Hvor er det vildt, at nogle synes, det er passende at puste til TS’ jalousi, som hun selv er helt klar over er irrationel og grundløs. Det er da den værst tænkelige “hjælp” at give hende i en situation, hun faktisk forsøger at tage hånd om på en klog og indsigtsfuld måde.
Kontrol af sms’er - det ville gøre mig både stikhamrende vred og såret, hvis min mand viste, at han ikke stolede på mig, og jeg ville blankt afvise det. Hvis TS ud af den blå luft fik en idé om, at manden drak i smug - skulle han så ånde på hende eller lade sig alkoholteste for at berolige hende? Hvis hun uden årsag fik en grim tanke om, at han brugte sine penge på bordeller eller casinoer, ville det så være rimeligt at forlange, at han viste hende sine transaktioner på netbank?
Hvad ville I tænke, hvis jeres mand præsenterede jer for en ud af den blå luft frygt for, at I slog jeres barn, når han ikke var der? Ville det være lumsk, hvis I ikke fandt det rimeligt, at han satte overvågningskameraer op?
At møde mistillid fra sin partner uden nogen som helst grund - og nej, det er sgu ikke en grund, at partnerens sekretær ser godt ud! - er dybt sårende. Det betyder jo, at “jeg tror, du godt kunne finde på at gøre noget helt forkert og groft mod mig”.
TS har fat i den lange ende ved selv at tage ansvar for sin jalousi. Jeg kan ikke få ind i mit hoved, hvorfor nogen vil spænde ben for dén proces.
Anmeld