Sofiekdk skriver:
Endnu engang tak for jeres tanker. Det er fanme noget af det hårdeste vi nogensinde har prøvet det her. Tror ikke jeg sådan rigtig har stoppet med at græde siden vi fik beskeden. Men vi prøver at være glade over vi har hinanden og at vi begge er okay og raske.
Jeg valgte en medicinsk abort - ved egentlig ikke helt hvorfor, det var bare det der gik hurtigst, tanken om at komme hjem og skulle vente til engang imorgen. Er begyndt at bløde sådan for alvor nu, med kæmpe klumper og alting - dog heldigvis uden de store smerter. Det er simpelthen for syrrealistisk at abortere på sit eget toilet, men er glad for at være hjemme og føle mig tryg sammen med manden.
Det eneste jeg kan håbe på er at det er hurtigt overstået og mit HCG falder ret hurtigt så vi kan ligge det bag os og komme videre.
Vi går formentlig direkte videre til reagensglas, som vi var på vej til inden den her graviditet. Så forhåbentlig virker det i første hug - men who knows. Vi har ventet i 2½ år på denne graviditet, så ingen ved hvornår det sker igen - desværre.
Søde mus, jeg kan virkelig godt forstå, at du bare trænger til at græde ud, og det skal der også bare være pladst til.
At gå fra lykke til ulykke på så kort tid, og efter sådan en lang kamp, er fuldstændig umenneskeligt, og du skal bare give dig tid til at græde, være vred, frustretet og alt andet som følger med når den slags forfærdelige ting sker.
Jeg håber, og ved at i kommer stærkt igennem dette. Du lader dig ikke kue, det ved jeg!
Du er en stærk pige, og jeg tager hatten af for, at i allerede kan snakke om behandling igen.
Du ved hvor jeg er.
Mange tanker og knus herfra. 
