Hej Renée.
Jeg har fulgt lidt med på sidelinjen, men har ikke rigtig ville skrive noget, da jeg ikke har været 100% sikker på hvad min holdning til dette var - Og når min holdning var fortvivlende, så ville jeg selvfølgelig heller ikke sætte en masse tanker igang hos dig.
For det første vil jeg give dig et STORT kram, og sige at jeg beundre dig for at kæmpe den kamp med din kæreste - Det lyder til at du tager det rigtig flot!
Sådan som jeg læser det, lyder han meget "ligeglad" med hvordan tingene hænger sammen for JER, men ser mere på hvordan tingene hænger sammen for HAM! - I min verden kan dette ikke fungere, når man er en familie/i forhold, og man har valgt at få et barn sammen.
Jeg er af den holdning, at man skal have lov til at have sin 'frihed', og dække sine behov for at være sig selv, selv om man er i forhold - Men det der kommer i første række, er hvordan forholdet fungere.
Herhjemme har vi haft mange af disse diskussioner, omkring frihed, og dække sine egne behov, og vi har det sådan set stadig, til tider.
Ikke hermed sagt at man ALTID skal droppe sine egne behov, for at dække parterens, for så kan man hurtigt komme ind i en ond cirkel - Men man bliver også nød til at gå på kompromi (staves?)
Sådan som jeg læser det, finder du dig i mange ting, fra hans side - Ting, som jeg ikke synes du burde finde dig i.
Jeg ved det er skide svært, når man jo elsker personen, og man er måske lidt bange for at træde ved siden af, og være urimelig.
Og når der så også er et barn indblandet, kan det hele let være meget mere uoverskueligt.
Du skriver han har et stort 'behov' for at være sammen med (især) veninden og kammeraterne - Og det skal der da også være plads til. Men hvorfor kan de ikke være sammen, mens DU er til stede?
Det lyder lidt som om han et liv sammen med dig, og så har han et liv for sig selv. - Hvilket der OGSÅ skal være plads til, til en hvis grænse.
F.eks. siger det ikke mig en skid, hvis min kæreste tager til skydning eller laver biler med kammeraterne. Men jeg vil hellere end gerne være med, når de ellers skal ses - I byen, til en middag osv. - Og det fungere også fint, så lærer vi jo alle sammen hinanden at kende på kryds og tværs.
Så på den måde har min kæreste sit eget liv, ved siden af vores - Men jeg får også lov til at være en del af det, jeg har lyst til at være en del af.
Jeg forstår så udemærket godt dine frustationer, og at det, som nu, er så hårdt at få snakket med ham om det, fordi han føler sig angrebet, og begynder at kaste med hårde bemærkninger og beskyldninger - Og man føler sig somregel kun angrebet, når man har en form for skyldfølelse.
Lige en sidste ting jeg bed mærke i, var at du skrev at han havde "anklaget" dig for at du tog hans søn fra ham - Men vælger han ikke også selv at blive væk, f.eks. nu hvor I sidder i Odense, og han har en mulighed for at komme her i weekenden?
Jeg ved mit indlæg blev ret rodet, men jeg har så mange ting jeg gerne vil sige, men det er svært at sætte tingene sammen - Jeg kan nikke genkendende til meget af det, fra især et af mine tidligere forhold.
Jeg håber inderligt at I finder ud af det - HUSK på dine egne værdier - Du skal leve med dig selv resten af livet!
Jeg sender dig MANGE TUSINDE ønsker og tanker!
Mette.
