Tin skriver:
På ingen måde. Som jeg skrev i starten er det begges ansvar. Men i starten blev det udlagt som at elskerinden, slet ingen skyld havde og hende skulle man ikke bearbejde en mand der rendte efter hende.
Det er egentlig mere det, jeg synes, er fuldstændig malplaceret! Selvfølgelig er begge ansvarlige . Og jeg mener forsat at du burde have krævet at han tog ansvar for både det faktum at du blev gravid og endnu mere, at du fik en abort.
Hvad lærte han af det?;Han havde 2 kvinder i hans liv, der bare lod ham træde hen over dem begge. At hans kone så vælger heller ikke at drage ham til ansvar , er hendes valg. Men det ville forsat undre mig meget, hvis hun ikke forsat er mærket af hele affæren.
Jeg smed min mand gennem næsten 30 år ud! Der gik lige præcis 3 min fra jeg opdagede det, til han var ude af vores fælles hjem.
Derefter brød jeg sammen, reagerede, mistede vores hjem på tvangsauktion med deraf kæmpe gæld fremadrettet.skulle finde nyt hjem i kaosset, og samtidig forsøge at samle mine unger op. Unger som følte at deres hele barndom havde været en løgn. For hvem var deres far egentlig.
Jeg synes der tages alt for let på de konsekvenser som utroskab har. Bare vi kan fritage elskerinden, så går det nok.
Jeg er efterhånden landet på benene igen. Det har taget tid. Og jeg hader stadig deres far for at påføre vores familie dette. Én ting er at sige, det her fungere ikke, jeg vil skilles...en anden ting er at gå ud og søge andre græsgange før men har afsluttet det forhold man er i. Jeg ville da aldrig havde tvunget ham til at blive. Det stod ham frit for at tage snakken med mig. Men det gjorde han ikke. Det er altid et valg. Både fra elskerinden og fra manden. Et valg som man bør vide, har kæmpe konsekvenser! Og jeg hader at se, at man bare tager let på de svigt og de mén man så må bære med sig, måske resten af livet.
Mit selvværd, ja hele min psyke blev smadret. Var jeg ikke mere værd!?
Jeg hadede alle mænd efterfølgende. Så utroskab alle vegne. Men har nu mødt en ny mand...jeg stoler ikke på ham, pga hvad jeg blev udsat for. Det er pisse synd for ham faktisk. For han vil gøre alt det bedste for mig og mine unger. Jeg havde ikke forventet ny kærlighed og jeg skal lige lære at tage imod den igen. Men med små skridt, så kommer jeg nok i mål - men det har for altid forandret hvem jeg er.
Traditionelt synes jeg udgangspunktet har været. Bebrejd elskerinden og ikke manden. Et af de mere bizarre tilfælde var da Bill Clinton havde en affære med Monica Levinsky. Hun blev jo udskammet og latterliggjort - på internationalt TV. Og ja, det var da hendes eget ansvar at sige nej. Men Mr. President burde nok også være holdt mere til moralsk ansvar end han blev.
Jeg forstår godt din pointe om, at jeg burde have holdt ham ansvarlig. Men det er faktisk en af de ting, jeg er mest stolt af. At jeg træf beslutningen selv og kom videre uden ham i mit liv. Jeg var knap 18 år da affæren startede (han og hans kone er 14 år ældre) og 22, da jeg indså, at det ikke førte til noget. Jeg skulle afgjort ikke have et barn på det tidspunkt - og da slet ikke med ham. Jeg undskylder ikke min ungdom. Og ved ikke om jeg kunne have gjort det samme her 10 år efter, hvis jeg havde stået i samme situation.
Jeg erkender, jeg havde et valg. Men ansvar - og det er svært at formulere på skrift - ansvaret føltes meget abstrakt. Jeg kendte ikke hans kone, havde kun mødt hende kort en gang. Så det ansvar han havde var jo klart mere personligt - det var et menneske han burde elske. Derfor har jeg altid følt og tænkt, at hans ansvar var større end mit.
Jeg sætter pris på, at du har formuleret det så klart, hvad du gik igennem. Som den anden person er man jo ikke vidne til det kaos og den tragedie ægtefællen gennemgår. Jeg forstod det kun på afstand og sløret af mine egne (kaotiske) følelser.
Endte din eks sammen med hende, han havde været utro med? Jeg håber virkelig, at du kan finde lykke med ham, du har mødt.
