Jeg har en far der lider af Asberger autisme.
Han fik det konstateret for 2 år siden (han er i dag 62).. Det var en lettelse at få disgnosen. Hans intelligens er enormt høj på det matematiske plan og noget nær nul på det følelsesmæssige. Så diagnosen gav megen lettelse og ro hos min bror og jeg for det har medført utrolig mange svigt i barndommen for os to børn. Det største svigt er for os i dag, at andre voksne ikke greb ind, når de vidste at det ikke fungerede.
Det er noget man skylder børn, når man ved det foregår.
Selv lider jeg af dissemineret sclerose (nu 11 år). Jeg hører til den brede midtergruppe, der kan stort set alt, når jeg passer min medicin, men er meeeget afhængig af at sove. Jeg blir nok fleksjobber/hjemmegående selvom jeg afslutter en meget kompliceret uddannelse. Det har jeg affundet mig med.
Nogle andre her i tråden har pårørende, der ligger i den hårdest ramte gruppe af sclerose. Jeg sender dem den dybeste medfølelse.. den sygdom kan være så led og utilregnelig! I må kontakte scleroseforeningen, hvis filmen knækker for jer en dag. Deres psykologer kan deres kram
Knus Iben
Anmeld