Hvad dømmer vi på

Griner lidt af mig selv i denne tråd.

Jeg går med mærkevare tasker, filler i læberne, silikonebryster, pænt tøj og høje hæle. Dog virkelig sjældent andet end mascara. Så her vil jeg nok blive dømt som den små dumme blondine, der gerne vil føre sig frem.

Om lørdagen går jeg uden make-up, i stort kedeligt tøj, sneakers og rodet hår. Mon ikke jeg der ville blive dømt som en lavtlønnet og evt bistandsklient.

Søndag består af arbejdstøj, håret i en knold og oliefingre, når jeg står med hovedet i en eller anden motor på værkstedet med gutterne. Så rodes der i biler og sproget minder om en havnearbejder. Måske lidt dømt som en bølle der.

Faktum er jeg læser en lang videregående uddannelse, går en del op i politik, er fuldstændig nede på jorden og kan snakke med alle. Jeg forsøger ikke at dømme nogen, for når jeg selv går fra den ene yderlighed til den anden, så har jeg en omgangskreds i alle samfundslag.

Wauw - jeg lægger mig seriøst fladt ned.

Man får virkelig lov at mærke hvor dømmende man til tider kan være. Og netop den pointe med at fordommene ikke særlig ofte har noget på sig. 

Jeg dømmer for det meste i mit hoved/indre eller sammen med min mand. Ikke overfor børnene eller siger noget højt et upassende sted. - Så meget pli har jeg da trods alt

Jeg dømmer mænd der kommer kørende i en rigtig familiebil(læs: belingo, partner eller lignende). Jeg tænker altid de har en "bestemmerkone" der absolut har ville have en bil hvor barnevognen nærmest kan stå i uden at skulle klappes sammen.  KUN fordi jeg selv er en bilsnob.(Jeps - det er godt med lidt selvindsigt). Jeg er sikker på andre vil synes jeg er golddiggertype fordi jeg altid kører rundt i en stor lækker bil, altid har højhælede sko på og pænt klædt. Lange negle og pæn make-up(hvis jeg jo selv skal beskrive mig).

Jeg dømmer også kvinder på deres tøj og udseende. Jeg tænker altid at ingen make-up og lidt kedeligt tøj = mortræt, ingen sex og "sat" i sit forhold - altså nu fået mand og børn og så behøver man ikke at gøre noget ud af sig selv mere. 

Jeg ved jo det ikke holder stik - jeg har mødt mange som er som ovenstående hvor de slet ikke er som jeg har dømt dem til at være. Og det irriterer mig også at jeg kan dømme nogen. 

Dog er jeg heldigvis rimelig positiv af natur og god til at tale med andre, så jeg undgår ikke nogle typer mennesker. 

Jeg bliver også dømt - og det hører jeg også hvis jeg møder nye bekendtskaber. Ingen forestiller sig at jeg er mor med stort M. Laver alt mad fra bunden, bager alt vores brød selv, ejer ikke et TV og køber IKEA-møbler.

Det er sjovt at læse her om fordommene vi har om tøj og ting. Jeg kan også genkende nogle af dem fra mig selv. 

Jeg går 80% af tiden i joggingtøj, med malerpletter og huller. Jeg går også gerne i træsko på indkøb og gerne klip klapper om sommeren. Men jeg har høje standarder indenfor andre ting f.eks hygiejne og mad. Vi spiser f.eks aldrig take away og bager alt selv. 
Mine børn og mand ejer kun mærketøj. Af praktiske årsager: det har en stil som ikke har ændret sig meget i mange år og kan derfor gå i arv. Min mand går altid pænt klædt med skjorte osv. hver eneste dag. Jeg er lige modsat. Men jeg kan godt tage passende tøj på når jeg “skal”.
Men jeg oplever at blive dømt på det tøj jeg går i. Engang glemte jeg en flyverdragt til mit barn i skolen. En ny medarbejder som ikke kendte min søn, eller jeg, henviste mig til røde kors butikken og sagde noget med at hun godt forstod at det var dyrt. (Barnet har tre flyverdragter derhjemme, men det var somom kvinden ikke troede på mig.) Samme dag fik jeg 30% off på flere varer (som ikke var nedsat) i det lokale supermarked af butikchefen�� som en “julegave”.  Jeg er også blevet forvekslet med både rengøringsdamen og gartneren  pga. min påklædning. Men jeg kan faktisk godt lide at lægge mærke til hvordan folk ændrer deres måde at behandle mig på alt efter hvilket tøj jeg bærer. I øvrigt har jeg en del dyre tasker, som samler støv i skabet. Min bonusdatter går mere med dem end jeg gør.

