Affære med en gift i mand - i snart to år

Jeg har været "den anden" (i 4 år) og i mit tilfælde blev konen sammen med sin mand og bebrejdede kun mig. Hun synes nærmest det var lidt synd for ham, at jeg havde lokket ham i fordærv. Jeg endte det selv med ham og da han ikke ville lade mig være kontaktede jeg hans kone. Jeg er bestemt klar over, at jeg har et ansvar i den situation. Men her mange år efter er jeg overbevist om, at det ikke havde noget med mig at gøre. Havde det ikke været mig havde han med garanti fundet en anden. Og det kunne man få tanken er det samme, der gør sig gældende for TS. Derfor kan det godt være, at manden holder af en. Min affære partner fortalte hyppigt, at han elskede mig og helt sikkert ville blive skilt. Jeg var desværre dum og troede på - fordi jeg var glad for ham. Det var først efter de 4 år var gået, at jeg indså det var en dead-end. 

Netop - havde det ikke været dig, så havde det været en anden.

Så længe der er kvinder , der muliggøre at gifte mænd, kan have flere partnere - så bliver mænd (og kvinder) ved med at ødelægge (oftest) andre kvinder der kun har et ønske om selv at beslutte og tage deres egne valg om deres eget liv.

Jeg tør med ret stor sikkerhed sige , at det ægteskab du kom i midten af, ikke fungere og aldrig kommer til at fungere , som før du kom ind i det.

Det er så alt ødelæggende. Og der er så mange ofre i det, ikke mindst hvis der også er børn. At hun er sur på kun dig...det tvivler jeg stærkt på. Hun kommer til at leve med mistro til ham, i resten af deres ægteskab.

Det kan da godt være, at hun lader det gå ud over dig, men smerten er hendes. Du har intet mistet, for du har intet haft at miste.

Jeg har ikke og får aldrig sympati for hverken de kvinder, der kommer i midten af et ægteskab eller de mænd, der ikke har kugler nok til at vælge noget fra, før de tager fat i noget nyt.

Tin skriver:

Netop - havde det ikke været dig, så havde det været en anden.

Så længe der er kvinder , der muliggøre at gifte mænd, kan have flere partnere - så bliver mænd (og kvinder) ved med at ødelægge (oftest) andre kvinder der kun har et ønske om selv at beslutte og tage deres egne valg om deres eget liv.

Jeg tør med ret stor sikkerhed sige , at det ægteskab du kom i midten af, ikke fungere og aldrig kommer til at fungere , som før du kom ind i det.

Det er så alt ødelæggende. Og der er så mange ofre i det, ikke mindst hvis der også er børn. At hun er sur på kun dig...det tvivler jeg stærkt på. Hun kommer til at leve med mistro til ham, i resten af deres ægteskab.

Det kan da godt være, at hun lader det gå ud over dig, men smerten er hendes. Du har intet mistet, for du har intet haft at miste.

Jeg har ikke og får aldrig sympati for hverken de kvinder, der kommer i midten af et ægteskab eller de mænd, der ikke har kugler nok til at vælge noget fra, før de tager fat i noget nyt.

 

 

Ingen beder dig om at have sympati for mig eller andre i den situation. 

Du lægger dig jo også op ad "bebrejd kvinden": Hvis en gift mand lægger an på mig er det mit ansvar at sige nej. Fordi jeg ellers muliggør, at en gift mand kan have flere partnere. Hvorfor er det ikke den gifte mand, der bare skal lade være med at vise interesse for andre kvinder? 

Jeg mistede faktisk en del - jeg blev gravid og valgte en abort (det var ikke et svært valg - men jo ikke skide sjovt). Fortalte ham aldrig om det. Men ja, det var der, jeg stoppede det og fortalte hans kone om affæren.

Anonym skriver:

Ingen beder dig om at have sympati for mig eller andre i den situation. 

Du lægger dig jo også op ad "bebrejd kvinden": Hvis en gift mand lægger an på mig er det mit ansvar at sige nej. Fordi jeg ellers muliggør, at en gift mand kan have flere partnere. Hvorfor er det ikke den gifte mand, der bare skal lade være med at vise interesse for andre kvinder? 

Jeg mistede faktisk en del - jeg blev gravid og valgte en abort (det var ikke et svært valg - men jo ikke skide sjovt). Fortalte ham aldrig om det. Men ja, det var der, jeg stoppede det og fortalte hans kone om affæren.

Undskyld, men at du blev gravid og valgte en abort uden at holde han ansvarlig , er da forsat din egen skyld og ansvar.

