Hvad tænkte du, da du opdagede, at du blev gravid?

Jeg tænkte: Det passer sgu ikke!

Vi har prøvet i over tre år, så det var helt surrealistisk. Og så var kl. halv fem om morgenen. Er nemlig fertilitetsbehandlet, så jeg havde regnet mig frem til, hvornår de kunstigt tilsatte hormoner ville være ude, så vi kunne teste. Og halv fem var jeg klar til en tissetår - hvorefter jeg vækkede en muldvarpeblind kæreste ved at råbe 'se her! se her', mens jeg viftede med testen og både græd og grinede.

Et par dage efter fik vi så svar på blodprøven fra hospitalet, at den VAR god nok. Men det har taget lang tid at tro rigtigt på, at vi faktisk skal have et maj-barn.

1. gang var jeg overrasket over hvor hurtigt det var gået, men var selvfølgelig glad. Havde kun lige smidt p-pillerne.

2. gang havde det taget 1 1,5 år at blive gravid så der var jeg ellevild. Glæden varede dog ikke længe da jeg aborterede i uge 11.

3. gang havde det igen taget 1 1,5 år fra aborten. Havde uden held fået en del hormonkure som jeg dog opgav efter 6 mdr. uden gevinst. Herefter prøvede jeg zoneterapi. Jeg havde opgivet og affundet mig med at jeg åbenbart ikke skulle have flere børn. Min mens blev underlig, meget svag og en uge før tid, men jeg var bare sur over at min tåbelige krop ikke kunne finde ud af noget som helst. Først senere slog det mig at jeg måske var gravid og tog en test der var positiv. Jeg blev totalt paf. Begyndte at græde og bagefter gik jeg en lang tur for at få styr på tankerne. Jeg var sikker på at det skulle gå galt igen, men det gjorde det ikke og lillebror bliver 4 måneder om en uge. Miraklernes tid er ikke forbi!

det var slet heller ikke planlagt her. og da jeg tog testen tænkte jeg bare fuck! der gik faktisk lang tid før jeg havde vennet mig til tanken om at jeg skulle være mor, men da jeg var 20 uger henne og mærkede de første spark, gik det sådan rigtig op for mig, og siden den dag, har jeg bare været elle vild!!!! hihihi

Vi prøvede ½ år, og så lykkedes det .....men desværre aborterede jeg.
Dét at jeg mistede, fik mig blot til at mærke hvorvidt det var rigtigt for mig og min mand at blive forældre på det tidspunkt eller ej. Og jeg blev virkelig ked af det, så jeg var derefter bare endnu mere sikker på, at jeg VILLE være mor - virkelig ønskede det helt uden tvivl.

Der gik så igen ½ år, og jeg var LYKKELIG da jeg endelig igen stod med en positiv test. Men jeg var også mere forsigtig/usikker, og længere tid om at afsløre hemmeligheden for "gud og hver mand", indtil vi havde paseret de første skrøbelige 12 uger...

Da jeg blev gravid med min sidst-fødte, skete det efter kun 3 uger uden mini-piller. Så jeg var lidt paf over, at det var gået SÅ STÆRKT, da jeg nok havde indstillet mig på at der igen ville gå ½ års tid eller ligenende.

Men alle gange var planlagte. Og alle gange blev jeg ovenud lykkelig!

Vi havde prøvet i lidt over 2 år og jeg har faktisk aldrig været sådan en der tester helt vildt. Plejer bare at vente på at få min mens. Synes dog bare det var lidt anderledes denne gang, så selvom det var lidt før tid sneg der sig lige en test ud af indparkningen da jeg alligevel skulle tisse. Der var selvfølgelig ikke nogle streger, så blev bare sådan lidt hmm. Trak trusserne op vaskede hænder og tog så testen for at smide den i skraldespanden. Sørme så om der ikke var sneget sig en lille svag streg ind på testen. Jeg blev helt paf, hvor fjollet det end lyder kunne jeg pludselig slet ikke forholde mig til det. Efter 2 år bliver man ligesom bare vant til at det bare ikke bliver til noget. Min første tanke var at jeg ville pakke testen ind og give den til min kæreste om morgenen i fødselsdagsgave. Men jo længere tid jeg stod ude på toiletet jo mere brug for at fortælle det havde jeg. Da jeg fortæller det til min mand står vi bare og krammer hinanden i 15-20 min. vi siger ikke så meget står bare og smiler mens vi holder hinanden tæt. Det var en meget underlig følelse og bagefter snakkede vi om at lige så glade vi var, lige så bange var vi .

JustAnotherName skriver:

Vi prøvede ½ år, og så lykkedes det .....men desværre aborterede jeg.
Dét at jeg mistede, fik mig blot til at mærke hvorvidt det var rigtigt for mig og min mand at blive forældre på det tidspunkt eller ej. Og jeg blev virkelig ked af det, så jeg var derefter bare endnu mere sikker på, at jeg VILLE være mor - virkelig ønskede det helt uden tvivl.

