om det nu også kan passe

Skal til en skanning på fredag, og jeg er bare så bange for at hun siger et eller andet negativt som f.eks. "desværre, du er ikke gravid alligevel". Ved det godt, er totalt paranoid, men synes bare det hele er så flyvsk og uvirkeligt. Har jo ikke set noget syn for sagerne endnu, så har bare så svært ved at tro på det

Er der andre, der har prøvet at have det sådan?

 

Nå, jeg må vidst tolke jeres stilhed som om, I ikke kender til at have det sådan...

Så må jeg bare tage mig sammen og håbe på det bedste!

Chewy skriver:

Nå, jeg må vidst tolke jeres stilhed som om, I ikke kender til at have det sådan...

Så må jeg bare tage mig sammen og håbe på det bedste!

Uha.. Kender følelsen alt for godt.. Jeg tror det er helt naturligt. Jeg er selv lige gået ind i uge 17, har været til NF, jordemoder osv. men jeg har stadig rigtig svært ved at fatte det.. Jeg går hele tiden og tror at den er gået til grunde.. Så åndsvagt, men håber det bliver lidt bedre når jeg kan begynde at mærke liv. Men lidt irriterende når man går og er lidt for parnoid. Men rart at vide man ikke er den eneste i verden ;-)

Stort tillykke med graviditeten... Den skal nok være god nok!

Hejsa

Du er ikke alene med de tanker , da jeg fandt ud af, at jeg var gravid blev jeg mega lykkelig. Men var heletiden bange for at miste det, og følte at jeg havde smerter i underlivet, begyndte først at slappe af efter min første scanning.

Nu er jeg i uge 38+1 og alt er som det skal være 

knus herfra

Chewy skriver:

Hej piger,

Jeg vil høre, om der er andre der kender det her, for er ved at føle mig en lille smule mærkelig

Jeg har for 2 uger siden fundet ud af, at jeg er gravid. Fantastisk simpelthen Men det ene øjeblik er jeg fuldstændig overbevist om, at den er god nok, og det andet øjeblik kommer jeg så meget i tvivl. Ved godt, der ikke er så meget at kunne mærke endnu, men kan ikke lade være at gå og mærke efter hele tiden.

Jeg har f.eks. haft enkelte tilfælde af kvalme, en del "muren" i underlivet, og overfølsomme brystvorter. Men ellers har jeg det fint. Desværre får det mig til at spekulere over, om jeg overhovedet er gravid Jeg har dog taget 3 positive tests og fået taget en positiv blodprøve på sygehuset, men jeg bliver ved med at komme i tvivl, om det nu også kan passe

Skal til en skanning på fredag, og jeg er bare så bange for at hun siger et eller andet negativt som f.eks. "desværre, du er ikke gravid alligevel". Ved det godt, er totalt paranoid, men synes bare det hele er så flyvsk og uvirkeligt. Har jo ikke set noget syn for sagerne endnu, så har bare så svært ved at tro på det

Er der andre, der har prøvet at have det sådan?

 

uhhh jeg er ik den eneste, jeg har i alt taget 8 test, for i starten var jeg i trivl konstant, så jeg trustede mig med testene hehe

Jeg havde præcis de samme tanker, jeg tænkte især meget på om vi kunne være så heldig at jeg var gravid..

Men det har jo vist sig at den var god nok, jeg er i uge 31+5 (det er skønt) og kan rigtigt mærke liv osv. men stadig føler jeg mig ik gravid som alle snakker om det, jeg har igen gener af graviditeten endnu da

Glæd dig til scanningen, der bliver det lidt mere virkelig for dig så har du os billederne til at minde dig om miraklet

Åh, 1000 millioner tak for svarene. Det er SÅ dejligt at høre fra jer. Og glædeligt at jeg ikke er alene. Var lige ved at tro, at jeg ikke var helt normal

Nu er det om små 3 dage jeg skal skannes - ved det nok er begrænset hvad vi kan se, men bare det at få af vide, at der er altså er noget på vej - det bliver skønt. Og ja, så glæder jeg mig bare til vi kan gøre det officielt over for venner og familie. Så tror jeg mere jeg tør tro på det, for så kan man jo snakke med nogen om det.

