Er det bare mig???

Ansemusen skriver:

Jeg er slet ikke enig med dig i at man i en fødselssituation skal give som sådan. I alle andre henseender ja, men ikke i den. Der kan folk simpelthen ikke tillade sig at forvente alt muligt og gå og beslutte sig for at de vil være den første, de vil se med det samme, osv. Det er SÅ vigtigt at forældrene, specielt moren, oplever at fødslen og tiden efter forløber som hun har brug for, fordi overskudet ikke er særlig stort i forvejen!

Men jeg er enig i at man ellers skal prøve at være imødekommende i andre situationer og indimellem sige 'nåh ja okay, så lader vi hende/ham gøre sådan, fordi det har de brug for'. Men man er samtidig også nødt til at sige fra, hvis man føler at ens svigermor/mor/far osv. kvæler en med alt det DE gerne vil og alt det DE forventer! Jeg tror ikke på at det er mere vidunderligt at blive bedsteforældre end forældre, men at det er vidunderligt på en anden måde, begge dele lige skønt og fantastisk  Men som bedsteforældre har man også fået sin egen oplevelse med at blive forældre, og så må man prøve at give lidt plads og vide at man er vigtig uanset om man ser barnet liiige når det er født eller to timer senere, om man er den første som får det at vide, om man er den der holder først, giver første bamse osv. I det store og hele tæller alle de der ting ikke som jeg ser det. Det vigtigste er at der kommer et lille nyt fantastisk menneske

Øhhhh, jeg tror vi er fuldstændig enige, undskyld hvis jeg tager fejl

Men jeg mener bestemt heller ikke at nogen som helst skal komme ind over en fødsel eller den første tid lige efter!!! (derfor gav jeg også eksemplet med at min svigermor ikke måtte holde vores datter i 3uger! efter fødslen. det var mig der var moren og mig der skulle bære MIT barn!!! Men jeg mener godt at man kan lade andre komme til, ved f.eks. at lade dem vaske op, købe ind og lave mad til én, hvis de gerne vil det.

Men fødslen og tiden derefter: Den er hellig!!! INGEN skal forstyrre noget som helst....

Mumto3 skriver:

Øhhhh, jeg tror vi er fuldstændig enige, undskyld hvis jeg tager fejl

Men jeg mener bestemt heller ikke at nogen som helst skal komme ind over en fødsel eller den første tid lige efter!!! (derfor gav jeg også eksemplet med at min svigermor ikke måtte holde vores datter i 3uger! efter fødslen. det var mig der var moren og mig der skulle bære MIT barn!!! Men jeg mener godt at man kan lade andre komme til, ved f.eks. at lade dem vaske op, købe ind og lave mad til én, hvis de gerne vil det.

Men fødslen og tiden derefter: Den er hellig!!! INGEN skal forstyrre noget som helst....

Jamen så er vi enige! Selvom folk meget gerne må holde vores barn efter lidt tid. Synes tre uger er lang tid. Men igen, man skal sige fra og gøre helt som man føler for! Og man kan sagtens lade folk hjælpe hvis de vil det og det betyder meget for dem at føle at de er noget for en og betyder noget. Nogle mennesker føler sig jo værtsat og elskede i kraft af de ting de får lov at gøre for andre, også selvom det så i virkeligheden jo er for deres egen skyld et eller andet sted.

Mumto3 skriver:

-og bare lige for at fortælle lidt fra mit eget forhold til min svigermor. Så giver jeg hende rigtig meget hun gerne vil have (ringer, hun kommer og hjælper osv), men f.eks. var vores datter  3 UGER, før hun fik lov til at holde hende for første gang. Jeg ved godt det er vildt lang tid, og farmor var ved at gå ud af sit gode skin, fordi hun så gerne ville holde, men det ville jeg ikke have!!! Så sådan blev det! -men som sagt, så giver jeg mig på rigtig mange andre punkter, så hun alligevel ikke føler sig tilside sat. (F.eks. var det hende vi ringede først til, eller rettere min mand ringede, og fortalte at nu  havde jeg født. Så der var hun først! -og det betød intet formig at min mand ringede til sin mor, før jeg ringede til min, men så havde jeg det at kunne sige til hende: Vi ringede til dig først! -og så føler hun alligevel at hun er noget særligt, også selvom hun ikke får lov at holde vores barn)

Da hun endelig fik lov at holde hende, så tog jeg bilen og kørte op til hende på uventet besøg, og kom gående med vores datter i amrnene og sagde. I dag bliver hun 3 uger, og jeg ved hvor gerne du vil holde hende. Du skal derfor på denne mærkedag have lov til at holde hende for første gang!!! -og så var hun jo rørt til tårer (selvom der sikkert også har været tider hvor hun har bandet mig langt væk for ikke at lade hende holde).

 

Håber at det er ok at jeg spørger.............men hvorfor måtte hun ikke holde din datter før hun var 3 uger??

Jeg undrer mig dybt, da du udviser så stor forståelse for "farmor"-situationen i et tidligere indlæg - men du holder hende selv på den vildeste pinebænk i 3 uger!!!

Jeg forstår det bare ikke!?

Kamelia

Kamelia skriver:

Håber at det er ok at jeg spørger.............men hvorfor måtte hun ikke holde din datter før hun var 3 uger??

Jeg undrer mig dybt, da du udviser så stor forståelse for "farmor"-situationen i et tidligere indlæg - men du holder hende selv på den vildeste pinebænk i 3 uger!!!

