Hvad tænkte du, da du opdagede, at du blev gravid?

1gang. var ikke planlagt.. jeg blev helt forvirret da lægen sagde at den var positiv. spurgte om det betød at jeg var gravid. hun sagde ja.. og jeg var ved at falde ned af stolen i bare forvirring.. men blev rigtig glad da jeg fandt ud af det.. men tænkte vist også fuck et par gange. jeg havde slet ikke tænkt på at jeg kunne være gravid. jeg var gået 3 uger over tiden havde ingen symptomer...men var ikke i tvivl om at jeg ville beholde barnet..

2gang. planlagt skete 3 mdr efter ppille stop.. jeg tog 2 tester efter hinanden.. blev rigtig glad. men glæden blev kort. begyndte at bløde i 12 uge. kom til scanning og fandt ud af den havde lagt død i 5 uger. graviditeten var stoppet i uge 7..

3.gang. planlagt. skete 2 mdr efter den ufrivillig udskrabning. jeg blev glad, men troede ikke rigtig eller turde ikke tro på det vil lykkedes tog 4 tester inden lægen bekræftede.. har været ret så bange fortalte os kun lige til de nærmeste. men nu er jeg 19+6 og mærker puf og spark, så nu er jeg ved at være mere rolig.. men jeg har været meget nervøs de første 12 uger græd som et lille barn da jeg så bebsen til nf scanningen..

knus tanja

Karoline skriver:

Ja, hvilke tanker gjorde du dig, da du fandt ud af, at du skulle være mor?

Var det planlagt?

Hvor længe havde I prøvet?

Det var absolut ikke planlagt.. Kæresten og jeg havde kun lige lært hinanden at kende..... Vi blev kærester i nov 08, og Nicolai er blevet til i januar 09..

En dag i marts 09 tog jeg en test lige da jeg var mødt på arbejde kl 16.. kunne ikke vente til jeg havde fri, og regnede ikke med at den var positiv, så det kunne jeg jo sagtens lige klare ude på toilettet mens jeg klædte om... Havde i nogle dage op til haft det lidt underligt i kroppen - mens var udeblevet i et par dage.. Var på p-piller og har altid taget dem meget præcist, så var egentlig ret sikker på at den var negativ.. Men tog nu alligevel testen... jeg tissede på pinden og inden jeg nåede at ligge den fra mig dukkede der to streger op.. begyndte at STORTUDE!! skrev til kæresten at jeg havde taget en positiv test og at jeg virkelig ikke vidste hvad vi skulle gøre.. hans svar var : "skat, jeg elsker dig. og uanset hvad vi beslutter os for, så er jeg her for dig".. straks var jeg mere rolig... tog til læge næste dage som bekræftede det ved en GU, og han sagde at jeg var i 7.uge... jeg fik en lille uge til at beslutte mig i - og efter tre dages snakken frem og tilbage sagde kæresten "skat. vi skal ha det her barn, og vi skal nok klare det"...... det viste sig så til NF at jeg var 4 uger længere henne, så havde jeg valgt abort da jeg fandt ud af at jeg var gravid, havde jeg nok ikke fået lov til det, pga 12.ugers grænsen... og nu hvor jeg sidder her med min 2uger gamle dreng så er det mit livs bedste beslutning!!

Ikke planlagt, men i den grad et ønskebarn!!!

Havde meget blandede følelser da jeg fandt ud af jeg var gravid første gang:0)

Blev gravid ved et one night stand, så planlagt, det var det bestemt ikke.

Det skete en sommer, og fandt ud af det, da jeg kom hjem fra den ondeste tur til Tyrkiet med en veninde. Mente jeg skulle have haft mens dernede, og da jeg ikke havde fået det tænkte jeg at jeg lige måtte teste. Så det gjorde jeg, om mandagen, som vi kom hjem om søndagen.

Min veninde var sammen med den, og den var bragende positiv, nåede nærmest ikke tisse på den. Vi græd faktisk begge to, af glæde og panik på samme tid. Dernæste af åhh gud, jeg har lige ligget i druk og røg i 14 dage i træk, FUUUUUUUUUUUUUUUUUUCK!!!

Men så blev jeg super mega glad:0) Faderen meldte straks ud at han ikke ønskede del i det. Det accepterede jeg, og har til dato(over 6 år) ikke hørt noget il hinanden.

Idag er jeg gravid med nr to, og da vi fandt ud af det jubledede vi bare for vildt-:0) Det var helt planlagt og meget ønsket. Havde prøvet akrivt i et par måneder. Det var lykkedes for os en gang, men mistede i uge 8, to måneder efter var vi gravide igen, og jeg er nu 20+5:0)

Knus

Christina - med to vidt forkellige testoplevelser:0)

ja hvor skal jeg starte

1. gang var jeg meget overrasket, overvældet og fortvivlet.... men alligevel helt utroligt glad. var 19, det var ikke planlagt og jeg havde kun kendt faderen i få måneder.

