Jeg læser ingen steder at trådstarter er bekymret for sig selv, men netop er bekymret for at smitte andre, der ikke tåler at blive meget syg. Generelt kan man vel kun tale udfra sin egen verden og dem man omgåes både privat, på jobbet osv. Alle i vores famile er vaccineret både de børn der kan, og voksne og det samme gælder venner. Hvis jeg skal ses til noget større socialt i fx familien, beder vi om at alle er nytestede, før de kommer. Jeg har overhoved ikke en snert af angst for selv at få corona ,ej heller er mine børn bange for selv at få det. Vi er sunde og raske alle sammen og tænker vi ikke bliver så hård ramt. Men vi vil gøre alt det vi kan, for ikke at smitte andre, der ikke kan tåle det. For det første arbejder jeg selv med sårbare børn, hvor vi har haft nogen af dem indlagt pga corona og så har vi også desværre kræft i nærmeste familie, og de skal simpelthen ikke stresse over, hvis de gerne vil ses, så selvfølgelig tester vi for andres skyld. Jeg tror på ,at vi skal passe på hinanden, og vi kan jo aldrig vide om ens kollegas mand er ramt af kræft eller barnets sidekammerat i skolen netop har fået en for tidlig født lillesøster. Jeg går absolut ikke ind for vaccinetvang, men jeg går ind for at vi skal testes og passe på hinanden også selvom vi ikke selv (lige nu, man ved jo aldrig hvad der sker med en selv eller en i familien) er i risikogruppen. Hvis jeg får corona på trods af 3 vacciner, afspritning og afstand, bliver det jo fanget af test som jeg tager flere gange om ugen, så har jeg jo gjort det jeg føler jeg kan for at passe på andre. Men både os og børnene lever overhoved ikke vores liv i skræk og angst eller isoleret uden sociale arrangementer eller fritidsinteresser, men vi er bevidste om hvordan vores valg kan have indflydelse på andre. Derfor passer vi på.
Anmeld
Citér