Jeg lægger bestemt ikke til at det er kvindes skyld. Tilgengæld pointerer jeg ret meget at både manden og elskerinden er ansvarlig. Ingen af dem kan fritages for det! 

Men ...og nu peger jeg på mange mænd, der slet ikke er sådan, men så mange mænd tænker kun med en ting og det vidste den mand du tog, jo også ret tydeligt. Så hvis kvinder nu bare lukkede benene, for andre kvinders mænd - så ville det hele være lidt nemmere og vi så måske ikke nær så mange skilsmisse børn, hvis elskerinden bad ham daffe hjem og tage ansvar først. Dermed er begge ansvarlige! Kvinden for at sige nej tak og manden for den familie han selv har valgt at skabe! 

At du blev gravid, gik til konen, stoppede det efter 4 FIRE ÅR!!? What ever det er pisse ligegyldigt for I har ødelagt hende resten af hendes! Håber det var det værd!

Tin skriver:

Undskyld, men at du blev gravid og valgte en abort uden at holde han ansvarlig , er da forsat din egen skyld og ansvar.

 

Jeg lægger bestemt ikke til at det er kvindes skyld. Tilgengæld pointerer jeg ret meget at både manden og elskerinden er ansvarlig. Ingen af dem kan fritages for det! 

Men ...og nu peger jeg på mange mænd, der slet ikke er sådan, men så mange mænd tænker kun med en ting og det vidste den mand du tog, jo også ret tydeligt. Så hvis kvinder nu bare lukkede benene, for andre kvinders mænd - så ville det hele være lidt nemmere og vi så måske ikke nær så mange skilsmisse børn, hvis elskerinden bad ham daffe hjem og tage ansvar først. Dermed er begge ansvarlige! Kvinden for at sige nej tak og manden for den familie han selv har valgt at skabe! 

At du blev gravid, gik til konen, stoppede det efter 4 FIRE ÅR!!? What ever det er pisse ligegyldigt for I har ødelagt hende resten af hendes! Håber det var det værd!

"Så hvis kvinder nu bare lukkede benene for andre kvinders mænd - så ville det hele være lidt nemmere...".
Igen - jeg mener personligt, det ville være nemmere, hvis gifte mænd ikke lagde an på andre end den kvinde, han nu har valgt at være gift med. 

Enig - det er ligegyldigt i dag. Jeg er gift med en fantastisk mand og har et barn med ham. Jeg er oprigtigt talt ligeglad med, hvordan de har det sammen i dag (10+ år senere). 

Den her debat skaber meget diskussion. Det er spændende at læse jeres forskellige svar på min personlige problematik - desværre kan jeg jo se jeg ikke er ene om at stå i det. Andre har været der. ‘Min affære’ tog også initiativet - fuldstændig uden jeg havde set den komme, selvom jeg altid har tænkt han var sjov, mystisk og spændende og en flot mand. Derfor var fristelsen for stor - en kæmpe overscoring følte jeg. Og tænk sig, hvis jeg var mere end bare sex …. Den del arbejder jeg så på, på min egen stile måde, at finde ud af med ham. Tak for alle jeres bud. Husk at tale pænt om og til hinanden ….. det skylder vi hinanden herinde synes jeg. Uanset om man står i sorg, skam, glæde, frustration eller noget helt andet. Folk rækker ud herinde, fordi det ofte er for svært i det virkelige liv. En dag er det måske dig, der står i noget kæmpe shit og gerne vil høre alle meninger fra alle lag i samfundet. Men man kan altid ytre den pænt og med respekt

Jeg går ikke ind for eller har sympati for utroskab. Det tror jeg egentlig ikke, at mange gør eller har - heller ikke de utro selv. Der er lige så mange historier bag og bevæggrunde for utroskab, som der er mennesker, der er deres partner utro. 
Derfor ryster jeg lidt på hovedet over alle de simplificerede og unuancerede påstande om utroskab. 

“En gang utro, altid utro”. Næ. Personligt kender jeg til flere, som kun har været utro én gang - enten som i kun et eneste tilfælde eller i form af én længerevarende affære. Et onenightstand i fuldskab, efterfulgt af dyb fortrydelse og skam. Et lyn, der slog ned og førte til skilsmisse og derefter et monogamt (og lykkeligt) forhold resten af livet. Et menneske i et godt ægteskab, som alligevel manglede noget og i en periode af sit liv sås fast med en sexpartner for efterfølgende aldrig at gentage det. 
Jeg ser oftest den med “en gang - altid” brugt over for elskerinder eller elskere, som lige skal vide, at hvis de “får” manden eller kvinden til slut, så kan de være sikre på, at de også bliver bedraget af ham eller hende en dag, for “sådan er hans/hendes slags”. Men der er ikke én slags. 