Hvornår fortalte I det? Min kæreste vil gerne vente til jeg er 12 uger, og det kan jeg på sin vis også godt forstå, men jeg kunne nu godt strække mig til de 10 uger istedet. Ville så gerne kunne fortælle det til min fødselsdag som er lige der omkring

Igen, 1000 tak for svarene

Chewy skriver:

Hej piger,

Jeg vil høre, om der er andre der kender det her, for er ved at føle mig en lille smule mærkelig

Jeg har for 2 uger siden fundet ud af, at jeg er gravid. Fantastisk simpelthen Men det ene øjeblik er jeg fuldstændig overbevist om, at den er god nok, og det andet øjeblik kommer jeg så meget i tvivl. Ved godt, der ikke er så meget at kunne mærke endnu, men kan ikke lade være at gå og mærke efter hele tiden.

Jeg har f.eks. haft enkelte tilfælde af kvalme, en del "muren" i underlivet, og overfølsomme brystvorter. Men ellers har jeg det fint. Desværre får det mig til at spekulere over, om jeg overhovedet er gravid Jeg har dog taget 3 positive tests og fået taget en positiv blodprøve på sygehuset, men jeg bliver ved med at komme i tvivl, om det nu også kan passe

Skal til en skanning på fredag, og jeg er bare så bange for at hun siger et eller andet negativt som f.eks. "desværre, du er ikke gravid alligevel". Ved det godt, er totalt paranoid, men synes bare det hele er så flyvsk og uvirkeligt. Har jo ikke set noget syn for sagerne endnu, så har bare så svært ved at tro på det

Er der andre, der har prøvet at have det sådan?

 

Kender den følelses alt for alt alt for godt.

Små to uger efter vi havde fundet ud af at vi ventede en lille en, havde jeg et totalt sammenbrud, for hva nu hvis der ikke var noget alligevel og hva nu hvis den ikke blev siddende og hva nu hvis... og hva nu hvis.
Jeg kunne ikke andet end at tænke på om den nu virkelig var der og om jeg virkelig skal være mor til januar. Jeg lod dog vær med at 'stresse' mig selv med den ene test efter den anden, selv om det var utrolig svært.

Har så heldigvis en helt fantastisk kæreste som støttede mig (trods at grinede lidt af mig og sagde at jeg er tosset) hele vejen igennem den lille nedtur og fik mig overbevist om at alt nok skulle gå godt.

Tanken om at den ikke ville blive siddende blev liggende i baghoved helt frem til den 16. august hvor jeg var 19+5 henne og vi var til scanning og så den lille spire for første gang. En helt fantastisk fornemmelse at se den lille ligge og vinke til en (sådan så det i hvert fald ud) og nu mærker jeg den lille hver dag ved lidt 'rumlen i maven' eller nogle små poke

Jeg tror langt de fleste går med en sådan fornemmelse af: er det nu også rigtigt?  Det kræver trods alt lidt lige at vende sig til tanken, gjorde det i hvert fald for mig.

Prøv at lad være med at tænke alt for mange negative tanker og bare glæd dig over dit kommende nye liv, så skal det nok gå

Knus Mig 21+6

MoriSverige skriver:

Kender den følelses alt for alt alt for godt.

Små to uger efter vi havde fundet ud af at vi ventede en lille en, havde jeg et totalt sammenbrud, for hva nu hvis der ikke var noget alligevel og hva nu hvis den ikke blev siddende og hva nu hvis... og hva nu hvis.
Jeg kunne ikke andet end at tænke på om den nu virkelig var der og om jeg virkelig skal være mor til januar. Jeg lod dog vær med at 'stresse' mig selv med den ene test efter den anden, selv om det var utrolig svært.

Har så heldigvis en helt fantastisk kæreste som støttede mig (trods at grinede lidt af mig og sagde at jeg er tosset) hele vejen igennem den lille nedtur og fik mig overbevist om at alt nok skulle gå godt.

