Tusind tak for alle jeres tanker. Selvom det måske lyder underligt, så hjælper det faktisk. Det er dejligt at vide man ikke står alene med alle tankerne og bekymringerne.
Jeg føler snart jeg har fået grædt hele ud, men mon ikke der kommer en ekstra reaktion senere. Det er fanme barskt at komme igennem og for fanden hvor gør det ondt at indse at der altså virkelig sådan for alvor ikke er noget levende barn længere. Og at jeg altså ikke skal have stor mave til jul eller opleve min kæreste blive far til marts.
Men det er desværre realiteten og som sagt har vores kamp virkelig ikke været let. Mit eneste håb er bare at en ny graviditet ikke kommer til at vente lige så længe på sig som denne.
Kort tid efter beskeden meldte min kæreste ud at enten ville han igen med reagensglas hurtigst muligt, eller også ville han holde pause i lang tid. Han kunne simpelthen ikke holde til alle de måneders forsøgen og uvished igen. Så vi var begge fuldstændig enige om at vi må gå direkte til reagensglas så snart min krop er klar og så må vi håbe på at gud er med os og vi bliver gravide hurtigt igen.
Suk - For fanden hvor gør det ondt dybt inde i hjertet. Tænk at man allerede kan knytte sig så meget til så lille et væsen.
Anmeld
