Maria-s skriver:
Jeg kan nu ikke lade være med at smile når jeg læser dit indlæg, man skulle tro det var mig der havde skrevet det...
Jeg har det som dig også mega ring og jeg er total ynkelig. Når jeg har været på arbejde en hel lang dag, så er alt hvad der kunne minde om overskud brugt op, hvilket resultere i et kvindemenneske min kæreste knap kan kende. Hun er irretabel, træt, nem til tåre, kaster op, har opsvulmet mave pga af alt for meget brød og inden grøntsager. Hun (jeg) er bare ynkelig! HEr den anden dag sagde min kæreste; FUCK det bliver 7 lange månder der er tilbage hvis det her fortsætter! Jeg blev (igen) pissesur fordi jeg synes han godt kunne tage og sætte sig mere i mit sted og skred ind på mit syværelse! Og her sidder jeg alligevel og kan jo egentlig godt forstå ham. Ved han også kan forstå mig, men fordi det jo er mig der har alle generne, så tror jeg det er hårde for ham at sidde alene oppe om aftenen for sig selv, fordi jeg for længe siden tog til drømmeland. Eller at jeg ikke orker at ligge i ske fordi ingenting må røre min mave, fordi den bare er opspilet og syreskvulpene...
Lidt en afstikker og bestemt ingen råd til dig ved dette indlæg. Ville bare sige at du ikke er alene og at jeg også tænker; fuuuck jeg kan da slet ikke overskue at have det sådan her ved en evt nr 2! Jeg kan overhovedet ikke tage vare om et andet menneske i denne tilstand!...
Men min rare mormor ringede lige her til aften og sagde; "Kære Maria, jeg havde det også skidt de første uger, i hvert fald med din onkel kan jeg huske, men det er bare noget man skal klare. Sådan er det. Du må tænke på den store gevinst der forhåbentlig er i dine arme om 7 måneder." Og hvor har hun ret min dejlige, vidunderlige, kære gamle mormor

hehe kan lige præcis følge dig i det ang kæresten, man vil gerne være ne god kæreste og alligevel kan man blive så sur
har ikke selv haft meget overskud, og blev sgu gal den anden dag da jeg opdagede han stod og varmede rundstykker til aftensmad, for da jeg spurgte hvor mange der var tilbage, vidste han det ikke, der var så 2 jeg kunne spise til morgen, men blev alligevel skide sur, da jeg tænkte, at det bare er det eneste jeg kan klare at spise, og han ahvde oceaner af andre muligheder, og så skulle han absolut spise "MINE" rundstykker (ja pludselig er der ejerfornemmelse over noget af maden)
skumlede dog for mig selv, og glad for nu jeg ikke blev gal på ham, for det gik jo alligevel, men alligevel, tænkte jeg at han da for hulen bare kunne sætte sig lidt i mit sted, men er jo også svært, og han skal jo også være der, og må jo heller ik være nemt med en sur og pludselig krævende kæreste 