Hvad tænkte du, da du opdagede, at du blev gravid?

Jeg tænkte ikke nogle specielt positive tanker.... Var virkelig ked af det og overvejede meget grundigt hvad jeg skulle. Men jeg blev glad og begyndte, at glæde mig mere og mere... Nu er han et år og jeg kunne aldrig undvære ham!

Glad og nervøs og kunne man nu klare det. Jeg må have blevet det hurtigt da vi kunhavde kendt hinanden i 3 mdr da vi fandt ud af at jeg var gravid.

Syntes man fik mange tanker og tror slet ikke jeg kan huske alle, men det første var glad og så kom nervøs og så tanker om hvordan familie osv vil reagere på det når de fik det af vide da vi jo ikke havbde kendt hinanden særlig længe da det skete.

Jeg har aldrig været så glad før. Vi havde prøvet næsten 2 år. Tror faktisk at jeg græd af lykke, hvilket jeg osse gjorde ved NF-scanningen

Jeg var gået en del over tid men turde ikke teste men blev "tvunget" af manden .. he he ..  Jeg kan huske at jeg råbte ude fra badeværelset da han skulle begynde at tage tid men den blev positiv med det samme

Karoline skriver:

Ja, hvilke tanker gjorde du dig, da du fandt ud af, at du skulle være mor?

Var det planlagt?

Hvor længe havde I prøvet?

Da jeg opdagede min første graviditet tønkte jeg 'øøøøøh hvad!!!!? Jeg må vidst hellere teste igen, det er jo klart en fejl...'

Jeg havde nemli slet ikke regnet med jeg ville være gravid, tog testen for sjov, da en anden ikke turde, og blev så noget overrasket over resultatet, for jeg var ikke engang gået 1 dag tid hehe....

2. de vardet sådan noget ' hey skat jeg tror sgu jeg er gravid' -nåh hvorfor tror du det - 'fordi sådan og sådan' -nåh okay så- helt normalt aftensmadsmåltid hjemme hos os hahahaha...

Jeg var så 10 uger henne vidst da jeg endelig tog testen, bare for en sikkerheds skyld, og for lægens, og der var ligesom ikke rigtig tvivl om det....

Ingen af gangene var det planlagt, men begge gange havde vi snakket om at vi ikke behøvede passe på.

Karoline skriver:

Ja, hvilke tanker gjorde du dig, da du fandt ud af, at du skulle være mor?

Var det planlagt?

Hvor længe havde I prøvet?

Første gang jeg blev gtavid var det ikke planlagt, så blev bange og forvirret og spændt. - Det var enormt surrealistisk! - Vi havde snakket "for sjovt" inden om, at vi skulle ikke være forældre nu, det var for tidligt - havde kun kendt hinanden i 3 mdr. - Men da jeg stod med testen, havde jeg det meget svært ved tanken om abort. Blev meget ked af det, og snakkede længe med alt og alle, bl.a. min mor som sagde, at måske vi skulle se det som en gave, og mon ikke det ville gå alt sammen. - Vi besluttede efterfølgende at beholde barnet, men nåede nærmest ikke at glæde os før det hele blev vendt til sorg, frustration og spontan abort. - Det var hårdt, og det ødelagde vores forhold.

Anden gang var blandet af at det var planlagt, et ønske fra os begge, men også angst fra min side om, om VI nu kunne klare det - det gik jo ikke så godt sidst. Så jeg var glad og bange på samme tid. Min kæreste var bare glad, for han var helt sikker på at det var/er det rigtige for os. - Det er jeg også nu, men i starten var det hårdt! Jeg var ked af det, både på grund af det der var sket tidligere, hormoner, og det faktum at jeg havde det elendigt, og derfor ikke kunne glæde mig "rigtigt" følte jeg. - Jeg kunne intet, og det var hårdt, og jeg frygtede at jeg ville miste igen... både baby og mand, selvom manden forsikrede mig om at det ikke ville ske.... Men det kunne han jo ikke sige noget om!