Jeg forstår det bare ikke!?

Kamelia

Selvfølgelig må du spørge

Jeg havde bare et enormt behov for at være der 100% for min datter og jeg havde slet ikke lyst til at andre end min mand skulle holde hende. Så jeg fulgte bare mit hjerte, istedet for at følge 'sådan plejer man at gøre'. Tilgengæld gav jeg svigermor alt muligt andet. ringede dagligt, nogen gange flere gange om dagen, og fortalte om 'vigtige' begivenheder som f.eks. en stor lorteble m.m.

Min pointe er engetblig bare, at jeg synes enhver må gøre op med sig selv, hvor ens græsner ligger, men også respekter at den anden har store følelser i klemme, og så giver noget 'tilgengæld' på en anden front. Det vil være meget individuelt. Nogler har det fint med at lade farmor holde barnet når det er få timer gammelt, vores farmor fik slet ikke lov til at se barnet på det tidspunkt. men hun fik lov til at komme på besøg 4 gange den første uge, hvor hun så havde aftensmad med til os alle sammen. Det er der sikkeret andre der ikke ville kunne holde ud, men det havde jeg det fint med.

Ansemusen skriver:

Jeg forstår udemærket hvad du mener! Det BURDE ikke være nødvendigt at skulle skære det ud i pap. Men nogle bedsteforældre forstår desværre bare ikke at drosle begejstringen bare lidt ned, så det ikke bliver et pres for de kommende forældre. Det kan være virkelig anstrengende! Og I BLIVER altså nødt til at sige fra, så du kan slappe af og vide at hun har forstået (omend med modvilje) jeres ønsker, så du ikke skal frygte for hvordan det bliver. Min kæreste var som sagt enig i, at ingen skal sidde ude foran og vente, fordi vi ikke vil føle os pressede til at de skal have lov tila t komme ind på fødestuen lige når baby er poppet ud. Men han mente ikke der var grund til at sige det så direkte inden. Han tænkte at han i stedet bare ville vente med at fortælle at jeg havde født til vi var klar til besøg. Men JEG havde brug for at vide, at hun havde fået beskeden og forstået det, så jeg ved at vi ikke risikerer at hun pludselig møder om og sidder og venter. Og samtidig ved jeg også at det ville gøre min svigermor meget mere ked af det, hvis vi måske ventede flere timer med at fortælle at jeg har født! Så hellere, at hun ved at vi ringer umidddelbart efter, men at vi måske lige vil vente en times tid eller to med besøg. Det må som bedsteforælder føles meget skuffende, hvis man bliver ringet op og får at vide at barnet blev født for flere timer siden tænker jeg! Så på den måde ville jeg også rigtig gerne prøve at tage hensyn til hende samtidig med os selv!

Tror påtrods af at min kæreste og jeg har hver vores holdning til hvorn det burde forgår, at det ikke blir det store problem. Det er mere nu og efter der bekymre mig, særligt fordi jeg efter hendes "udbrud" føler jeg skal tage særlige hensyn til hende. Hensyn som for mig er grænseoverskridene. Og igen forstår jeg simpelhen ikke at hendes følelser og behov skal så meget i fokus. Syntes virkelig at det er os 3 som en lille familie der først og fremmest skal have lov til at finde os til rette og vende os til vores nye liv.

Ansemusen skriver:

Åhh puh ha det lyder skræmmende!!! Hehe

Ja jo det er det jo også, når man sætter sit barns behov før ens eget så vil der være bitre piller at sluge.

Et eksempel :

Jeg er born&raised københavner og uddannet sprogpsykolog, disse to ting gør at jeg opfatter sprog og hvordan man taler til et barn på en måde. Min kæreste er "flygtet" hæhæ fra det mørkeste Jylland og hans familie taler til et barn på en helt anden måde.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer om hvad der er bedst i teorien men når vores søn er vant til min og kærestens måde så kan det føles for vores lille familie som MEGET konfliktsøgende deres måde. Der indgår meget NEJ, ej!, nå! og så griner de ad situationen (og barnet) uden der kommer en forklaring.

Men nu er Tjalfe kun 2,5 år endnu og det er ret begrænset hvad han oplever af deres retorik men jeg kan mærke at han bliver stresset af det i længden også selvom det er tydeligt at han hygger og ellers godt kan lide dem. Men han bliver mere opsøgende i sit sprog, spørger mere om tingene er ok - om han må det ene eller det andet og om det er rigtigt det han gør(noget som han ellers aldrig gør inde på sit eget værelse med sit eget legetøj), derved kan jeg se at han også oplever en tilspidsning af den kommunikationen i situationen.

Men der må jeg holde mig tilbage indtil at Tjalfe siger nok, jeg må sluge den bitre pille at se min søn forsøge at opleve kommunikationen tilspidset og ikke forstå hvorfor (derfor spørger han ind). Det oplever jeg som utroligt stressende men jeg kan ikke bestemme hvordan andre taler heller ikke til min søn, med mindre det er et direkte overgreb, og nu har min søn heldigvis så meget selvværd at når han får nok, jamen så går han bare og gider ikke snakke mere med dem.

Men jeg skal da gerne indrømme at det PINER mig som mor Men folk er forskellige og på den positive side så lærer han at ikke alle taler på samme måde og det er i orden og vigtigst at det er i orden at få nok! Hans Olde kan også være ret så streng retorisk men det er en anden sag