Nu vi er ved fordommene: min datter fik huller i ørene som baby. Jeg er ikke nogen ung mor, ej heller anden etnisk herkomst. Jeg kører i en ny bil til 1,5 mio, men jeg ønsker, trods den store bil, en hastigshedsgrænse på 100 km/timen på motorvejen. Jeg ser aldrig tv men abonnerer på 7 forskellige aviser. 

Jeg tror det er svært at putte vores familie i en “kasse” og det vil nok være vidt forskellige kasser alt efter om man møder mig i træsko i fakta eller i cashmeresweater og polotrøje i golfklubben

Anonym skriver:

Det er sjovt at læse her om fordommene vi har om tøj og ting. Jeg kan også genkende nogle af dem fra mig selv. 

Jeg går 80% af tiden i joggingtøj, med malerpletter og huller. Jeg går også gerne i træsko på indkøb og gerne klip klapper om sommeren. Men jeg har høje standarder indenfor andre ting f.eks hygiejne og mad. Vi spiser f.eks aldrig take away og bager alt selv. 
Mine børn og mand ejer kun mærketøj. Af praktiske årsager: det har en stil som ikke har ændret sig meget i mange år og kan derfor gå i arv. Min mand går altid pænt klædt med skjorte osv. hver eneste dag. Jeg er lige modsat. Men jeg kan godt tage passende tøj på når jeg “skal”.
Men jeg oplever at blive dømt på det tøj jeg går i. Engang glemte jeg en flyverdragt til mit barn i skolen. En ny medarbejder som ikke kendte min søn, eller jeg, henviste mig til røde kors butikken og sagde noget med at hun godt forstod at det var dyrt. (Barnet har tre flyverdragter derhjemme, men det var somom kvinden ikke troede på mig.) Samme dag fik jeg 30% off på flere varer (som ikke var nedsat) i det lokale supermarked af butikchefen�� som en “julegave”.  Jeg er også blevet forvekslet med både rengøringsdamen og gartneren  pga. min påklædning. Men jeg kan faktisk godt lide at lægge mærke til hvordan folk ændrer deres måde at behandle mig på alt efter hvilket tøj jeg bærer. I øvrigt har jeg en del dyre tasker, som samler støv i skabet. Min bonusdatter går mere med dem end jeg gør.

Nu vi er ved fordommene: min datter fik huller i ørene som baby. Jeg er ikke nogen ung mor, ej heller anden etnisk herkomst. Jeg kører i en ny bil til 1,5 mio, men jeg ønsker, trods den store bil, en hastigshedsgrænse på 100 km/timen på motorvejen. Jeg ser aldrig tv men abonnerer på 7 forskellige aviser. 

Jeg tror det er svært at putte vores familie i en “kasse” og det vil nok være vidt forskellige kasser alt efter om man møder mig i træsko i fakta eller i cashmeresweater og polotrøje i golfklubben

 

 

Det er sjovt - det er mig der har skrevet tråden ovenfor og jeg ville nok også dømme dig på den måde du selv beskriver. 