“Hvis det ikke var dig, ville det være en anden.” Næ, det er langt fra sikkert. Hvis han/hun systematisk opsøger og har affærer, så ja - for så er det selve utroskaben, der trækker - men han/hun kan også once in a lifetime møde én, hvor fristelsen er for stor. Nogle gange kan det endda være den helt store kærlighed. 

“Sådan én tænker kun med p*kken”. Nogle gør. Andre søger nærvær og opmærksomhed eller forelsker sig eller længes efter at opleve intens lidenskab bare én gang til. 

Jeg forsvarer ikke utroskab - som allerede nævnt. Og jeg er på ingen måde blind for, hvor smertefuldt det er for dem, der bliver bedraget eller hvor illoyalt, det er at gå bag sin partners ryg. Det er bare ikke dét eller dem, jeg lige hér beskæftiger mig med. 
Og det undrer mig virkelig, hvorfra behovet for at gøre de utro til stereotyper, som alle handler ens og med samme motivation, kommer. 
Selve handlingen er skiderik-agtig og ussel over for partneren. Men den utro er ikke altid en ussel skiderik som person, og langt fra alle er “serie-utro”. 
Ved drab er de fleste i stand til at rumme og acceptere, at selvom handlingen er frygtelig, så er der kolossal forskel på motiv - og på drabsmænd. På seriemorderen og på kvinden, der slår sin voldelige mand ihjel - på rockerlikvideringen og på medlidenhedsdrabet - på det kynisk planlagte mord og på det, der sker i affekt. 
Kan man så for alvor tro på, at alle sidespring og alle utro personer bunder i kroniske og uforbederlige karakterbrister? 

Og én gang til: Hvis nogen læser dette som en forsvarstale eller en undskyldning for utroskab, så læs igen. 

Mennesker og handlinger begået af mennesker er komplekse. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg går ikke ind for eller har sympati for utroskab. Det tror jeg egentlig ikke, at mange gør eller har - heller ikke de utro selv. Der er lige så mange historier bag og bevæggrunde for utroskab, som der er mennesker, der er deres partner utro. 
Derfor ryster jeg lidt på hovedet over alle de simplificerede og unuancerede påstande om utroskab. 

“En gang utro, altid utro”. Næ. Personligt kender jeg til flere, som kun har været utro én gang - enten som i kun et eneste tilfælde eller i form af én længerevarende affære. Et onenightstand i fuldskab, efterfulgt af dyb fortrydelse og skam. Et lyn, der slog ned og førte til skilsmisse og derefter et monogamt (og lykkeligt) forhold resten af livet. Et menneske i et godt ægteskab, som alligevel manglede noget og i en periode af sit liv sås fast med en sexpartner for efterfølgende aldrig at gentage det. 
Jeg ser oftest den med “en gang - altid” brugt over for elskerinder eller elskere, som lige skal vide, at hvis de “får” manden eller kvinden til slut, så kan de være sikre på, at de også bliver bedraget af ham eller hende en dag, for “sådan er hans/hendes slags”. Men der er ikke én slags. 

“Hvis det ikke var dig, ville det være en anden.” Næ, det er langt fra sikkert. Hvis han/hun systematisk opsøger og har affærer, så ja - for så er det selve utroskaben, der trækker - men han/hun kan også once in a lifetime møde én, hvor fristelsen er for stor. Nogle gange kan det endda være den helt store kærlighed. 

“Sådan én tænker kun med p*kken”. Nogle gør. Andre søger nærvær og opmærksomhed eller forelsker sig eller længes efter at opleve intens lidenskab bare én gang til. 

Jeg forsvarer ikke utroskab - som allerede nævnt. Og jeg er på ingen måde blind for, hvor smertefuldt det er for dem, der bliver bedraget eller hvor illoyalt, det er at gå bag sin partners ryg. Det er bare ikke dét eller dem, jeg lige hér beskæftiger mig med. 
Og det undrer mig virkelig, hvorfra behovet for at gøre de utro til stereotyper, som alle handler ens og med samme motivation, kommer. 
Selve handlingen er skiderik-agtig og ussel over for partneren. Men den utro er ikke altid en ussel skiderik som person, og langt fra alle er “serie-utro”. 
Ved drab er de fleste i stand til at rumme og acceptere, at selvom handlingen er frygtelig, så er der kolossal forskel på motiv - og på drabsmænd. På seriemorderen og på kvinden, der slår sin voldelige mand ihjel - på rockerlikvideringen og på medlidenhedsdrabet - på det kynisk planlagte mord og på det, der sker i affekt. 
Kan man så for alvor tro på, at alle sidespring og alle utro personer bunder i kroniske og uforbederlige karakterbrister? 

