Er det bare mig???

En lille "trøst" til dig kan måske være at det for dit vedkommende kun er din svigermor, som du har lagt dig ud med - her i huset er det min mor, som er stang-hamrende fornærmet over ikke at måtte være med ved fødslen, at der ikke bliver aflagt udførlig rapport til hende ved den mindste kontakt til sundhedsvæsnet og at hun ikke må røre min mave.

Er faktisk pt. ikke på talefod med hende at den grund - ved godt hun er min mor, men i den forbindelse, så må hun acceptere at hun ikke længere er hovedperson i mit liv - det er min mand, og da det jo er hans barn (og ikke hendes), så er det ham der får alle de ting at vide...

Måske er jeg urimelig, når hun nu er min mor, men synes egentlig ikke at det alene giver hende en særstilling i forhold til mit ufødte barn...

2606peanut skriver:

Havde en særdeles ubehagelig oplevelse i går med min svigermor.

Min kæreste og jeg venter vores første barn og det er min svigermors første barnebarn.

Jeg personligt er ikke særlig glad for den der tendens folk har til uhæmmet bare at røre ved ens mave uden at spørger eller noget, og det ved min kæreste. så i går da vi var sammen med min svigermor og hun pludselig bare begyndte at stå og gnubbe min mave, bad min kæreste hende altså om at lade vær da jeg ikke brød mig om det. Og så var fanden løs. Og pludselig fik vi bare en skideballe for alt mellem himmel og jord, hun følte sig afvist, uden for og meget mere. Men er det ikke stadig min krop og har jeg ikke ret til at sys det er ubehageligt at folk bare rør ved min mave??

En anden ting hun åbenbart var meget sårede over var at jeg ikke var villig nok til at tage i mod hjælp.

Jeg sys det er dybt uretfærdigt at jeg nu skal have dårlig samvittighed over jeg gerne vil klare mig selv og at hun åbenbart mener hun har ret til meget mere end hun får.

Det skal siges at jeg grundet bækkenløsning og risko for fortidelig fødsel har været meget bundet til hjemmet. Og i det hele taget har haft det rigtig skidt.

Undskyld mit meget lange brev.

Har du samme svigermor som mig???

Håber du får styr på hende - jeg har endnu ikke fået sagt rigtigt fra endnu  og nu venter vi vores 2. barn.

Ansemusen skriver:

Ved du hvad, så må din kæreste altså lige træde i karrakter og skære det ud i pap for sin mor! Og når du har født kan han skrive sms'er til folk, som skal vide det, om at du har født, barnet vejede så og så meget osv. og at I har brug for ro men at de er meget velkomne til at komme og se den lille, når I er kommet hjem og er klar til det. At I nok selv skal sige til.

Sådan har vi tænkt os at gøre med dem som vi ikke synes skal komme på hospitalet. Det er ikke for at holde nogen udenfor eller noget. Men vi har simpelthen en kæmpe familie begge to og også mange venner, så det ville blive alt for hektisk med besøg! Og også smadder ærgerligt at de nærmeste ikke kunne få lidt tid med os og den lille alene i de få timer der er besøgstid. For når der kun er besøgstid en eller to timer to gange om dagen, ville det jo blive ravnarok hvis alle skulle komme derud samtidig! Og man HAR været igennem en hård fødsel og man HAR behov for at være alene med sit barn og sin partner og fordøje alt det nye, lære sit barn at kende, få amning op at køre osv. Så det er fuldstændig fair at sige fra! Nogle vil måske blive sårede eller vrede, og jeg er også typen som så får dårlig samvittighed og bliver ked af det, selvom jeg ved at de er unfair. Men man må stå fast alligevel og prøve at lade det være deres problem. Jeg siger ALTID tingene rigtig pænt og fremhæver det positive, fx. til svigermor, at de er de første som får besked osv. Så det kan godt siges på en rigtig pæn måde!

sys bare det er hårdt at skulle gå og føle sig som sorte Per hele tiden fordi man ikke er i stand til at tilfedstille deres behov uden at overskride sine egne. som du selv siger så har man brug for at være lidt alene med sit nye lille vidunder. Det er desværre bare sådan at alle i her sys at de er en del af det. Men de er da for pokker hverken mor eller far.

