Affære med en gift i mand - i snart to år

Mor og meget mere skriver:

Jeg går ikke ind for eller har sympati for utroskab. Det tror jeg egentlig ikke, at mange gør eller har - heller ikke de utro selv. Der er lige så mange historier bag og bevæggrunde for utroskab, som der er mennesker, der er deres partner utro. 
Derfor ryster jeg lidt på hovedet over alle de simplificerede og unuancerede påstande om utroskab. 

“En gang utro, altid utro”. Næ. Personligt kender jeg til flere, som kun har været utro én gang - enten som i kun et eneste tilfælde eller i form af én længerevarende affære. Et onenightstand i fuldskab, efterfulgt af dyb fortrydelse og skam. Et lyn, der slog ned og førte til skilsmisse og derefter et monogamt (og lykkeligt) forhold resten af livet. Et menneske i et godt ægteskab, som alligevel manglede noget og i en periode af sit liv sås fast med en sexpartner for efterfølgende aldrig at gentage det. 
Jeg ser oftest den med “en gang - altid” brugt over for elskerinder eller elskere, som lige skal vide, at hvis de “får” manden eller kvinden til slut, så kan de være sikre på, at de også bliver bedraget af ham eller hende en dag, for “sådan er hans/hendes slags”. Men der er ikke én slags. 

“Hvis det ikke var dig, ville det være en anden.” Næ, det er langt fra sikkert. Hvis han/hun systematisk opsøger og har affærer, så ja - for så er det selve utroskaben, der trækker - men han/hun kan også once in a lifetime møde én, hvor fristelsen er for stor. Nogle gange kan det endda være den helt store kærlighed. 

“Sådan én tænker kun med p*kken”. Nogle gør. Andre søger nærvær og opmærksomhed eller forelsker sig eller længes efter at opleve intens lidenskab bare én gang til. 

Jeg forsvarer ikke utroskab - som allerede nævnt. Og jeg er på ingen måde blind for, hvor smertefuldt det er for dem, der bliver bedraget eller hvor illoyalt, det er at gå bag sin partners ryg. Det er bare ikke dét eller dem, jeg lige hér beskæftiger mig med. 
Og det undrer mig virkelig, hvorfra behovet for at gøre de utro til stereotyper, som alle handler ens og med samme motivation, kommer. 
Selve handlingen er skiderik-agtig og ussel over for partneren. Men den utro er ikke altid en ussel skiderik som person, og langt fra alle er “serie-utro”. 
Ved drab er de fleste i stand til at rumme og acceptere, at selvom handlingen er frygtelig, så er der kolossal forskel på motiv - og på drabsmænd. På seriemorderen og på kvinden, der slår sin voldelige mand ihjel - på rockerlikvideringen og på medlidenhedsdrabet - på det kynisk planlagte mord og på det, der sker i affekt. 
Kan man så for alvor tro på, at alle sidespring og alle utro personer bunder i kroniske og uforbederlige karakterbrister? 

Og én gang til: Hvis nogen læser dette som en forsvarstale eller en undskyldning for utroskab, så læs igen. 

Mennesker og handlinger begået af mennesker er komplekse. 

Hvis det ikke er en forsvarstale for utroskab, så ved jeg ikke hvad det er..

Hvis man en gang har været så kold og kynisk et menneske og total ligeglad med sin partner at man vælge at knalde med en anden, så skal du ikke fortælle mig at der er væsentlig kortere til det anden gang, og dermed passer begrebet fint med en gang utro altid utro eller i hvertfald en stærk sensynlighed for at gøre det igen. Nøjagtig lige som vold i et ægteskab. Hvis en mand/kvinde en gang har slået skal du ikke forvente det stopper igen 

Og "jeg kender mange som kun har været utro en gang" - det ved du vel i princippet ikke noget om, folk behøver ikke fortælle dig alt

Så du har bidraget til at ødelægge et forhold og er bare helt ligeglad i dag ? Selvom det er 10 år siden burde du da stadig have en meget grim smag i munden

Jeg skrev, jeg er ligeglad med hvordan de har det sammen i dag. De valgte at blive sammen trods hans utroskab. Det er deres sag og interesserer mig ikke.

Anonym skriver:

Hvis det ikke er en forsvarstale for utroskab, så ved jeg ikke hvad det er..