Og én gang til: Hvis nogen læser dette som en forsvarstale eller en undskyldning for utroskab, så læs igen. 

Mennesker og handlinger begået af mennesker er komplekse. 

Du er en gave for baby.dk 

jeg forstår præcist hvad du skriver og jeg læser med nysgerrighed og respekt altid dine svar herinde. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg går ikke ind for eller har sympati for utroskab. Det tror jeg egentlig ikke, at mange gør eller har - heller ikke de utro selv. Der er lige så mange historier bag og bevæggrunde for utroskab, som der er mennesker, der er deres partner utro. 
Derfor ryster jeg lidt på hovedet over alle de simplificerede og unuancerede påstande om utroskab. 

“En gang utro, altid utro”. Næ. Personligt kender jeg til flere, som kun har været utro én gang - enten som i kun et eneste tilfælde eller i form af én længerevarende affære. Et onenightstand i fuldskab, efterfulgt af dyb fortrydelse og skam. Et lyn, der slog ned og førte til skilsmisse og derefter et monogamt (og lykkeligt) forhold resten af livet. Et menneske i et godt ægteskab, som alligevel manglede noget og i en periode af sit liv sås fast med en sexpartner for efterfølgende aldrig at gentage det. 
Jeg ser oftest den med “en gang - altid” brugt over for elskerinder eller elskere, som lige skal vide, at hvis de “får” manden eller kvinden til slut, så kan de være sikre på, at de også bliver bedraget af ham eller hende en dag, for “sådan er hans/hendes slags”. Men der er ikke én slags. 

“Hvis det ikke var dig, ville det være en anden.” Næ, det er langt fra sikkert. Hvis han/hun systematisk opsøger og har affærer, så ja - for så er det selve utroskaben, der trækker - men han/hun kan også once in a lifetime møde én, hvor fristelsen er for stor. Nogle gange kan det endda være den helt store kærlighed. 

“Sådan én tænker kun med p*kken”. Nogle gør. Andre søger nærvær og opmærksomhed eller forelsker sig eller længes efter at opleve intens lidenskab bare én gang til. 

Jeg forsvarer ikke utroskab - som allerede nævnt. Og jeg er på ingen måde blind for, hvor smertefuldt det er for dem, der bliver bedraget eller hvor illoyalt, det er at gå bag sin partners ryg. Det er bare ikke dét eller dem, jeg lige hér beskæftiger mig med. 
Og det undrer mig virkelig, hvorfra behovet for at gøre de utro til stereotyper, som alle handler ens og med samme motivation, kommer. 
Selve handlingen er skiderik-agtig og ussel over for partneren. Men den utro er ikke altid en ussel skiderik som person, og langt fra alle er “serie-utro”. 
Ved drab er de fleste i stand til at rumme og acceptere, at selvom handlingen er frygtelig, så er der kolossal forskel på motiv - og på drabsmænd. På seriemorderen og på kvinden, der slår sin voldelige mand ihjel - på rockerlikvideringen og på medlidenhedsdrabet - på det kynisk planlagte mord og på det, der sker i affekt. 
Kan man så for alvor tro på, at alle sidespring og alle utro personer bunder i kroniske og uforbederlige karakterbrister? 

Og én gang til: Hvis nogen læser dette som en forsvarstale eller en undskyldning for utroskab, så læs igen. 

Mennesker og handlinger begået af mennesker er komplekse. 

"Jeg går ikke ind for eller har sympati for utroskab. Det tror jeg egentlig ikke, at mange gør eller har - heller ikke de utro selv."

Nej - men både de utro og deres elsker/inder har et valg - det har hverken konen eller de eventuelle børn!

Udover det kan jeg sagtens følge dig.

Det er altid at valg at være utro! Og at nogle er det igen og igen, eller bare med den eneste ene - det ændre ikke på, at det er et valg, som de to tager,både for den selv, men også for deres eventuelle mand/kone.

Der er trods alt en del mennesker, der vælger familien fra FØR de vælger noget andet til.

Mor og meget mere skriver:

Jeg går ikke ind for eller har sympati for utroskab. Det tror jeg egentlig ikke, at mange gør eller har - heller ikke de utro selv. Der er lige så mange historier bag og bevæggrunde for utroskab, som der er mennesker, der er deres partner utro. 
Derfor ryster jeg lidt på hovedet over alle de simplificerede og unuancerede påstande om utroskab. 