Det lyder som en rigtig god måde. Vi er desværre bare ikke enige, min kæreste sys ALLE skal have lov at komme. Men jeg ønsker ikke hans venner og veninder som jeg knap nok kender og ikke har det bedste forhold til skal komme rendene på hospitalet når jeg ligger der og er helt smadret.

CamiRon skriver:

Har du samme svigermor som mig???

Håber du får styr på hende - jeg har endnu ikke fået sagt rigtigt fra endnu  og nu venter vi vores 2. barn.

 

Puha det lyder ikke rart

men tror det ikke min kæreste er ene barn Men erbeyndt at få fornemmelsen af at de findes der ude i hobe tal.

Jeamou skriver:

En lille "trøst" til dig kan måske være at det for dit vedkommende kun er din svigermor, som du har lagt dig ud med - her i huset er det min mor, som er stang-hamrende fornærmet over ikke at måtte være med ved fødslen, at der ikke bliver aflagt udførlig rapport til hende ved den mindste kontakt til sundhedsvæsnet og at hun ikke må røre min mave.

Er faktisk pt. ikke på talefod med hende at den grund - ved godt hun er min mor, men i den forbindelse, så må hun acceptere at hun ikke længere er hovedperson i mit liv - det er min mand, og da det jo er hans barn (og ikke hendes), så er det ham der får alle de ting at vide...

 

Måske er jeg urimelig, når hun nu er min mor, men synes egentlig ikke at det alene giver hende en særstilling i forhold til mit ufødte barn...

sådan ville min mor også være hvis hun kunne men vi har i mange år haft et anstrengt forhold, så hun skal bare være taknemlig for det hun får.

Men det må godt nok være svært for dig, men forstår dig udemærket, de må prøve at huske hvorn det var for dem selv den gang.

 her fra

2606peanut skriver:

sys bare det er hårdt at skulle gå og føle sig som sorte Per hele tiden fordi man ikke er i stand til at tilfedstille deres behov uden at overskride sine egne. som du selv siger så har man brug for at være lidt alene med sit nye lille vidunder. Det er desværre bare sådan at alle i her sys at de er en del af det. Men de er da for pokker hverken mor eller far.

Det lyder som en rigtig god måde. Vi er desværre bare ikke enige, min kæreste sys ALLE skal have lov at komme. Men jeg ønsker ikke hans venner og veninder som jeg knap nok kender og ikke har det bedste forhold til skal komme rendene på hospitalet når jeg ligger der og er helt smadret.

Nu er det jo dig der gennegår den hårde fødsel og I er to om at blive forældre! Så hvis ikke du orker besøg af alle og enhver, synes jeg din kæreste bør acceptere det, selvom det selvfølgelig også er lidt svært for ham at vente, hvis han bare har lyst til at vise vidunderet frem! Men jeg tænker at oplevelsen lige når barnet kommer ud og tiden deromkring er kæmpestor og at den sandsynligvis høje følelse det giver, bliver ødelagt lidt, hvis folk straks kommer rendende. Vi vil gerne del det øjeblik alene og flyde på beruselsens bølge (aner ikke om det bliver sådan, men kunne jeg forestille mig) inden de nærmeste kommer og ser ham. Og det må de meget gerne når vi er klar til det. Og tror da ikke der går mere end max. et par timer før vi er det. Og så vil jeg i øvrigt gerne have bukser på inden svigermor osv. kommer

Du skal ikke have dårig samvittighed eller føle dig som sorteper! Du er i din gode ret til at sige fra og din kæreste bør hjælpe dig med det når det drejer sig om hans familie. Min kæreste og jeg er heldigvis helt enige i denne sag, så han har bare sagt det til sin mor, hvilket jeg faktisk også har. Min egen Far presser slet ikke på, så der er ingen problemer der heldigvis

Men jeg tror det er vigtigt at I siger fra, så du ikke bagefter skal føle en skuffelse over at tingene ikke blev som du havde brug for. At lade andres behov fylde mere end sine egne i sådan en situation som en fødsel , tror jeg bestemt ikke er sundt! Man har brug for at føle sig glad og have psykisk overskud, ikke at skulle føle sig trådt på!