Jeg så engang et program hos en veninde der hedder menneskekender, vi sad og streamede nogle afsnit af det og skraldgrinede. For lige nøjagtig der får man virkelig aflivet nogle fordomme og det er i virkeligheden hamrende svært at putte folk i kasser, når man skal

Anonym skriver:

Det er sjovt at læse her om fordommene vi har om tøj og ting. Jeg kan også genkende nogle af dem fra mig selv. 

Jeg går 80% af tiden i joggingtøj, med malerpletter og huller. Jeg går også gerne i træsko på indkøb og gerne klip klapper om sommeren. Men jeg har høje standarder indenfor andre ting f.eks hygiejne og mad. Vi spiser f.eks aldrig take away og bager alt selv. 
Mine børn og mand ejer kun mærketøj. Af praktiske årsager: det har en stil som ikke har ændret sig meget i mange år og kan derfor gå i arv. Min mand går altid pænt klædt med skjorte osv. hver eneste dag. Jeg er lige modsat. Men jeg kan godt tage passende tøj på når jeg “skal”.
Men jeg oplever at blive dømt på det tøj jeg går i. Engang glemte jeg en flyverdragt til mit barn i skolen. En ny medarbejder som ikke kendte min søn, eller jeg, henviste mig til røde kors butikken og sagde noget med at hun godt forstod at det var dyrt. (Barnet har tre flyverdragter derhjemme, men det var somom kvinden ikke troede på mig.) Samme dag fik jeg 30% off på flere varer (som ikke var nedsat) i det lokale supermarked af butikchefen�� som en “julegave”.  Jeg er også blevet forvekslet med både rengøringsdamen og gartneren  pga. min påklædning. Men jeg kan faktisk godt lide at lægge mærke til hvordan folk ændrer deres måde at behandle mig på alt efter hvilket tøj jeg bærer. I øvrigt har jeg en del dyre tasker, som samler støv i skabet. Min bonusdatter går mere med dem end jeg gør.

Nu vi er ved fordommene: min datter fik huller i ørene som baby. Jeg er ikke nogen ung mor, ej heller anden etnisk herkomst. Jeg kører i en ny bil til 1,5 mio, men jeg ønsker, trods den store bil, en hastigshedsgrænse på 100 km/timen på motorvejen. Jeg ser aldrig tv men abonnerer på 7 forskellige aviser. 

Jeg tror det er svært at putte vores familie i en “kasse” og det vil nok være vidt forskellige kasser alt efter om man møder mig i træsko i fakta eller i cashmeresweater og polotrøje i golfklubben

 

 

Den med tøj og sport til børnene har jeg ramt ind i pga min alder (eller også dømmer hun på mit udseende med tatoveringer??) 

var 17 år da jeg fik min søn så er en af de yngste forældre i min søns klasse i dag. Hans nye klasselærer foreslog også for mig alverdens gratis tilbud til fritidsinteresser mm og sagde “jeg forstår godt hvis man ikke har råd til det”… og jeg var så målløs men kunne ikke lade være at grine, for min søn går til 2 ret dyre sportsgrene, og går altså i dyrt tøj (tror hun har antaget vi arver for blev foreslået op til vintertøj indkøb vi altid kunne se i mødrehjælpen ). 
Har dog ikke rettet hende eller gjort indvendinger, for morer mig meget hun tror sådan om mig

Det er sjovt at læse her om fordommene vi har om tøj og ting. Jeg kan også genkende nogle af dem fra mig selv. 