2. gang var jeg vild af glæde og forventning. var 24 år. havde længe ønsket mig at blive gravid og havde endelig funden den (troede jeg) perfekte mand.

3. gang....åh den er svær.... jeg var dybt ulykkelig, trist og modløs. faderen til nr. 2 var ikke perfekt alligevel, så jeg stod og sku være alene med 3. i en alder af 26 år. Overvejede kraftigt abort... men ku bare ikke få mig til det.

4. gang. stor lykke og glæde. han var virkelig planlagt og det gik langt hurtigere end forventet. jeg var 30 år og gift.

Vi havde prøvet et par måneder, men nåede alligevel at gå over 14 dage over tiden før jeg fik taget en test.

Var sikker på at det ville tage os et godt stykke tid at blive gravide (kender nemlig en del der prøver uden foreløbig held)

Var i gang med en del hårde eksamener, så var sikker på at det nok bare var stress...

Var derfor slet ikke forberedt da jeg så fik 2 streger - havde jo intet kunne mærke - udover at jeg var gået og blevet godt og grundigt sulten det sidste stykke tid..

Så kan huske at jeg bare stod og kiggede på de 2 streger i 10 min og tænkte hold da op, hold da op, hold da op....

Skulle lige vænne mig til tanken og gøre den virkelig, før end jeg blev virkelig virkelig glad

blev elle vild og måtte bare fortalle det til alle måtte dog vente på jeg hvade været ved lægen og få det bekræftetførst.

Det lykkedes os i 3. måned - de to første måneder var vi i NY, men det skete først, da vi var hjemme igen på dansk jord - og Adam havde friet til mig. Det griner vi meget af - at der skulle et frieri til at min fine æg ville hilse hans "drenge" velkommen

Jeg vækkede Adam med en positiv test og et "øøøøh, jeg TROR den er der" - brugte de efterfølgende mange timer på at søge på nettet, for at finde ud af om den var god nok, selvom stregen var svag.

Jeg fattede ikke med det samme, at jeg skulle være mor - det er jeg faktisk ikke sikker på jeg endnu har forstået!

Hilsen Julie 22+3

Jeg tudede og det var ikke af glæde...men af chok!

Det sket ved et one night stand så det var langt fra planlagt. Jeg brugte 14 dage på at beslutte mig om hvad der skulle ske, men inderst inde har jeg nok aldrig været i tvivl.

Nu glæder jeg mig så ufatteligt meget, og jeg forstår slet ikke at man kan elske en så højt, som man slet ikke har mødt endnu

Dea 34+0

Sad hos lægen til rutineundersøgelse efter et arbejdsuheld med slag forneden tilfølge. efter en kort snak om udebleven mens og GU, syntes min læge ABSOLUT vi lige kunne tage en test for at udelukke graviditet. jeg mente absolut det ikke kunne passe for nu havde vi jo altså prøvet de sidste 3½-4 år og det var jo ikke lykkes endnu men inden jeg fik set mig om sad jeg med en positiv test og lignede en fortabt mus lægen havde vist en fornøjelig dag da jeg sad der helt rundt på gulvet og tog mig til håret med udbrud om det passede i hvert tilfald ikke og hun tog pis på mig glad det blev jeg men måtte dog have nogle dage i choktilstand inden det rigtig gik op for mig

en forbløffet men dog glad kommende mor for første gang 14+3

Jeg havde lige skrevet min BA og var igang med eksamener, så det var en meget hektisk periode og syntes at min mens var lidt forsinket, men tænkte at det nok bare var stress, da jeg så fik det så dårlig til min sidste eksamen tænkte jeg, "lad mig da tage en test" og den var positivt, tog en dagen efter hvor min veninde var der og faktisk blev vi begge ret glade, der røg så også lige et par fuck af, men fik ringet til faderen og mødtes med ham for at fortælle ham det og han ville overhovedet ikke have barnet, jeg blev derfor rigtig meget i tvivl og brugte omkring en uge, hvor jeg fik fortalt mine forældre det og ALLE mine veninder, til at endelig beslutte at min første indskydelse havde  været rigtig, besøgte faderen fortalte min beslutning og ja den faldt ikke ligefrem i god jord. Jeg var derefter konstand overdrevet glad eller fuldstændig bange, det hjalp lidt at min far sagde at det at få et barn var det bedste af livet og at han og min mor var sikker på at jeg nok skulle klare mig og blive en fantastisk mor.. det hjalp meget... men hold da op hvor svingede mit humør konstant..   Der har efter jeg har fået min datter været meget få øjeblikke hvor jeg har tvivlet på om jeg træf den rigtige beslutning.. men hun er det bedste der er sket for mig nogensinde..