Hvis man en gang har været så kold og kynisk et menneske og total ligeglad med sin partner at man vælge at knalde med en anden, så skal du ikke fortælle mig at der er væsentlig kortere til det anden gang, og dermed passer begrebet fint med en gang utro altid utro eller i hvertfald en stærk sensynlighed for at gøre det igen. Nøjagtig lige som vold i et ægteskab. Hvis en mand/kvinde en gang har slået skal du ikke forvente det stopper igen 

Og "jeg kender mange som kun har været utro en gang" - det ved du vel i princippet ikke noget om, folk behøver ikke fortælle dig alt

Jeg kunne sagtens have skrevet ud for hvert eneste eksempel, at baggrunden eller situationen ikke ændrer på, at utroskaben er/var en uacceptabel, ussel og forkastelig handling. Jeg formodede, at det fremgik tilstrækkeligt af helheden, men understreger det gerne igen. 

For den, der er blevet svigtet, er det fuldt forståeligt og legitimt at opfatte samtlige, der er eller har været utro, som kolde og kyniske mennesker, der er ligeglade med deres partner. For andre er det interessant at se bagom den handling, som langt de fleste af os finder forkastelig, og forsøge at få et mere nuanceret billede af, hvad der kan ligge bag. Ikke for at forsvare eller blåstemple handlingen, men slet og ret for at få en større indsigt i, hvordan - fx - et menneske, der elsker sin partner og på alle andre områder er “ordentlig”, kan have svigtet så grumt. 

Psykologien som videnskab ville have trange kår, hvis én type handling blev kogt ned til “begås kun af kolde og kyniske mennesker,”. Ville det samme så gøre sig gældende for (voksne) mobbere? For drabsmænd? For voldsudøvere? Det ville i hvert fald ikke gøre nogen af os klogere på mennesker og deres handlinger. 

Og jo, jeg ved, at såvel manden, der forlod sit ulykkelige ægteskab for elskerinden som kvinden, der i fuldskab var sin elskede mand utro og efterfølgende fortrød det bitterligt, aldrig var utro igen. Men det står dig frit for at tro, at de igennem deres handling tilhører en helt særlig type af mennesker, som udelukkende defineres af det lort, de har lavet. 

Anonym skriver:

Jeg skrev, jeg er ligeglad med hvordan de har det sammen i dag. De valgte at blive sammen trods hans utroskab. Det er deres sag og interesserer mig ikke.

Det understreger egentlig bare tanken gangen - folk der er eller har været utro og/elsker/inder, er kolde og kyniske mennesker uden empati for andre.

Tænker ikke det er noget at være stolt af.

Tror ikke du er sådan et menneske, men du kommer til at fremstå sådan, når du ikke viser bare en smule medfølelse for den kvinde, hvis liv, sjæl og indre du har ødelagt.

Tin skriver:

Det understreger egentlig bare tanken gangen - folk der er eller har været utro og/elsker/inder, er kolde og kyniske mennesker uden empati for andre.

 

Tænker ikke det er noget at være stolt af.

Tror ikke du er sådan et menneske, men du kommer til at fremstå sådan, når du ikke viser bare en smule medfølelse for den kvinde, hvis liv, sjæl og indre du har ødelagt.

Hvorfor tror du, jeg er stolt af det?
Du har ret - selve oplevelsen har gjort mig mere kynisk som menneske. Jeg troede på, at han ville forlade sin kone - det havde han så aldrig haft til hensigt. Men - som andre også skriver her i denne tråd - det er åbenbart noget en del utro mænd/kvinder siger. Så jeg fik en abort og brød med den mand, jeg dengang troede var den eneste mand, jeg nogensinde kunne elske. Det viste sig jo heldigvis ikke at være tilfældet (jeg var 22 år da affæren sluttede så min erfaring var lidt begrænset på kærlighedsfronten).

Du skrev tidligere, det var min egen skyld og ansvar, at jeg blev gravid og ikke konfronterede ham. Vi gik i seng sammen uden prævention - så det var vores begges ansvar. Jeg valgte ikke at konfrontere ham fordi jeg indså, jeg for min egen skyld skulle langt væk fra ham. At involvere ham i en graviditet og abort ville komplicere det tydligere. 

Jeg ved, de stadig er sammen. Og godt for dem. Men hvorfor skulle deres samliv i dag interesse mig? 

Som jeg skrev fortalte jeg selv konen om hans affære. Vi skrev sammen om det da, hun ville have, jeg skulle sende beviser på affæren, da han jo selvfølgelig benægtede det over for hende. Det gjorde jeg. 
Hun gav den gas med kritikken af mig - og undskyldte fuldstændig sin mand. Han er for svag til at sige nej (lidt som når du undskylder mænd, der kun tænker med de nedre regioner). Hun skulle bare vide, hvor meget han "rendte efter mig".
Men ok - det er lettere at bebrejde en ukendt 3. part end den mand, der burde elske dig og holde sig til dig. Den eneste måde at blive hos en utro ægtefælle er vel at bebrejde den anden person. I dag har hun tilgivet ham nok til at blive sammen med ham. Men ifølge dig er det altså mig, der stadig bærer ansvaret for at have ødelagt hendes liv, sjæl og indre!!