Jeamou skriver:

En lille "trøst" til dig kan måske være at det for dit vedkommende kun er din svigermor, som du har lagt dig ud med - her i huset er det min mor, som er stang-hamrende fornærmet over ikke at måtte være med ved fødslen, at der ikke bliver aflagt udførlig rapport til hende ved den mindste kontakt til sundhedsvæsnet og at hun ikke må røre min mave.

Er faktisk pt. ikke på talefod med hende at den grund - ved godt hun er min mor, men i den forbindelse, så må hun acceptere at hun ikke længere er hovedperson i mit liv - det er min mand, og da det jo er hans barn (og ikke hendes), så er det ham der får alle de ting at vide...

 

Måske er jeg urimelig, når hun nu er min mor, men synes egentlig ikke at det alene giver hende en særstilling i forhold til mit ufødte barn...

Synes det er helt fair at du siger fra! Nogle mødre har bare rigtig svært ved at give slip (håber ikke jeg selv bliver sådan...) på deres børn! Så jeg tror det er det rigtige du gær ved at stå fast ved dit. Men selvfølgelig stadig på en pæn måde, så hun ikke føler sig totalt afvist og udelukket! Men at mødre/svigermødre føler sig uretfærdigt beandlet, fordi de ikke må deltage i fødslen, DET forstår jeg ikke! Det er jo netop sådan en oplevelse som mange gerne vil dele med deres partner alene. Noget kun de to skal have sammen! Jeg synes I lyder helt normale

Ansemusen skriver:

Nu er det jo dig der gennegår den hårde fødsel og I er to om at blive forældre! Så hvis ikke du orker besøg af alle og enhver, synes jeg din kæreste bør acceptere det, selvom det selvfølgelig også er lidt svært for ham at vente, hvis han bare har lyst til at vise vidunderet frem! Men jeg tænker at oplevelsen lige når barnet kommer ud og tiden deromkring er kæmpestor og at den sandsynligvis høje følelse det giver, bliver ødelagt lidt, hvis folk straks kommer rendende. Vi vil gerne del det øjeblik alene og flyde på beruselsens bølge (aner ikke om det bliver sådan, men kunne jeg forestille mig) inden de nærmeste kommer og ser ham. Og det må de meget gerne når vi er klar til det. Og tror da ikke der går mere end max. et par timer før vi er det. Og så vil jeg i øvrigt gerne have bukser på inden svigermor osv. kommer

Du skal ikke have dårig samvittighed eller føle dig som sorteper! Du er i din gode ret til at sige fra og din kæreste bør hjælpe dig med det når det drejer sig om hans familie. Min kæreste og jeg er heldigvis helt enige i denne sag, så han har bare sagt det til sin mor, hvilket jeg faktisk også har. Min egen Far presser slet ikke på, så der er ingen problemer der heldigvis

Men jeg tror det er vigtigt at I siger fra, så du ikke bagefter skal føle en skuffelse over at tingene ikke blev som du havde brug for. At lade andres behov fylde mere end sine egne i sådan en situation som en fødsel , tror jeg bestemt ikke er sundt! Man har brug for at føle sig glad og have psykisk overskud, ikke at skulle føle sig trådt på!

Dejligt i er enige.

Påtrods af vi ikke er enige accepter han mine følelser omkring det, men er da hårdt at se ham skuffet. Men det er formentlig en af de største dage i mit liv og den ønsker jeg skal forløbe så behagelig og skøn som muligt.

2606peanut skriver:

Havde en særdeles ubehagelig oplevelse i går med min svigermor.

Min kæreste og jeg venter vores første barn og det er min svigermors første barnebarn.

Jeg personligt er ikke særlig glad for den der tendens folk har til uhæmmet bare at røre ved ens mave uden at spørger eller noget, og det ved min kæreste. så i går da vi var sammen med min svigermor og hun pludselig bare begyndte at stå og gnubbe min mave, bad min kæreste hende altså om at lade vær da jeg ikke brød mig om det. Og så var fanden løs. Og pludselig fik vi bare en skideballe for alt mellem himmel og jord, hun følte sig afvist, uden for og meget mere. Men er det ikke stadig min krop og har jeg ikke ret til at sys det er ubehageligt at folk bare rør ved min mave??

