Hva er forskellen?

Det eneste jeg har at sige til denne sag er, at børn fortjener uendelig KÆRLIGHED. Og om den så kommer fra en, to eller ti forældre er fuldstændig ligegyldigt.

Der kan da absolut INTET dårligt være i, at vælge at få, eller beholde et barn af kærlighed!!! 

Hejsa Piger

Læste lige i en anden tråd en nævne at man ikke sætter et barn til verden hvor faren ikke ønsker det. For et barn har ret til begge forældre.....

Men hvad så med dem som vælger en doner, fordi de endnu ikke har fundet manden i sit liv, men ønsker sig et barn??? Er de ligeså forfærdelige som os der også ønskede os et barn, men hvor faren ikke havde samme følelse til det????

Bliver faktisk rigtig rigtig ked af at læse sådan en udmeldning, for jeg mener helt sikkert jeg har givet min søn et mindst ligeså godt liv som alle andre har, hvor der er en far! Bare fordi han ikke var ønsket af sin far, skulle jeg så gå gennem en abort, og leve med at have taget en beslutning som jeg i virkeligheden ville fortryde noget så grusomt?

Det her er et meget følsomt emne for mig, for føler mig virkelig trampet på når folk kommer med sådan en kommentar! Jeg har ikke sat Nicklas til verden af egoistiske grunde, men fordi jeg elskede ham fra det sekund det stod med en positiv test. Planlagt eller ej......

Kram

(Jeg har ikke læst andet end trådstarters indlæg og beklager, hvis der er gentagelser fra andre indlæg.)

Hm... Jeg synes faktisk ikke, at "børn har ret til to forældre". Jeg synes, at børn har ret til kærlighed.

Jeg er selv "vokset op" med en far (min mor og far gik fra hinanden, da jeg var 1), der ikke har magtet opgaven - selvom jeg ved, at han elsker mig (på sin egen forkrøblede måde), så tror jeg nok, at han helst havde været foruden at skulle være far, da han fik beskeden. Og det har jeg da ofte kunne mærke. Han har mere været en slags onkel, NÅR han orkede/gad/kunne overskue det/havde lyst/osv. Han har aldrig givet sig selv 100 %, når vi har haft far/datter-tid gennem årene og han har aldrig været særligt interesseret eller nysgerrig ang. mig.

Dette er blot et lille og ikke-fyldestgørende indblik i min far. Jeg har i januar cuttet kontakten til ham efter nogle episoder. I retrospekt så ville jeg nok ønske, at jeg aldrig havde kendt ham - og det er selvfølgelig noget af en udtalelse, for når man ikke kender sin forælder eller dem begge, så lider man af et afsavn. 
Men jeg har også lidt af afsavn og en kæmpe sorg over at være blevet vraget af min egen far.
Sikke en smøre... Jeg mener blot, at det ikke skal være for enhver pris, at børn skal have begge forældre i sit liv. Selvfølgelig er det at foretrække, men kun hvis begge er engagerede!

Jeg synes, at det er SÅ stærkt gået af de enlige forældre (både frivilligt og ufrivilligt), der formår at opfostre et barn - det kan ikke være nemt! 

Så længe man ikke bruger anonym donor eller bliver gravid med en uden at kunne oplyse barnet om hvem der er bio.far så synes jeg det er ok...men at sætte et barn til verden velvidende at det aldrig kan finde den anden halvdel af sig selv, det synes jeg er forfærdeligt og helt urimeligt over for det stakkels barn.

Jeanne skriver:

Der er da stor forskel på at være fravalgt fordi "jeg ikke kan lide dig" og fordi "jeg ikke kender dig".

Som donorbarn ved man at man er valgt til 100% (af mor), men ellers er man fravalgt 50% (af far). Hvad vil du selv have det bedst med som barn?

Og det er ikke kritik af enlige mødre, men et svar på dit spørgsmål

Det er du da teoretisk set også som doner barn. Her ved den anonyme doner at han sætter børn i verden som han fravælger, ergo er man da også 50% fravalgt af far. Jeg mener at uanset om det er en mor der vælger at få børn med "sig selv" eller det er en ups'er som faren vælger fra er barnet jo altid 100% valgt af moren. Jeg mener ikke det er vigtig om der er 2, bare kærligheden og tiden er der, så er resten sgu da underordnet. Vi er alle som familier forskellige og nogle børn har 1 forældre og andre har 4

Moar'en skriver:

Det er du da teoretisk set også som doner barn. Her ved den anonyme doner at han sætter børn i verden som han fravælger, ergo er man da også 50% fravalgt af far. Jeg mener at uanset om det er en mor der vælger at få børn med "sig selv" eller det er en ups'er som faren vælger fra er barnet jo altid 100% valgt af moren. Jeg mener ikke det er vigtig om der er 2, bare kærligheden og tiden er der, så er resten sgu da underordnet. Vi er alle som familier forskellige og nogle børn har 1 forældre og andre har 4

Ja men når et barn vokser op og forstår hvordan og hvorledes, så vil et donorbarn vide at det aldrig vil finde sin far, for mor har valgt mig til med vilje.

