Jeg burde egentlig være glad, men det er jeg ikke

Som jeg læser dit indlæg er du skuffet og ulykkelig - ikke så meget fordi det er en dreng og du ikke kan lide drenge, men fordi du havde ønsket og forestillet dig noget andet og derfor er skuffet. At I har været igennem et langt behandlingsforløb tror jeg faktisk kan være med til at øge skuffelsen. 

Som mennesker er vi indrettet sådan at vi til tider har behov for at fokusere på drømmen, når virkeligheden er for svær at håndtere og hvis det er drømmen om en lille pige der - bevidst eller ubevidst - har holdt dig oppe gennem et langt behandlingsforløb, er det klart at det gør ondt når drømmen brister og det ikke er som du havde drømt.

Det er helt okay - bare giv plads til følelsen, og lad være med at slå dig selv oveni hovedet med at din skuffelse er forkert og at du er et utaknemmeligt skarn osv - det er der nok andre der gerne gør for dig

Kærligheden til din lille søn og glæden over ham skal nok komme når du har vænnet dig til tanken, og efter et stykke tid er det helt naturligt at det er en søn I får som 1. barn og når han er kommet ud kan du slet ikke forestille dig at det skulle have været anderledes.

I sidste ende tror jeg vil du opdage at det er lidt ligegyldigt om det er en dreng eller en pige. Børn er børn og meget mere forskellige end bare kønnet.

Skouboe skriver:

Som jeg læser dit indlæg er du skuffet og ulykkelig - ikke så meget fordi det er en dreng og du ikke kan lide drenge, men fordi du havde ønsket og forestillet dig noget andet og derfor er skuffet. At I har været igennem et langt behandlingsforløb tror jeg faktisk kan være med til at øge skuffelsen. 

Som mennesker er vi indrettet sådan at vi til tider har behov for at fokusere på drømmen, når virkeligheden er for svær at håndtere og hvis det er drømmen om en lille pige der - bevidst eller ubevidst - har holdt dig oppe gennem et langt behandlingsforløb, er det klart at det gør ondt når drømmen brister og det ikke er som du havde drømt.

Det er helt okay - bare giv plads til følelsen, og lad være med at slå dig selv oveni hovedet med at din skuffelse er forkert og at du er et utaknemmeligt skarn osv - det er der nok andre der gerne gør for dig

Kærligheden til din lille søn og glæden over ham skal nok komme når du har vænnet dig til tanken, og efter et stykke tid er det helt naturligt at det er en søn I får som 1. barn og når han er kommet ud kan du slet ikke forestille dig at det skulle have været anderledes.

I sidste ende tror jeg vil du opdage at det er lidt ligegyldigt om det er en dreng eller en pige. Børn er børn og meget mere forskellige end bare kønnet.

Det synes jeg er rigtig godt skrevet og formuleret

Laulund87 skriver:

Igen er jeg helt enig med dig

Tak Jeg kunne bare ikke lade være med at skrive det

Kb skriver:

Hvorfor skal vi prøve at være mere forstående??? Hun opretter en tråd og beder vel i den forbindelse om folks ærlige mening....

Syntes det er SÅ irriterende at man da for pokker ikke kan få lov til at sige sin mening uden at skulle irettesættes. Kan forstå hvis man ligefrem sviner nogen til, men her er der kun tale om to forskellige meninger....  

Det var lige en sidebemærkning. Selvfølgelig kommer du da til at elsker din søn lige så højt som du ville have elsket en datter - gravide har mange mærkelige tanker, og det der er bare én af dem. Lad være med at ligge så meget i det. Når nu en gang din søn kommer til verden, vil du få den sorteste samvittighed over du har gjort dig disse tanker. Så skub dem til side, du kan ikke bruge dem til noget alligevel.

Er da helt klart enig i, at mange indlæg i denne tråd er helt hen i skoven, da trådstarter jo udemærket ved, at hun burde være lykkelig. Hun beder IKKE om alles mening, men om at få lidt respons fra nogen der har det eller har haft det som hende selv Jeg citerer: " Eer der nogen som har haft det lige sådan som kan hjælpe mig med at blive glad for min lille dreng?"