Jeg traf et valg dengang, der tydeligvis var idiotisk. Og det er jo indlysende og åbenlyst ikke noget at være spor stolt af. Men du forekommer mig at være meget mere villig til bebrejde kvinden end manden i disse situationer. 

Anonym skriver:

Hvorfor tror du, jeg er stolt af det?
Du har ret - selve oplevelsen har gjort mig mere kynisk som menneske. Jeg troede på, at han ville forlade sin kone - det havde han så aldrig haft til hensigt. Men - som andre også skriver her i denne tråd - det er åbenbart noget en del utro mænd/kvinder siger. Så jeg fik en abort og brød med den mand, jeg dengang troede var den eneste mand, jeg nogensinde kunne elske. Det viste sig jo heldigvis ikke at være tilfældet (jeg var 22 år da affæren sluttede så min erfaring var lidt begrænset på kærlighedsfronten).

Du skrev tidligere, det var min egen skyld og ansvar, at jeg blev gravid og ikke konfronterede ham. Vi gik i seng sammen uden prævention - så det var vores begges ansvar. Jeg valgte ikke at konfrontere ham fordi jeg indså, jeg for min egen skyld skulle langt væk fra ham. At involvere ham i en graviditet og abort ville komplicere det tydligere. 

Jeg ved, de stadig er sammen. Og godt for dem. Men hvorfor skulle deres samliv i dag interesse mig? 

Som jeg skrev fortalte jeg selv konen om hans affære. Vi skrev sammen om det da, hun ville have, jeg skulle sende beviser på affæren, da han jo selvfølgelig benægtede det over for hende. Det gjorde jeg. 
Hun gav den gas med kritikken af mig - og undskyldte fuldstændig sin mand. Han er for svag til at sige nej (lidt som når du undskylder mænd, der kun tænker med de nedre regioner). Hun skulle bare vide, hvor meget han "rendte efter mig".
Men ok - det er lettere at bebrejde en ukendt 3. part end den mand, der burde elske dig og holde sig til dig. Den eneste måde at blive hos en utro ægtefælle er vel at bebrejde den anden person. I dag har hun tilgivet ham nok til at blive sammen med ham. Men ifølge dig er det altså mig, der stadig bærer ansvaret for at have ødelagt hendes liv, sjæl og indre!!

Jeg traf et valg dengang, der tydeligvis var idiotisk. Og det er jo indlysende og åbenlyst ikke noget at være spor stolt af. Men du forekommer mig at være meget mere villig til bebrejde kvinden end manden i disse situationer. 

Jeg tror du skal ignorere personen der bliver ved med at sige noget imod du du siger.  I kommer ingen vegne 

Anonym skriver:

Hvorfor tror du, jeg er stolt af det?
Du har ret - selve oplevelsen har gjort mig mere kynisk som menneske. Jeg troede på, at han ville forlade sin kone - det havde han så aldrig haft til hensigt. Men - som andre også skriver her i denne tråd - det er åbenbart noget en del utro mænd/kvinder siger. Så jeg fik en abort og brød med den mand, jeg dengang troede var den eneste mand, jeg nogensinde kunne elske. Det viste sig jo heldigvis ikke at være tilfældet (jeg var 22 år da affæren sluttede så min erfaring var lidt begrænset på kærlighedsfronten).

Du skrev tidligere, det var min egen skyld og ansvar, at jeg blev gravid og ikke konfronterede ham. Vi gik i seng sammen uden prævention - så det var vores begges ansvar. Jeg valgte ikke at konfrontere ham fordi jeg indså, jeg for min egen skyld skulle langt væk fra ham. At involvere ham i en graviditet og abort ville komplicere det tydligere. 

Jeg ved, de stadig er sammen. Og godt for dem. Men hvorfor skulle deres samliv i dag interesse mig? 