Jeg går 80% af tiden i joggingtøj, med malerpletter og huller. Jeg går også gerne i træsko på indkøb og gerne klip klapper om sommeren. Men jeg har høje standarder indenfor andre ting f.eks hygiejne og mad. Vi spiser f.eks aldrig take away og bager alt selv. 
Mine børn og mand ejer kun mærketøj. Af praktiske årsager: det har en stil som ikke har ændret sig meget i mange år og kan derfor gå i arv. Min mand går altid pænt klædt med skjorte osv. hver eneste dag. Jeg er lige modsat. Men jeg kan godt tage passende tøj på når jeg “skal”.
Men jeg oplever at blive dømt på det tøj jeg går i. Engang glemte jeg en flyverdragt til mit barn i skolen. En ny medarbejder som ikke kendte min søn, eller jeg, henviste mig til røde kors butikken og sagde noget med at hun godt forstod at det var dyrt. (Barnet har tre flyverdragter derhjemme, men det var somom kvinden ikke troede på mig.) Samme dag fik jeg 30% off på flere varer (som ikke var nedsat) i det lokale supermarked af butikchefen�� som en “julegave”.  Jeg er også blevet forvekslet med både rengøringsdamen og gartneren  pga. min påklædning. Men jeg kan faktisk godt lide at lægge mærke til hvordan folk ændrer deres måde at behandle mig på alt efter hvilket tøj jeg bærer. I øvrigt har jeg en del dyre tasker, som samler støv i skabet. Min bonusdatter går mere med dem end jeg gør.

Nu vi er ved fordommene: min datter fik huller i ørene som baby. Jeg er ikke nogen ung mor, ej heller anden etnisk herkomst. Jeg kører i en ny bil til 1,5 mio, men jeg ønsker, trods den store bil, en hastigshedsgrænse på 100 km/timen på motorvejen. Jeg ser aldrig tv men abonnerer på 7 forskellige aviser. 

Jeg tror det er svært at putte vores familie i en “kasse” og det vil nok være vidt forskellige kasser alt efter om man møder mig i træsko i fakta eller i cashmeresweater og polotrøje i golfklubben

 

 

Hvorfor vil du kun køre 100? 

Anonym skriver:

Hvorfor vil du kun køre 100? 

Det er lidt off topic Af to grunde. Sikkerhed og miljømæssige årsager det er nok også farvet af at jeg har boet i et land hvor folk gerne kører 180-200. Jeg mener det er total spild af ressourcer. 

Mrs. skriver:

Den med tøj og sport til børnene har jeg ramt ind i pga min alder (eller også dømmer hun på mit udseende med tatoveringer??) 

var 17 år da jeg fik min søn så er en af de yngste forældre i min søns klasse i dag. Hans nye klasselærer foreslog også for mig alverdens gratis tilbud til fritidsinteresser mm og sagde “jeg forstår godt hvis man ikke har råd til det”… og jeg var så målløs men kunne ikke lade være at grine, for min søn går til 2 ret dyre sportsgrene, og går altså i dyrt tøj (tror hun har antaget vi arver for blev foreslået op til vintertøj indkøb vi altid kunne se i mødrehjælpen ). 
Har dog ikke rettet hende eller gjort indvendinger, for morer mig meget hun tror sådan om mig

Haha hvor sjovt, jeg blev mor som 22år…

Du kan tro jeg blev dømt, jeg blev tilmeldt UNG mødergruppe af min sundhedplejeske, fordi min mødergruppe var førstegangsfødende kvinder på 32-33 år..

Har ofte fået at vide jeg får glip af en hel masse og jeg ikke har levet mit liv nok - fordi jeg fik barn alt for tidligt….

Jeg så måske også en smule ung ud af min alder, men kan huske mange kiggede når jeg feks var til lægen eller hospitalet. Havde måske også en følelse i kroppen som sagde:

ung mor=dårlig mor.

Jeg kan selv huske da jeg startede på ny uddannelse, der var der en pige som så virkelig godt ud og kom fra kernefamilien ville være i politiet osv. Kan huske jeg tænkte ihh hvor er hun sød. Hun var simpelthen så forfærdelig, hun talte så grimt til folk tydelig personlighedsforstyrret…

 Tilgengæld dømmede min veninde en anden kvinde til at være snobbet hun var simpelthen så fantastisk sød og rar…

Mødte så hende den “forfærdelige” (forfærdeligt af mig at kalde hende forfærdelig men det var hun altså) fra klassen hos min negledame og hun skældte ud og gjorde en scene ud af det. (Lod som om jeg ikke så hende)

L1232 skriver:

Haha hvor sjovt, jeg blev mor som 22år…

Du kan tro jeg blev dømt, jeg blev tilmeldt UNG mødergruppe af min sundhedplejeske, fordi min mødergruppe var førstegangsfødende kvinder på 32-33 år..