Men hvis man får et barn hvor far siger nej, så vil det vide at far har fravalgt mig med vilje, vide hvem han er, og måske se ham i Fakta hvor han giver kærlighed til lillesøster/bror. Hvilken følelse vil det give?

Hvordan opvæksen er bliver, for mig, en helt anden debat. Selv er jeg vokset op med en alenemor til 3, og hun har da klaret det helt fint.

uha jeg har LIGE haft den her diskussion med en inde på facebook og jeg blev så harm. Jeg kan sgu godt forstå de kvinder der vælger at få et barn selvom de er alene. Jeg er ikke sikker på jeg ville have modet til det selv, men jeg forstår det godt. Og ja så gik diskussionen på om det var okay når der nu ikke var en far og de børn der vokser op med en mor bliver jo ligesom ikke defekte! Altså herregud. Der findes da enormt mange skilsmissebørn der ikke har kontakt til den ene forælder som klarer sig fint alligevel. Og donor-børn (i mangel af bedre ord) har jo ikke engang været igennem den krise en skilsmisse kan medføre. Jeg synes det er sejt at kvinder går igennem det at være alenemor og selv har valgt det. Jeg har flere gange tænkt: GUUUD det her havde jeg sgu ikke klaret hvis jeg ikke havde haft Casper og så tænker jeg på en jeg kender som har valgt at blive alenemor via donor. Hold kæft det må være hårdt! Når nu ungen har skreget hele dagen, så kommer min mand hjem og kan hjælpe mig. De her kvinder har ikke en der træder ind af døren og tager over. Respekt siger jeg bare. Det må fanme være hårdt! Det eneste jeg tænker må være lidt mærkeligt er når barnet en dag bliver bevidst nok og spørger hvorfor det ikke har en far. Hvad svarer man så lige?

Jeanne skriver:

Ja men når et barn vokser op og forstår hvordan og hvorledes, så vil et donorbarn vide at det aldrig vil finde sin far, for mor har valgt mig til med vilje.

Men hvis man får et barn hvor far siger nej, så vil det vide at far har fravalgt mig med vilje, vide hvem han er, og måske se ham i Fakta hvor han giver kærlighed til lillesøster/bror. Hvilken følelse vil det give?

Hvordan opvæksen er bliver, for mig, en helt anden debat. Selv er jeg vokset op med en alenemor til 3, og hun har da klaret det helt fint.

.

Jeanne skriver:

Ja men når et barn vokser op og forstår hvordan og hvorledes, så vil et donorbarn vide at det aldrig vil finde sin far, for mor har valgt mig til med vilje.

Men hvis man får et barn hvor far siger nej, så vil det vide at far har fravalgt mig med vilje, vide hvem han er, og måske se ham i Fakta hvor han giver kærlighed til lillesøster/bror. Hvilken følelse vil det give?

Hvordan opvæksen er bliver, for mig, en helt anden debat. Selv er jeg vokset op med en alenemor til 3, og hun har da klaret det helt fint.

Men der er jo også hisorier hvor børn og fædre finder sammen igen. Jeg vil da tro at det er lige så hådt at vide, jeg kommer aldrig til at kende min far. Men vil gerne lige sige at støtter alle der får børn, så længe børnene bliver behanlet godt og får masser af kærlighed, så er jeg ligeglad med hvor mange man er om at tage sig af barnet

michella80 skriver:

uha jeg har LIGE haft den her diskussion med en inde på facebook og jeg blev så harm. Jeg kan sgu godt forstå de kvinder der vælger at få et barn selvom de er alene. Jeg er ikke sikker på jeg ville have modet til det selv, men jeg forstår det godt. Og ja så gik diskussionen på om det var okay når der nu ikke var en far og de børn der vokser op med en mor bliver jo ligesom ikke defekte! Altså herregud. Der findes da enormt mange skilsmissebørn der ikke har kontakt til den ene forælder som klarer sig fint alligevel. Og donor-børn (i mangel af bedre ord) har jo ikke engang været igennem den krise en skilsmisse kan medføre. Jeg synes det er sejt at kvinder går igennem det at være alenemor og selv har valgt det. Jeg har flere gange tænkt: GUUUD det her havde jeg sgu ikke klaret hvis jeg ikke havde haft Casper og så tænker jeg på en jeg kender som har valgt at blive alenemor via donor. Hold kæft det må være hårdt! Når nu ungen har skreget hele dagen, så kommer min mand hjem og kan hjælpe mig. De her kvinder har ikke en der træder ind af døren og tager over. Respekt siger jeg bare. Det må fanme være hårdt! Det eneste jeg tænker må være lidt mærkeligt er når barnet en dag bliver bevidst nok og spørger hvorfor det ikke har en far. Hvad svarer man så lige?