Jeg er dybt målløs....
for pokker hvor man tænker sit man når et frygt punkt....
jeg lover dig for du kommer videre, men det er hårdt og man kommer til at nære et had som man ikke troede man kunne ....
mit ufødte barns bio far fortalte da jeg var i 16 uge han havde kørt en pige hjem som forsøgte at kysse ham, det havde han afvist så lægger jeg ikke mere idet...senere er han til ualm. mange fester selv og melder selv fra pga træthed ifb graviditeten...
på et tidspunkt mistænker jeg lidt han chatter og flirter på nettet en GRIM følelse der IKKE vil slippe, har dog ikke vished....men sætter vores forhold på stand by og da vi ( mig og sønnen) i et par mdr. forinden er flyttet for os selv pga pladsen i hans hus som gerne skulle bygges ud. så har jeg jo nu mulighed for at trække mig hjem...
vi ses dog ofte med børnene og hygger, men stoler IKKE på ham, uden at kan forklare hvorfor og han formår at være fysisk en enkelt gang da jeg afviser kontakt til ham en aften vi har diskuteret....
en uge efter er vi sammen intimt og lige efter ligger han sig ved siden af og fortæller mig han har mødtes med en anden pige, de har været sammen både seksuelt, og som kærester til divers venne fester....jeg ligger der med fælles barn vi har 3 dage forinden fået at vide det er en lille dreng og så har han knaldet en anden sammentidig med mig 
jeg gik ud og kastede op...
han har valgt over for sin familie at holde det hemligt jeg er gravid og har siden uge 18 ikke haft kontakten til ham og har hadet det barn der voksede i maven...
nu og meget hurtigt fandt jeg sammen med min nuværende kæreste, jeg kæmper en kamp med ikke at være en kæreste der straffer ham for et minde han ikke har med at gøre...og det er det hårdeste jeg nogensinde har gjort, og han er fantastisk ikke at lade sig påvirke og hormonelle handlinger der med en frygt kan være den værreste cocktail...
så op med hovedet, du skal ikke finde kærligheden medmindre den står der og du ikke føler tvivl men du vil finde glæden.
stort knus herfra
Anmeld
