Jeg har været gift i snart fire år og har en datter på 2,5 år. Da min mand og jeg mødtes tog min svigerfamilie rigtig godt imod mig. Selvom min mand blev skilt fra sin eks kone for at være sammen med mig. Mine svigerforældre bor ca. 50 km fra os og vi ses til fødselsdage og når der er tid også i weekender. Efter min datter blev født har jeg dog valgt ikke at tage med i alle de weekender - men min mand og datter er taget afsted sammen. Vi har ingen der kan passe hende så engang imellem (ca. en gang hver eller hver anden måned) er det super rart med et frirum, hvor jeg kan få ordnet praktiske ting eller få lavet lidt arbejde så jeg er på forkant med det. Jeg giver min mand samme frirum ved at være sammen med min søster og hendes søn også ca. en gang om måneden.
De fleste med små børn ved, at man hyppigere bliver syg og tilfældigvis har jeg været syg på både min svigermors fødselsdag sidste år OG til jul, hvor jeg sad alene.
Sidste weekend var svigermor og svigerfar på besøg. De har ikke lyst til at køre selv. Så min mand henter dem og kører dem hjem igen. Min svigermor der ellers (som jeg kender hende) er en meget stille dame virkede meget stram i betrækket lige fra hun kom. Da min datter sover til middag og vi fire voksne sidder i stuen vender hun sig om mod mig og siger "Det er da utroligt du aldrig kommer med ned til mig. Og man kan altså ikke være syg hver gang. Det er der da ingen der tror på. Vi har ellers været så søde ved dig i vores familie". Jeg blev fuldkommen paf!!! Så sagde "Tror du virkelig jeg ville lyve mig syg juleaften og ikke være sammen med min datter og sidde helt alene?" Ja, det troede hun og kunne ikke forstå jeg ikke havde skrevet god jul til dem. Ja, det kunne jeg godt have gjort. Men lå med hovedet i tønden :-(. Og de kunne jo sådan set også have skrevet god bedring til mig. Det gjorde de ikke.
Nå, men jeg blev så vred, at jeg fløj op og sagde "Jeg går en tur". Er med på det ikke er særlig konstruktivt. Men ellers havde jeg nok sagt noget dumt i kampens hede. Da jeg kom tilbage efter en time ignorerede jeg svigermor, da min datter var vågen og jeg ikke ville skændes med hende. Dagen efter valgte jeg at sende hende en besked om, hvordan jeg havde oplevet hele situationen. At vi giver hinanden pauser, at jeg var syg og at jeg ikke vil finde mig i at blive kaldt løgner. Den har hun ikke svaret på.
Min mand var helt chokeret og sagde, at han ikke havde set det komme. Han holder af sin mor og ønsker ikke konflikten. Det er fair nok. Han sagde til hende, at det ikke just var den rette måde at konfrontere mig på. Og han respekterer, at jeg ikke har lyst til at se hende, hvis jeg kan undgå det (helt kan jeg selvfølgelig ikke).
Jeg har ved gud mine fejl - men det er svært at komme tilbage efter sådan en svada.
Jeg ville egentlig bare have luft. Hvad mon I ville have gjort?
Anmeld
Citér