En anden ting hun åbenbart var meget sårede over var at jeg ikke var villig nok til at tage i mod hjælp.

Jeg sys det er dybt uretfærdigt at jeg nu skal have dårlig samvittighed over jeg gerne vil klare mig selv og at hun åbenbart mener hun har ret til meget mere end hun får.

Det skal siges at jeg grundet bækkenløsning og risko for fortidelig fødsel har været meget bundet til hjemmet. Og i det hele taget har haft det rigtig skidt.

Undskyld mit meget lange brev.

Åh, stakkels jer to!!! Hvor er det synd for dig, at du ikke føler du bliver set, at dine grænser ikke bliver respektere osv. -og hvor er det synd for din svigermor  at hendes gode intentioner og al hendes bekrymrethed, som giver sig til udtryk i gerne at ville hjælp, og behov for at ae maven, bare for lige at blive bekræftet i at 'den er god nok' der er en baby på vej, bliver mødt med et 'nej tak!'

Det er forskelligt hvordan man har det med at blive rørt på maven! , men når du har bækkenløsningen, kunne det så ikke være rart med lidt aflastning??? Det forstår jeg nok ikke helt rigtig hvorfor man siger nej tak til det. Ovenikøbet når der er fare for at barnet bliver født for tidlig var der måske ekstra grund til at tage imod hjælp.

Derudover tænker jeg også: Svigermor/farmor er et menneske man skal have i sit liv i mange mange år, og derfor gælder det bare om at få det bedst mulige forhold til hende, også selvom man så må 'ofre' sig lidt, f.eks. i dit tilfælde ved at sige 'ja tak' til hjælp, også selvom du måske ikke har brug for det. Det kunne jo være at du en dag rent faktisk havde brug for hjælp! (f.eks. til børnepasning o.ling) og så er det meget godt at man tidligere at signaleret: Jeg er glad for din hjælp. For man altid siger nej tak til det man bliver tilbudt, så er det ikke en selvfølgle at man så bare kan få det man selv kommer og beder om. Enhver relation handler om at give og tage, og hverken dig eller din svigermor kan få det 100% på den måde I gerne vil have det. -og din svigermor sstår i en ekstrem sårbar sitiatione. Du bære på det dyrerebareste i hendes liv (alle siger det er dejligt at få børn, men meget mere vidunderligt at få børnebørn), og du sidder i en magtposition hvor du kan vælge hende til og fra lige som det passer dig, og hun kan stort set intet gøre. Det ved hun godt, og derfor prøver hun, på hendes klumpsede og måske gammeldags måde at komme dig i møde på. Ja det er ihvertfald sådan jeg læser dit indlæg.

-og bare lige for at fortælle lidt fra mit eget forhold til min svigermor. Så giver jeg hende rigtig meget hun gerne vil have (ringer, hun kommer og hjælper osv), men f.eks. var vores datter  3 UGER, før hun fik lov til at holde hende for første gang. Jeg ved godt det er vildt lang tid, og farmor var ved at gå ud af sit gode skin, fordi hun så gerne ville holde, men det ville jeg ikke have!!! Så sådan blev det! -men som sagt, så giver jeg mig på rigtig mange andre punkter, så hun alligevel ikke føler sig tilside sat. (F.eks. var det hende vi ringede først til, eller rettere min mand ringede, og fortalte at nu  havde jeg født. Så der var hun først! -og det betød intet formig at min mand ringede til sin mor, før jeg ringede til min, men så havde jeg det at kunne sige til hende: Vi ringede til dig først! -og så føler hun alligevel at hun er noget særligt, også selvom hun ikke får lov at holde vores barn)

Da hun endelig fik lov at holde hende, så tog jeg bilen og kørte op til hende på uventet besøg, og kom gående med vores datter i amrnene og sagde. I dag bliver hun 3 uger, og jeg ved hvor gerne du vil holde hende. Du skal derfor på denne mærkedag have lov til at holde hende for første gang!!! -og så var hun jo rørt til tårer (selvom der sikkert også har været tider hvor hun har bandet mig langt væk for ikke at lade hende holde).