Skouboe skriver:
Det gør du - eller du læser det ihvertfald ikke som det er ment...
Jeg skal prøve at tydeliggøre hvad jeg mener.
Bortset fra dine vendingsforsøg kan du ikke gøre hverken fra eller til for at undgå KS. Det er noget du ikke kan styre, uanset hvor uretfærdigt du synes det er og hvor ked af det du bliver. Det er jeg sikker på at du godt er klar over.
Hvad jeg prøvede at sige til dig var at den eneste ting i det her du KAN styre er hvordan du vælger at opfatte tingene, og så længe du "hænger fast" i følelserne af hvor uretfærdigt du synes det er, og hvor gerne du vil føde naturligt, vil du blive ved med at være ked af det.
Det jeg gerne ville have dig til at tænke lidt over er hvad du kan gøre for at prøve at slippe de følelser - for din egen skyld. Hvis du kan finde en måde at give slip på, betyder det at du kan komme videre og måske endda nå til et punkt hvor du er OK med at det bliver KS.
Hvis du kan nå dertil er du rent faktisk sluppet af med den begrænsning dine forventninger og skuffede følelser har sat for dig - det betyder ikke noget længere.
Giver det bedre mening?
giver mening, men jeg er stadig SLET ikke enig med dig.
Har i flere uger været forberedt på ks - netop fordi de gav hende så lile chance for vending allerede da jeg var 30 uger henne 
Men uanset om jeg accepterer ks som min fødsel eller ej, vil jeg til den dag hun ligger på min mave håbe og ønske at hun mirakuløst vender sig, og hvis hun er vendt den dag jeg har tid til pks, beder jeg dem om ikke at skære! 
Derved ikke sagt at jeg ikke accepterer det HVIS det ender med kejsersnit - mener jeg også at have skrevet hele vejen igennem - men jeg ville være rigtig ked af det, jo!
Som jeg også skrev i mit indlæg til at starte med, var jeg vildt frustreret da jeg kom hjem (det er naturligvis bedre nu), og jeg havde brug for en tudedag. Derfor undrer dit svar mig, da du ikke skriver noget jeg ikke selv har givet udtryk for i de 2 seneste dages indlæg.
Knus