Som jeg skrev fortalte jeg selv konen om hans affære. Vi skrev sammen om det da, hun ville have, jeg skulle sende beviser på affæren, da han jo selvfølgelig benægtede det over for hende. Det gjorde jeg. 
Hun gav den gas med kritikken af mig - og undskyldte fuldstændig sin mand. Han er for svag til at sige nej (lidt som når du undskylder mænd, der kun tænker med de nedre regioner). Hun skulle bare vide, hvor meget han "rendte efter mig".
Men ok - det er lettere at bebrejde en ukendt 3. part end den mand, der burde elske dig og holde sig til dig. Den eneste måde at blive hos en utro ægtefælle er vel at bebrejde den anden person. I dag har hun tilgivet ham nok til at blive sammen med ham. Men ifølge dig er det altså mig, der stadig bærer ansvaret for at have ødelagt hendes liv, sjæl og indre!!

Jeg traf et valg dengang, der tydeligvis var idiotisk. Og det er jo indlysende og åbenlyst ikke noget at være spor stolt af. Men du forekommer mig at være meget mere villig til bebrejde kvinden end manden i disse situationer. 

På ingen måde. Som jeg skrev i starten er det begges ansvar. Men i starten blev det udlagt som at elskerinden, slet ingen skyld havde og hende skulle man ikke bearbejde en mand der rendte efter hende.

Det er egentlig mere det, jeg synes, er fuldstændig malplaceret! Selvfølgelig er begge ansvarlige . Og jeg mener forsat at du burde have krævet at han tog ansvar for både det faktum at du blev gravid og endnu  mere, at du fik en abort.

Hvad lærte han af det?;Han havde 2 kvinder i hans liv, der bare lod ham træde hen over dem begge. At hans kone så vælger heller ikke at drage ham til ansvar , er hendes valg. Men det ville forsat undre mig meget, hvis hun ikke forsat er mærket af hele affæren.

Jeg smed min mand gennem næsten 30 år ud! Der gik lige præcis 3 min fra jeg opdagede det, til han var ude af vores fælles hjem. 

Derefter brød jeg sammen, reagerede, mistede vores hjem på tvangsauktion med deraf kæmpe gæld fremadrettet.skulle finde nyt hjem i kaosset, og samtidig forsøge at samle mine unger op. Unger som følte at deres hele barndom havde været en løgn. For hvem var deres far egentlig.

Jeg synes der tages alt for let på de konsekvenser som utroskab har. Bare vi kan fritage elskerinden, så går det nok.

Jeg er efterhånden landet på benene igen. Det har taget tid. Og jeg hader stadig deres far for at påføre vores familie dette. Én ting er at sige, det her fungere ikke, jeg vil skilles...en anden ting er at gå ud og søge andre græsgange før men har afsluttet det forhold man er i. Jeg ville da aldrig havde tvunget ham til at blive. Det stod ham frit for at tage snakken med mig. Men det gjorde han ikke. Det er altid et valg. Både fra elskerinden og fra manden. Et valg som man bør vide, har kæmpe konsekvenser! Og jeg hader at se, at man bare tager let på de svigt og de mén man så må bære med sig, måske resten af livet.

Mit selvværd, ja hele min psyke blev smadret. Var jeg ikke mere værd!? 

Jeg hadede alle mænd efterfølgende. Så utroskab alle vegne. Men har nu mødt en ny mand...jeg stoler ikke på ham, pga hvad jeg blev udsat for. Det er pisse synd for ham faktisk. For han vil gøre alt det bedste for mig og mine unger. Jeg havde ikke forventet ny kærlighed og jeg skal lige lære at tage imod den igen. Men med små skridt, så kommer jeg nok i mål - men det har for altid forandret hvem jeg er.

Anonym skriver:

Jeg tror du skal ignorere personen der bliver ved med at sige noget imod du du siger.  I kommer ingen vegne 

Tilgengæld er jeg ikke anonym - jeg tør godt stå ved min mening

Den her debat har taget en drejning der er helt ude af proportioner. Det har aldrig været min mening, at debatten skulle være mudderkast og nedgørelser af hinanden. Os der har været ‘den anden kvinde’ har nok én holdning til det end andre. 

Alle mennesker går nok ikke igennem livet uden at dumme sig. 

Anonym skriver:

Den her debat har taget en drejning der er helt ude af proportioner. Det har aldrig været min mening, at debatten skulle være mudderkast og nedgørelser af hinanden. Os der har været ‘den anden kvinde’ har nok én holdning til det end andre. 

Alle mennesker går nok ikke igennem livet uden at dumme sig. 

 

Der er forskel på at dumme sig og så at være et så koldt, kynisk og ligeglad med andre mennesker som den utro og som "den anden" hvis man er velviden om at den man er sammen med er i forhold.

Der er bare forskel på at dumme sig og glemme at sætte vasken over fremfor at ødelægge et andet menneske på den måde