Nu er jeg 21 uger henne og glæder mig! Usikkerheden, frygten og angsten er stille og roligt forsvundet, - tænker stadig om jeg nu kan klare at blive mor... kan jeg finde ud af det? Og kan VI som par klare det? Men vi glæder os, og det er blevet endnu vildere efter vi fandt ud af at vi skal have en lille Vilma. - Føler mig pludselig mere gravid, og nogle gange går det op for mig at jeg skal være MOR!!! Shit altså, det er jo stort :-)

Laura

Vi blev rigtig glade. Det var planlagt og vi ringede rundt til alle og fortalte det allerede inden jeg havde været til lægen og få det bekræftet. Hjemmetesten viste heldigvis korrekt

Ja jeg var jo "second to know"...  

Her var det manden som så de to streger først og kom ind i stuen med testen til mig - han havde åbenbart stået derude i et godt stykke tid og gennemlæst brugsanvisningen for at være sikker på at 2 streger betød gravid   Så kom han ind i stuen med testen og jeg skulle lige til at sige "hov - du må da ikke flytte rundt på den før tiden er gået, fister!" men noget ved hans ansigtsudtryk bremsede mig - han stod bare helt stille med testen i hånden uden at sige noget. Da det gik op for mig at der "var noget" og han nikkede ja til at den var der hvinede jeg op og sprang i armene på ham... Det var planlagt og i første hug - næsten for godt til at være sandt...

De næste 5 minutter tudede jeg og hyperventilerede og grinede hysterisk på en gang... Fantastisk følelse - den vildeste oplevelse i mit liv! Vi glemmer aldrig den dag og den følelse, nogen af os...

Jeg nåede slet ikke at tænke "fuuuck" - men det har jeg så nået mange gange siden

Det var ikke planlagt, jeg havde gået i et stykke tid og haft mistanke til jeg måske kunne være gravid, da jeg så tog testen og der kom to streger begyndte mit hjerte at hamre ekstremt hurtigt, ikke fordi jeg var bange, men mere fordi jeg blev så spændt og vidste at nu ville de blive et nyt vendepunkt i mit liv

Blev vildt overrasket. Vi havde planlagt det men ventede ikke at det skulle være i første forsøg...troede vi kunne nå at vænne os til tanken

Nu er vi lidt paffe (men glade) Jeg tænker mere på den 30 fødslesdag jeg skal holde næste år med min søster....hvor tæt på det mon bliver???

og bare nu jeg ikke føder på min fødselsdag...så er der 4 i min familie der har fødselsdag den dag... min mor, søster og jeg og evt baby

Første gang var det egentlig planlagt, men jeg havde samtidig bestemt mig for at leve som om jeg ikke blev gravid. Derfor søgte jeg - og fik - job, som jeg først skulle starte på 10 mdr senere. Jeg skrev kontrakt med min nuværende arbejdsplads, og glædede mig helt vildt til at komme igang.. så foreslog min kæreste at vi udskød det her baby-noget et års tid eller noget. Det blev han lidt sur over, så jeg tænkte i mit stille indre at det må jeg selv styre så ved at tælle dage mv... Tre uger efter tog jeg en test, for at sikre mig at jeg ikke var gravid. Men det var jeg. Gik helt i chok, og skyndte mig at ringe til en veninde...gik efterfølgende til lægen, og siden i skole - alle sagde tillykke og smilede, men jeg var helt gak indeni hovedet, for jeg ville det jo gerne, men bare ikke lige nu alligevel. Startede dagen ud med at tænke at det var noget lort, men inden min kæreste kom hjem fra job 10 timer senere var jeg glad og meget spændt. Og han blev heldigvis meget glad..

Arbejdspladsen var heldigvis meget forstående, og vi udskød min jobstart til efter endt barsel..