Tanken om at den ikke ville blive siddende blev liggende i baghoved helt frem til den 16. august hvor jeg var 19+5 henne og vi var til scanning og så den lille spire for første gang. En helt fantastisk fornemmelse at se den lille ligge og vinke til en (sådan så det i hvert fald ud) og nu mærker jeg den lille hver dag ved lidt 'rumlen i maven' eller nogle små poke

Jeg tror langt de fleste går med en sådan fornemmelse af: er det nu også rigtigt?  Det kræver trods alt lidt lige at vende sig til tanken, gjorde det i hvert fald for mig.

Prøv at lad være med at tænke alt for mange negative tanker og bare glæd dig over dit kommende nye liv, så skal det nok gå

Knus Mig 21+6

Tusind tak for dit svar

Dejligt at høre om din oplevelse. Det varmer meget at vide, at man ikke er alene om at være lidt overopmærksom i ens graviditet

Jeg har efter jeg har læst alle jeres svar besluttet mig for, at dét at gå og være nervøs osv. ikke er godt for hverken mig eller spiren, så jeg har sagt til mig selv, at nu må jeg vente og se tiden an til scanning på fredag. Sker der noget dårligt med spiren vil det ske lige meget hvor meget jeg går og frygter og passer på, så det nytter jo intet. Tværtimod kan det have en negativ effekt. Så nu vil jeg glæde mig over min graviditet, og så må jeg tage det, hvis scanningen ikke er som håbet på fredag. Jeg kan formentlig ikke forvente at se så meget på fredag alligevel (ved ikke hvor langt jeg er henne) men det håber jeg at kunne få et mere præcist svar på på fredag.

Synes det er mærkeligt med det, fordi lægen der henviste mig til en blodprøve sagde at man ville kunne aflæse HcG niveauet i blodprøven og afgøre hvor i graviditeten man er, men den sygeplejerske der ringede til mig med nyheden sagde, at hun ikke rigtig kunne sige det. Så nu HÅBER jeg virkelig, de kan gøre mig lidt klogere på fredag. Man vil jo så gerne vide hvornår det skal være, og ikke mindst, hvornår man kan offentliggøre det

Held og lykke til dig med det sidste af din graviditet

jeg kender  det kun alt for godt og oprettede også et indlæg omkring det herinde fordi jeg var så nervøs.

Jeg er selv kun 6+6 henne, men har ikke kvalme (andet end for en måned siden) og har et underliv jeg føler jeg kan mærke konstant, så går stadig og tænker på at der kan være noget galt eller at det slet ikke har været rigtig de positive test. håber det går over når jeg engang kommer til scanning så de kan se om alt er som det skal være.

Chewy skriver:

Hej piger,

Jeg vil høre, om der er andre der kender det her, for er ved at føle mig en lille smule mærkelig

Jeg har for 2 uger siden fundet ud af, at jeg er gravid. Fantastisk simpelthen Men det ene øjeblik er jeg fuldstændig overbevist om, at den er god nok, og det andet øjeblik kommer jeg så meget i tvivl. Ved godt, der ikke er så meget at kunne mærke endnu, men kan ikke lade være at gå og mærke efter hele tiden.

Jeg har f.eks. haft enkelte tilfælde af kvalme, en del "muren" i underlivet, og overfølsomme brystvorter. Men ellers har jeg det fint. Desværre får det mig til at spekulere over, om jeg overhovedet er gravid Jeg har dog taget 3 positive tests og fået taget en positiv blodprøve på sygehuset, men jeg bliver ved med at komme i tvivl, om det nu også kan passe

Skal til en skanning på fredag, og jeg er bare så bange for at hun siger et eller andet negativt som f.eks. "desværre, du er ikke gravid alligevel". Ved det godt, er totalt paranoid, men synes bare det hele er så flyvsk og uvirkeligt. Har jo ikke set noget syn for sagerne endnu, så har bare så svært ved at tro på det

Er der andre, der har prøvet at have det sådan?

 

Jeg ved præcis, hvordan du har det. Jeg kunne ikke tro på, jeg var gravid, før jeg så min datter til scanning - og selv bagefter blev jeg ved med at tænke, at lægerne (og mig selv) havde taget fejl, og at jeg ikke var gravid.