Hjemme-tider

Der er forskel på sommer og vinter. Om vinteren skal de ikke render rundt ude på gaderne efter kl. 18, hvor det er mørkt. Men de måtte gerne være hjemme hos en kammerat og evt. spise der. 

Jeg vil nok mene, at du er rimelig meget hønemor, at du ikke vil lade dit barn have soveaftaler. Det er meget unormalt. Vores børn har haft det siden 0. klasse. Ja, der har været gange, hvor vi har måtte hente, men sådan er det jo bare.

Hvad er det helt konkret du er bange for? 

Og som andre foreslår, hvad så med at række ud efter de forældre du ikke kender, invitere dem på kaffe eller lignende, så du måske kan se at de ikke er så “farlige.” 

Mine børn har altid haft soveaftale, både her og der og de elsker det. Nu er de så store at jeg stoler på at de selv kan vurdere om det er et ok sted at overnatte, men jeg kender/ser jo også deres venner og har aldrig været bekymret for at deres venners forældre ikke behandler børn ordentligt. 

Jeg synes virkelig du skulle prøve at favne din dreng og imødekomme hans ønske. I min optik kommer man længst med at møde og forstå sine børn og give dem “line” og stole på deres dømmekraft i stedet for et konsekvent nej. 

Jeg havde veninder som barn, der altid fik nej, altid skulle tidligere hjem, aldrig måtte sove ude. Det endte med de bare gjorde det og tog skraldet med deres mor når de kom hjem. 

Det ville jeg virkelig være ked af at mine børn gjorde i stedet for at vi kunne have en tillid til hinanden der var acceptabel for begge parter. 

Jeg er ikke en “nej-mor.” Jeg siger så og sige aldrig nej. Men jeg lytter, interesserer mig og imødekommer. Og indtil det modsatte er bevist, kan jeg ikke sige nej til fx soveaftaler. 
Mine børn overholder altid vores aftaler. Det samme gjorde jeg som barn. 

Og ja, jeg kan som mor også have ondt i maven og være bekymret. Men det er jeg også når de cykler i skole om morgenen, når de skal fodbold, når de tager på weekend hos bedsteforældre osv. Men jeg kan også se hvad det gør ved mine børns selvstændighed og udvikling og jeg kan ALDRIG beskytte dem fra alt, omend jeg gerne vil. 

Mortilpiger skriver:

Nu kan man jo godt opbygge tætte venskaber uden at sove sammen. Jeg havde det selv meget svært ved at sove ude som barn og var 13-14 år, før jeg begyndte at sove hos veninderne. Min egen på 12,5 vil også helst sove hjemme og rigtig mange af hendes veninder har det på samme måde. De er da ikke mindre gode venner af den grund?

Enig i, at man sagtens kan være venner uden soveaftaler, men jeg mener også at der er forskel på om det er noget barnet selv ønsker eller ej.

Du havde tydeligvis ikke behovet i den alder, men her efterspørger sønnen det selv, og så synes jeg faktisk at man som forælder bør stoppe lidt op og overveje sagen istedet for bare at sige nej (hvilket er klart det nemmeste).

Herhjemme har den store på 13 ikke det store behov, mens den 12-årige helst havde soveaftaler med veninderne hver weekend. 

Meheju skriver:

For at skrive et svar til alle, der undrer sig over, at jeg/vi ikke lader vores søn sove ude. Hans kammerat er ikke en fra klassen men han går i 3. klasse hvor vores går i 5. klasse, så derfor er relationen ikke så stor til disse forældre. Plus ham fra 3. kl mange gange har givet grund til uoverensstemmelser mellem de 2.

Som sagt, har jeg ikke noget imod at sønnike overnatter hos bedsteforældre eller lejrskole, men igen måske er man lidt en nederen mor fordi man kun har ham. Og hvad skal vi forældre dog lave alene sammen

Men igen som mange skriver herinde i diverse tråde bliver man hurtigt dømt herinde, hvis man ikke lige er enig med andre omkring ens tråd. Selfølgelig tager jeg da jeres argumenter op til efterretning, men jeg føler alligevel man er dømt.

 

At en legekammerat kan være grund til uoverensstemmelser er da ikke så sært? Er du bekymret for forældrenes evne til at passe på børn, ud fra dét? 
I så fald, så lav aftalen hos jer først. Så kan du også ringe drengen hjem hvis du ikke synes de kan finde ud af det sammen. 

nogengange får vores børn venner som vi som forældre ikke synes er fantastiske, men så længe de venner ikke har dårlig indflydelse (så vores egne børn kommer i rigtige problemer) så kan vi altså ikke diktere deres venner. Måske synes vi de er højtråbende, bestemmende eller trælse, men hvis vores børn synes de er sjove at lege med og gerne vil lege igen og igen, så er det sgu vores ansvar at trække vejret og rumme deres venskab selvom vi ikke selv forstår det. Vores børn er trods alt selvstændige individer - og da især i 5. Klasse. 
jeg har selv en søn i 5. Klasse og jeg forstår sgu heller ikke altid hans valg af noget som helst. Men så længe det ikke skader ham, så rummer jeg det. Det er en del af hans udvikling.