Når det er sagt, så er jeg enig med dig i dit synspunkt...

Alle synes jeg skulle have en pige først...og drømte selv det var en dreng så var lidt rundt på gulvet...

Og det var en dreng. Da jeg først så det på scanningen vblev jeg lidt skuffet, men  mest fordi jeg tænkte at jeg jo ikke kunne finde ud af at have en dreng. Og selvfølgelig kunne jeg det.

Og da han kom ud var det kærlighed ved første  blik for han var min dejlige lækre baby. Og jeg kyssede han hele tiden igen og igen mens jeg hvisede at jeg var hans mor og elskede ham overalt på jorden fra første øjeblik jeg fik han i armene.

Og nu, når han kigger på mig med sit kærlige blik og siger....moaaaar, og så kommer hen og giver mig et kys ogf et kram, ja så smelter jeg sgu stadigvæk og er pave stolt af ham.

Har nu fået en pige også og begge børn har en særlig plads i mit hjerte. Ikke pga deres køn, men fordi de er MINE:-)

ER sikker på du vil skamme dig over dine tanker når du først ser dit vidunderlige barn, det første smil, det første krqam de første skridt...det hele er sgu et mirakel uanset kønnet og man knus-elsker dem bare fordi de ER :-)

Skouboe skriver:

Som jeg læser dit indlæg er du skuffet og ulykkelig - ikke så meget fordi det er en dreng og du ikke kan lide drenge, men fordi du havde ønsket og forestillet dig noget andet og derfor er skuffet. At I har været igennem et langt behandlingsforløb tror jeg faktisk kan være med til at øge skuffelsen. 

Som mennesker er vi indrettet sådan at vi til tider har behov for at fokusere på drømmen, når virkeligheden er for svær at håndtere og hvis det er drømmen om en lille pige der - bevidst eller ubevidst - har holdt dig oppe gennem et langt behandlingsforløb, er det klart at det gør ondt når drømmen brister og det ikke er som du havde drømt.

Det er helt okay - bare giv plads til følelsen, og lad være med at slå dig selv oveni hovedet med at din skuffelse er forkert og at du er et utaknemmeligt skarn osv - det er der nok andre der gerne gør for dig

Kærligheden til din lille søn og glæden over ham skal nok komme når du har vænnet dig til tanken, og efter et stykke tid er det helt naturligt at det er en søn I får som 1. barn og når han er kommet ud kan du slet ikke forestille dig at det skulle have været anderledes.

I sidste ende tror jeg vil du opdage at det er lidt ligegyldigt om det er en dreng eller en pige. Børn er børn og meget mere forskellige end bare kønnet.

Well put, Pernille!!

Min førstefødte er en dreng................kan huske at jeg så tappen ved en scanning i 35 uge. Min mor var med, og hun udstødte............åhhhh, nej ikke en dreng mere ( min søster havde to). Jeg var skuffet, for havde haft en forestilling om, at det blev en lille pige. Men tro mig.............som dagene gik, blev jeg mere og mere glad og forventningsfuld.Og da han kom ud, var jeg så smask hamrende forelsket og helt rundt på gulvet.

Jeg ELSKEDE ham fra første sekund, og da vi lå resten af natten og kiggede på hinanden, blev jeg så opfyldt af ubeskrivelig lykke, over at jeg havde fået lige netop ham.........min Jonas. Knyttede straks bånd til ham................og moderfølelsen hoppede rundt i mit bryst.

Har nu været så heldig at få 2 børn mere, i en moden alder...............og dem har jeg slet ikke haft helt den samme hurtige knytning til. Men jeg elsker dem lige så højt, mine 2 piger..............ingen tvivl om det.

Så bare vent, du vil selv opdage det............kønnet betyder ikke noget, for den kærlighed og beskyttelsestrang, der kommer op i en, når først den lille er født.

Held og lykke med alt det nye, der skal ske i dit/jeres liv.