Jeg synes der er noget helt galt i et parforhold hvis man ikke kan få lov at have private samtaler i fred.
Min mand får under ingen omstædigheder lov at læse mine emails, eller mine breve på facebook. Det handler ikke om at jeg skjuler noget, men om at de ting jeg skriver med mine venner om er noget privat mellem mig og dem. Hvis min mand skal høre om det skal jeg nok fortælle ham det, men ikke tale om at han skulle have lov til selv at se efter det.
Og jeg ville aldrig kunne leve i et forhold hvor der var så lidt tillid som det TS beskriver.
Der er jo også forskel på, om man SNAGER i sin partners private sager, fremfor hvis man SPØRGER om man må have lov til at se....!?!
Hvis man har en ubehagelig følelse af usikkerhed, så bliver den jo forstærket, når noget bliver gjort endnu mere "top-secret"-agtig.
Hvor imod at der vel ikke var nogen grund til at nægte sin patner at "få sin usikkerhed gjort til skamme", hvis der vitterligt intet er at skjule !?!
Altså jeg mener det er trist i sig selv, hvis man er så usikker på sig selv og/eller sin partner, at man ikke kan føle sig sikker på hinanden, og har et behov for at tjekke op på hinanden.
Men samtidigt, hvis man vitterligt føler sådan, og erkender det overfor sin partner, så mener jeg da også, at ens partner har del i, at mane usikkerheden til jorden, fremfor at øge den yderligere.
"Den der intet har at skjule, skjuler intet"
Men derfor har man (ALLE) selvfølgelig ret til at have noget som er DERES og som er PERSONLIGT og ikke rager andre. Men HVIS den man elsker har en svær følelse, og den er ubegrundet, så syntes jeg da, at det er idioti, at opretholde den følelse, som i sidste fordærver ens forhold.