Hvis du blev alenemor?

Eva skriver:

Jamen, du kan jo såvel som en kvinde i et parforhold godt tænke over hvordan du tror det ville være..

Sandt sandt...

Jamen jeg ville aldrig gå med til en 50/50 split. Men jeg vil være villig til at arbejde på at finde en løsning der er mest optimal for Milla-Victoria, men samtidig også en løsning der ville være rimeligt for begge partnere!!

Det er jo børnene det drejer sig om!

Men men men.... dette er jo afhængig af at han tager sig god tid til at lære hende ordentligt at kende. Og at hun føler sig tryk ved ham, inden han får hende alene.

Men igen, en ting er hvordan man ønsker det, en anden ting er hvordan det bliver når man står i det!!

Knus

Her kommer børnene til at bo fast hos mig, og så hos far hver anden weekend. Jeg håber så at kunne overtale ham (til den tid) til også at tage fx. tirsdag eller onsdag hver uge - bare for at få mulighed for fx. at træne eller en tur i biffen...

En 50/50 ordning vil aldrig komme på tale. Jeg synes det er synd for børnene - og i vores tilfælde vil det heller ikke kunne lade sig gøre i praksis....

Eva skriver:

Ved godt det er lidt svært at forestille sig, men hvis I blev alene og skulle deles om tiden med børnene, hvordan ville I så gøre?

Jeg synes efterhånden der er så mange der vælger at dele børnene lige over, nærmest som en ting, altså vi har lige meget ret til ungerne og jeg vil jeg vil jeg vil...

Men ja, mit spørgsmål er...hvordan ville du ønske at leve, hvis du blev alene?

Jeg er jo alene og tænker tit over om man mon kunne gøre det bedre ved at ændre noget...om de valg der er taget er de bedste..osv osv..

Knus..

Her forgår det således at... Børnene bor hos mig og er hos deres far hver anden weekend og ind imellem hver onsdag - Onsdag er dog ikke fast, da børnene har deres socialliv her og deres far bor et stykke her fra. så er der lege aftaler finder vi gerne en løsning på det ....

Vi ses dog meget, min exmand og jeg - så han er jo her ind imellem og spise og hygge med børnene - han ville have svært ved at undværre sine børn så længe af gange, hvilket jeg jo godt kan forstå, men dog vælger han at børnene selvfølgelig skal være mest hos mig.

Nu vi har emnet oppe, så har jeg et skønt vennepar, som desværre er gået fra hinanden i starten af januar mdr. deres datter er snart så ødelagt, at det er så frygteligt at se på (nævner selvfølgelig ingen navne, da der kunne sidde nogen her som kendte dem) hun er virkelig blevet kastebold for at dække far og mors behov og er kun 3 år gammel - det er bare ikke rart at se på - jeg har virkelig prøvet at råde og støtte dem, men de lytter kun til dem selv og DERES følelser... der er bare intet fast, det er så trist...

hun er 1 dag hos en og 2 dage hos den anden, sådan lidt på skift - INGEN fast base Og den ene person børn ikke engang for sig selv men hos noget familie...

Nå det var jo en helt anden historie, men noget jeg har meget svært ved at se på... hendes raktion vil jo nok også ses i børnehaven, så mon ikke der bliver taget hånd om det...

Knus Pia.

Nu er jeg jo selv alene med min datter, men vores situation lever på ingen måde op til det som jeg mener er mest optimalt for min datter. Desværre!

Men den bedste løsning synes jeg klart, at mor og far bor tæt på hinanden. Barnet bor fast det ene sted og har samvær med den anden forældre hver anden weekend. Så kan barnet engang i mellem komme hjem og spise hos samværsforældre, men uden overnatning. Jeg synes og tror på, at det skaber mere rod for barnet at sove "ude" på hverdage, da skolen og lektier skal passes. Børn har i den grad brug for rutine og at skulle sove hos samværsforældre i en hverdag (som jeg ved mange gør) synes jeg kun skaber uro og forvirring.

Eva skriver:

Er så helt og aldeles enig i de sidste sætninger....også det jeg har oplevet fra de voksne børn der har levet på den måde... det er bare ikke rart for ungerne.

Sjovt nok har jeg spurgt mange om hvorfor de har valgt den løsning og begrundelser var stort set det samme...ingen af dem ville undvære børnene...skræmmende udgangspunkt for at børnene skal have et godt liv..

Ja når man skal forestille sig at statsforvaltning ol. ser på barnets tarv, så fremstår det dog mere klart, at det er forældrenes behov der er i højsæde ved 50/50 samvær...

Jeg og min søster boede fast hos vores mor og var så hos vores far hver 2.weekend. Den løsning fungerede er der båe fordele og bagsider ved.

Mine forældre boede tæt på hinanden (5 minutter i gåafstand) så i teorien havde vi mulighed for at lege med vores kammerater osv uanset hvor vi boede i weekenden. Min mor skabte en stabil hverdag for os som fungerede fint nok.

Til gengæld mistede vi ret hurtigt vores far - forstået på den måde at fordi han aldrig var den der skulle have os op i skole, smøre madpakker og få dem halvspiste tilbage om aftenen, så os når vi kom trætte hjem, hørte hverdagshistorierne fra skolen og hørte om kammeraterne og fulgte med i hvad der faktisk optog os i vores liv og hvordan vi var som mennesker så mistede han faktisk følingen med os.

Efter ganske få år anede han så godt som intet om hvad vi hver især interesserede os for, hvordan vi havde det i hverdagen og hvem vi legede med. Han havde dårlig føling med hvor vi var henne rent udviklingsmæssigt og jeg kan huske at han altid var forarget når vi landede hjemme hos ham og hans nye kone om fredagen og var DØDtrætte - han forstod simpelthen ikke at børn ER trætte efter en lang uge i skole og "fritter" så han brokkede sig over at vi nok ikke kom i seng i ordentlig tid hjemme hos min mor.

Vi holdt efterhånden på med at aftale noget med vennerne fordi vi reserverede tiden i hans weekender til at være sammen med HAM. Desværre kunne han ikke sige det samme og han tog sommetider på jagt hele lørdagen, og hvis han var hjemme så kunne han ikke forstå hvorfor vi ikke bare "gik ud og legede" men altid sad indenfor og hang. Han fattede simpelthen ikke hvad der foregik i hans egne børn - fordi han ikke kendte dem godt nok.

Først 8 år efter skilsmissen forsøgte de sig en periode med at have os hver 3.uge. Det fungerede fint, men fra 15 og 13 årsalderen skulle jeg og søs pludselig selv bestemme hvilke uger vi ville være der og så droppede vi det ret hurtigt. Det var simpelthen for anstrengende at bo derude.

I dag er der en tydelig distance mellem os og jeg får kvalme når han (og hans kone) udtaler sig om hvordan det er at have børn, opdragelse m.m. for jeg mener ikke de har en anelse om hvad det i virkeligheden vil sige...

Jeg synes der er store ulemper ved at fædrene aldrig får lov at være den der vækker og sender afsted i skole og modtager ungerne om aftenen igen og oplever hverdagslivet.

Mvh

Rosa