Har ofte fået at vide jeg får glip af en hel masse og jeg ikke har levet mit liv nok - fordi jeg fik barn alt for tidligt….

Jeg så måske også en smule ung ud af min alder, men kan huske mange kiggede når jeg feks var til lægen eller hospitalet. Havde måske også en følelse i kroppen som sagde:

ung mor=dårlig mor.

 

Jeg kan selv huske da jeg startede på ny uddannelse, der var der en pige som så virkelig godt ud og kom fra kernefamilien ville være i politiet osv. Kan huske jeg tænkte ihh hvor er hun sød. Hun var simpelthen så forfærdelig, hun talte så grimt til folk tydelig personlighedsforstyrret…

 Tilgengæld dømmede min veninde en anden kvinde til at være snobbet hun var simpelthen så fantastisk sød og rar…

Mødte så hende den “forfærdelige” (forfærdeligt af mig at kalde hende forfærdelig men det var hun altså) fra klassen hos min negledame og hun skældte ud og gjorde en scene ud af det. (Lod som om jeg ikke så hende)

Er så latterligt man skal dømmes på alderen! 
føler bestemt ikke jeg er gået glip af noget, tværtimod føler jeg mit ungdomsliv har haft så meget indhold og kærlighed 

Unge kan klare det lige så godt! 
det eneste jeg synes har været hårdt har været at jonglere uddannelse+job+at være alene mor. Men jeg kom igennem det og min søn har været den der de dårlige dage har gjort jeg har holdt ved og gennemført det. Altid har mit fokus været hans bedste og hvad jeg skulle opnå for at give ham en god barndom - det er fandme motivation på højt plan!

Mrs. skriver:

Er så latterligt man skal dømmes på alderen! 
føler bestemt ikke jeg er gået glip af noget, tværtimod føler jeg mit ungdomsliv har haft så meget indhold og kærlighed 

Unge kan klare det lige så godt! 
det eneste jeg synes har været hårdt har været at jonglere uddannelse+job+at være alene mor. Men jeg kom igennem det og min søn har været den der de dårlige dage har gjort jeg har holdt ved og gennemført det. Altid har mit fokus været hans bedste og hvad jeg skulle opnå for at give ham en god barndom - det er fandme motivation på højt plan!

Præcis!! 
Kunne ikke siges bedre, jeg synes selv jeg har været en fantastisk mor trods alderen.

Jeg har aldrig været typen som gik i byen drak mig fuld var på venindeture osv. Det sagde mig aldrig noget, blev næsten tvunget ind i det hvis det endelig var. Og jeg synes det var MEGA kedeligt og livet gav ingen mening for mig.

Da jeg så blev mor, gav alt ligepludselig  mening, tiden/livet var hård men fuld af kærlighed og meningsfuldt. Jeg følte mig hel.

Faktisk fik jeg en del bemærkninger hvis jeg var hos lægen med min dreng

Han blev opereret som spæd mod mavemundsforsnævring, der fik lægen mig bare til at lyde som en ung, dum og uerfaren pyldret mor og jeg skulle tage det helt med ro og det var fordi jeg ikke havde erfaring( selvom han kastede op døgnet rundt).

Den med mødergruppen var nok værst…. Følte mig virkelig dum, selvom undskyld mig så var de 32 årige ligeså uerfarne som mig. Om man er 22 eller 10 år ældre hvis man ikke har prøvet at have  børn, hvordan skulle den ældre mor vide bedre end den yngre?