Der gik så igen ½ år, og jeg var LYKKELIG da jeg endelig igen stod med en positiv test.
Men jeg var også mere forsigtig/usikker, indtil jeg havde paseret de første skrøbelige 12 uger.

 

Da jeg blev gravid med mit sidste barn, skete det efter kun 3 uger uden piller.
Jeg var lidt paf over, at det var gået SÅ STÆRKT, da jeg nok havde indstillet mig på at der igen ville gå ½ års tid eller ligenende.

Men alle gange var planlagte. Og alle gange blev jeg ovenud glad.

det er "sjovt" du skriver det om at det at miste overbeviste dig om hvor rigtigt det var for dig at skulle blive mor.

herhjemme har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være nogens mor en dag, mens Søren aldrig havde skænket børn en tanke før han mødte mig, og selvom vi havde prøvet i næsten to år, da jeg blev gravid, var han hele tiden meget usikker omkring sine følelser ved det.

så mistede jeg og siden da har Søren ændret sig meget (han ville dog aldrig indrømme det hvis man spurgte), men han går meget op i sagen nu og det er altid ham der siger "vi kan ikke give op endnu!" når jeg er sur og vred over det hele. ja, så det at miste et barn, har haft samme virkning på ham, som på dig - og det er rart!

Den første tanke der røg gennem mit hoved var "hvem skal jeg ringe til først" 2 min efter havet jeg ringet til alle ha ha. 

Knus Diana der glæder sig til næste gang og skulle se 2 streger.

Tjuhl skriver:

det er "sjovt" du skriver det om at det at miste overbeviste dig om hvor rigtigt det var for dig at skulle blive mor.

herhjemme har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være nogens mor en dag, mens Søren aldrig havde skænket børn en tanke før han mødte mig, og selvom vi havde prøvet i næsten to år, da jeg blev gravid, var han hele tiden meget usikker omkring sine følelser ved det.

så mistede jeg og siden da har Søren ændret sig meget (han ville dog aldrig indrømme det hvis man spurgte), men han går meget op i sagen nu og det er altid ham der siger "vi kan ikke give op endnu!" når jeg er sur og vred over det hele. ja, så det at miste et barn, har haft samme virkning på ham, som på dig - og det er rart!

Jeg tror tit man går igang med projektet med en vis portion sikkerhed. Men når så man en skønne dag faktisk står med en positiv test, så kan man måske godt blive ramt af en snert panik alligevel - selvom det er helt overlagt og bevidst at man er blevet gravid.

Selvfølgelig er mange sikre fra de tænker tanken til de holder deres barn.
Men der er ganske sikkert også nogle, som i splitsekunder bliver grabet af usikkerhed og panik og næsten kan fortryde.

Inden jeg mistede, var jeg bange for om jeg "gabte over for stor en mundfuld", om jeg nu endte med at kunne klare det, om forholdet kunne klare det, om jeg var HELT parat til alt hvad det indebar.
Og det ved man jo bare ikke før man står i det.... Og dog, jeg fik tanken så tæt på, og skuffelsen var så stor da "drømmen røg i vasken". Så siden da vidste jeg at det var helt rigtigt.

Også den måde Kenneth reagerede på, og den måde han støttede mig på, da jeg lå med mega mavesmerter og skulle bløde resterne ud .....det hele gjorde bare, at projektet blev endnu mere ægte og tvivlen helt forsvandt

Faktisk tror jeg ikke det er så ualmindeligt endda, at mænd reagerer som din.
Vi kvinder oplever det jo lidt mere på egen krop, og har nok også ofte fra start af et større behov og ønske for at skabe liv. Det har mændende selvfølgelig også ....men de kommer altså bare tit lidt senere ind i processen (på nær af et par ryk og en aflevering, som jo er en nødvendighed - griner -), da der nok i mange tilfælde skal lidt mere til, for at sætte fut i deres emotioner og engagement.
Jeg mener noget håndgribeligt såsom en positiv graviditetstest, en struttende mave eller lignende... 

Jeg blev godt nok også chokeret, da det var i første hug.. kunne ikke forstå at vi var så heldige.. Jeg græd vist lidt, men mere fordi det var noget jeg havde ønsket mig så længe og lige pludselig blev det bare så overvældene..

Glæder mig til næste gang jeg skal stå med to streger

Vi blev helt vildt lykkelige efter som vi havde prøvet i 5 år og forinden havde mistet to havde vi opgivet tanken om at blive forældre igen, så da vi faandt ud af at vi ventede os ja så blev vi jublende glade.. men samtidigt også lidt nervøs for sæt jeg tabte dette barn det ville ikke være til at klare, men jeg bær stadigvæk dette barn under mit bryst vi venter bare på at den vil ud i verden