StortOgSmåt skriver:
Følelser kan være helt reelle, også selvom de er urimelige. Men det er ikke sikkert at alle følelser skal have lige meget magt og respekteres i samme grad. Man kan jo godt anerkende, at nogen har det, som de har det, uden at lade en handling derpå følge. Hvis min man “følte” at jeg ikke måtte gå i Netto, eventuelt fordi ekspedienten blinkede til mig, ville jeg heller ikke følge hans følelser op med handling. Og det er nok her vores uenighed ligger. Jeg opfatter mandens følelser i dette tilfælde som urimelige og irrationelle - og derved heller ikke som hos mig ville få lov at bestemme handlingen. Her ville det at afhjælpe (fikse, om du vil) “de irrationelle” tanker egentlig være et udtryk for den største respekt og også den bedste måde jeg kunne værne om vores forhold på. Det må ikke være rart at have det sådan - og jeg ville gerne hjælpe ham med at få det anderledes. Men ved at fokusere på problemet (hans irrationelle frygt for at jeg gik i Netop), fremfor at ændre min adfærd (hvis det nu gjorde mig glad at hånd Netto og der ikke lå en Fakta i nærheden) 
Jeg opfatter den anden tilgang som en glidebane og med potentiel risiko for at være mere ødelæggende, end opbyggende i forholdet.
Nej, alle følelser skal ikke respekteres, men der er nogle følelser, som man bør handle på. Og hvor det er mangel på respekt ikke at handle.
Det er ret individuelt, hvad man finder urimeligt. Jeg synes f.eks, det er urimeligt at sige, at bare fordi man ikke kan finde på at være utro, så har man ret til at gå til hvad man vil med hvem man vil.
Der findes andre grænser og andre dealbreakere end utroskab.
Et blink fra en kassemedarbejder i Netto er noget helt andet end den situation, TS beskriver.
Jeg synes, man kunne tale om symptombehandling, hvis der var tale om en mand, der havde et generelt problem. Men TS beskriver en mand, der ikke er jaloux ellers, der ikke er kontrollerende, der ikke har noget imod, at hun går til dans, hvis hun kunne finde en anden dansepartner.
Hvis man er bange for en glidebane den ene vej, så kan man vel lige så godt være bange for en glidebane den anden vej. Hvis man skal acceptere, at ens mand/kone/kæreste går til dans med en person, der opfører sig upassende, hvad er så det næste, man skal acceptere ? - det kunne vel også være en glidebane.
Jeg har været i et forhold med en mand, hvor der blev tale om en glidebane på flere områder. Et forhold, der var med til at give mig en deression og sende mit i terapi.
Men med min nuværende kæreste, ville jeg aldrig være bange for en glidebane. Vi har et ganske almindeligt, sundt forhold. Jeg kunne da sagtens forestille mig, at han ikke ville bryde sig om, at jeg gik til dans med en mand, der kunne finde på at være nærgående til fester. Og omvendt ville jeg heller ikke synes, det var særlig fedt, hvis han gik til dans med en kvinde, der var nærgående. Vi stoler på hianden, men det er bare upassende. Derimod ville jeg synes, det var ret sjovt, hvis kassemedarbejderen i Netto blinkede til ham.
Jeg synes, det er helt rimeligt, at TS´s mand ikke bryder sig om, at hun går til dans med netop denne mand. Det er helt naturligt, og jeg tror, mange mennesker ville føle, at det var over grænsen.
Jeg kan sagtens forstå, at TS ærgrer sig, for jeg synes også, at dans er noget af det fedeste. Men som Unicorn1 skriver, så har hun så mange muligheder for at indgå et rimeligt kompromis.
