BlyViol skriver:
jeg er nok ikke den eneste der sidder og føler mig en lille smule "forladt" af veninderne.
Da jeg blev gravid synes de alle sammen at det var ihh og åhh så spændende, og det var hyggeligt at kigge babytøj og snakke navne, men jeg skal da lige love for der ikke gik ret længe før dét ikke var sjovt længere.
Det er selvfølgelig meget naturligt at en ung kvinde på 19/20 år ikke finder der interessant i længden at høre om graviditet og babyudstyr, men jeg gider da heller ikke høre om gårsdagens bytur fra kl. 20 til 7 næste morgen, men jeg lytter sgu da interesseret alligevel, for det er jo deres interesser lige nu. Og selvom jeg ikke er helt up to date med, hvem der kommer sammen med hvem og hvilken paradise stjerne, der besæger byens diskotek som gæstebartender, så prøver jeg alligevel at snakke med - for det er jo mine veninder, og jeg vil da gøre hvad jeg kan for at vi skal bevare vores venskaber.
men synes ikke det kører begge veje 
- er jeg total selvynkende og hormonella-egoistisk lige nu? skal jeg læne mig tilbage og tænke, "de skal nok komme tilbage"?
Jeg er sygemeldt og har tid HVER DAG til at de kommer forbi og siger hej, eller jeg smutter over forbi dem, men hver gang vi laver en eller anden form for aftale, så holder de den af en eller anden latterlig grund ikke. Er pisse træt af det, ren ud sagt. Har tilbage en veninde som jeg har kendt i 11 år, en veninde fra handelsskolen, og en fra gymnasiet som jeg jævnligt holder kontakt med. og det er dejligt, men de kan jo heller ikke hoppe og springe bare de tre, og det er kun den ene som bor her i byen, de andre hhv. 50 og 300 km væk..
what to do fellow women?? vente på der hopper en mødregruppe i armene på mig og nogle "ligesindede" (tænker på nogen som også har børn el. er gravide) fra ex. babysvømning og gymnastik??
Eller hvad skal jeg lige stille op?? Håber I kan komme med lidt gode ideer til hvordan jeg lige for udvidet min venindekreds lidt igen, savner at have nogle at snakke med, som ikke er familie eller min kæreste!
knus Mitzie 28+6 og en lille smule ked af det i dag...
Hmm jeg har oplevet noget lignende
jeg blev dog ikke gravid men syg, så jeg kunne ikke være med i byen og lave de ting de gjorde, og når mna ikke er en del af det liv de havde, så kom man hurtigt på sidelinjen og togen kører bare videre ud af et sidespor derfra.
Det er jo nok en smule anderledes når man er gravid, nu er de fleste jeg kender i baby-årene, hvor alle omkring en får eller ønsker børn, men de venner jeg havde før hen røg ud, har kun få venner i dag, nogle nye, og sætter meget pris på de venskaber jeg så har, det andet kunne jeg slet ikke bruge til noget i længden selvom det var hårdt at man blev skubbet ud.
jeg har det bedre uden, fremfor det hele kun kører den ene vej.
jeg kan godt forstå skuffelsen, har selv været det igennem, og kommer mange følelser op i en, vil ikke råde dig til hvad du skal gøre, men har fortalt hvad jeg måtte gøre, men find ud af hvad der er vigtigste for dig, og om du kan leve med sådanne "venskaber"
for mig er få men meget gode venskaber meget mere værd, end mange venner som aldrig er der