“En gang utro, altid utro”. Næ. Personligt kender jeg til flere, som kun har været utro én gang - enten som i kun et eneste tilfælde eller i form af én længerevarende affære. Et onenightstand i fuldskab, efterfulgt af dyb fortrydelse og skam. Et lyn, der slog ned og førte til skilsmisse og derefter et monogamt (og lykkeligt) forhold resten af livet. Et menneske i et godt ægteskab, som alligevel manglede noget og i en periode af sit liv sås fast med en sexpartner for efterfølgende aldrig at gentage det. 
Jeg ser oftest den med “en gang - altid” brugt over for elskerinder eller elskere, som lige skal vide, at hvis de “får” manden eller kvinden til slut, så kan de være sikre på, at de også bliver bedraget af ham eller hende en dag, for “sådan er hans/hendes slags”. Men der er ikke én slags. 

“Hvis det ikke var dig, ville det være en anden.” Næ, det er langt fra sikkert. Hvis han/hun systematisk opsøger og har affærer, så ja - for så er det selve utroskaben, der trækker - men han/hun kan også once in a lifetime møde én, hvor fristelsen er for stor. Nogle gange kan det endda være den helt store kærlighed. 

“Sådan én tænker kun med p*kken”. Nogle gør. Andre søger nærvær og opmærksomhed eller forelsker sig eller længes efter at opleve intens lidenskab bare én gang til. 

Jeg forsvarer ikke utroskab - som allerede nævnt. Og jeg er på ingen måde blind for, hvor smertefuldt det er for dem, der bliver bedraget eller hvor illoyalt, det er at gå bag sin partners ryg. Det er bare ikke dét eller dem, jeg lige hér beskæftiger mig med. 
Og det undrer mig virkelig, hvorfra behovet for at gøre de utro til stereotyper, som alle handler ens og med samme motivation, kommer. 
Selve handlingen er skiderik-agtig og ussel over for partneren. Men den utro er ikke altid en ussel skiderik som person, og langt fra alle er “serie-utro”. 
Ved drab er de fleste i stand til at rumme og acceptere, at selvom handlingen er frygtelig, så er der kolossal forskel på motiv - og på drabsmænd. På seriemorderen og på kvinden, der slår sin voldelige mand ihjel - på rockerlikvideringen og på medlidenhedsdrabet - på det kynisk planlagte mord og på det, der sker i affekt. 
Kan man så for alvor tro på, at alle sidespring og alle utro personer bunder i kroniske og uforbederlige karakterbrister? 

Og én gang til: Hvis nogen læser dette som en forsvarstale eller en undskyldning for utroskab, så læs igen. 

Mennesker og handlinger begået af mennesker er komplekse. 

Jeg er meget enig i det, du skriver. 

Jeg har selv haft en affære med en gift mand. Men jeg har aldrig selv været utro. Og jeg har heller ikke selv sympati for utroskab - heller ikke for mine egne handlinger dengang. Til gengæld forstår jeg godt, hvorfor jeg havnede i den situation. Du har helt ret i, at der er så mange forskellige årsager og bevæggrunde til utroskab. Og ja der er sikkert nogen, der gør det konsekvent gennem livet mens andre gør det én gang og aldrig igen. Jeg er også enig i, at det bliver for simpelt at sige "de tænker med P*kken og kvinder bør ikke sprede benene så sker det ikke". Det er et underligt udgangspunkt - at mænd er så primitive, at det må være kvindens ansvar at sørge for, han ikke er sin kone utro. 

Jeg var oprigtigt forelsket i den mand, jeg mødte. Og lullede mig selv ind i den overbevisning, at han snart ville gå fra hende (der var ingen af de få venner, jeg fortalte om det som troede på, han ville gå - det fik de ret i). Men jeg ved han elskede mig. Og jeg ved, han legede med tanken om at forlade sin kone. Jeg har ikke fornemmelsen af, at han ville have været sammen med hvem som helst. Men i sidste ende valgte han at blive. Og det gjorde hun også. De har tre børn sammen, hvilket gjorde udslaget for dem begge. 

Anonym skriver:

"Så hvis kvinder nu bare lukkede benene for andre kvinders mænd - så ville det hele være lidt nemmere...".
Igen - jeg mener personligt, det ville være nemmere, hvis gifte mænd ikke lagde an på andre end den kvinde, han nu har valgt at være gift med. 

Enig - det er ligegyldigt i dag. Jeg er gift med en fantastisk mand og har et barn med ham. Jeg er oprigtigt talt ligeglad med, hvordan de har det sammen i dag (10+ år senere). 

 

Så du har bidraget til at ødelægge et forhold og er bare helt ligeglad i dag ? Selvom det er 10 år siden burde du da stadig have en meget grim smag i munden