Give op

StortOgSmåt skriver:

Nej, det synes jeg heller ikke, at jeg skriver. Jeg vil altid gå ret langt for at forsøge at lytte til og forstå, hvis min partner fortæller at noget er svært for ham eller gør ham usikker. Men det er klart, at hvis følelserne er bundet op på urimelige forestillinger og hans egen usikkerhed, koblet med krav eller ultimatummer om hvad jeg så må eller ikke må  for at efterkomme eller udglatte hans egne forestillinger, så ville det nærme sig en urimelig kontrol, og den ville jeg ikke efterkomme uden videre. Jeg ville derimod blive bekymret for mit forhold og min partner generelt - i sidste ende opsøge noget terapi til enten ham eller os for at få løst hvad det i virkeligheden handlede om og bundede i - fx hans manglende tillid eller selvværd - og så ville jeg fortsat holde på, at jeg gjorde de ting jeg ønskede og som var fuldt ud rimelige. At stoppe med at danse, som et eksempel, ville tangere til blot at være symptombehandling i mine øjne, uden at løse det egentlige problem i vores forhold. 

Jamen TS kan da stadig danse.. Hendes mand beder hende ikke om at stoppe med at danse generelt.. Han beder hende stoppe med at danse med lige præcis den her person, som opfører sig upassende.. Og hvis man fortsætter med det, så kommer hele forholdet sig til at dreje sig om én person kun - så bliver det "JEG gør, hvad JEG vil, og jeg er fuldstændig ligeglad med DIG".. 

Som Tommelise skriver: man er ikke siamesiske tvillinger, men man er heller ikke en øde ø i et forhold.. Man må respektere hinanden, og finde løsninger hvor begge har det godt - ikke kun den ene.. 

StortOgSmåt skriver:

Nej, det synes jeg heller ikke, at jeg skriver. Jeg vil altid gå ret langt for at forsøge at lytte til og forstå, hvis min partner fortæller at noget er svært for ham eller gør ham usikker. Men det er klart, at hvis følelserne er bundet op på urimelige forestillinger og hans egen usikkerhed, koblet med krav eller ultimatummer om hvad jeg så må eller ikke må  for at efterkomme eller udglatte hans egne forestillinger, så ville det nærme sig en urimelig kontrol, og den ville jeg ikke efterkomme uden videre. Jeg ville derimod blive bekymret for mit forhold og min partner generelt - i sidste ende opsøge noget terapi til enten ham eller os for at få løst hvad det i virkeligheden handlede om og bundede i - fx hans manglende tillid eller selvværd - og så ville jeg fortsat holde på, at jeg gjorde de ting jeg ønskede og som var fuldt ud rimelige. At stoppe med at danse, som et eksempel, ville tangere til blot at være symptombehandling i mine øjne, uden at løse det egentlige problem i vores forhold. 

Det behøver jo ikke handle om urimelige forestillinger, usikkerhed, manglende tillid eller manglende selvværd.

Det kan bare være en følelse. Det kan handle om simpel respekt. Jeg ville nok selv have svært ved at være i et forhold, hvor min partner insisterede på sin ret til at trampe på mine følelser. Måske føler TS´s mand, at der slet ikke bliver taget hensyn til ham, hans følelser og grænser. 

Hvorfor skal en mand "fikses" - endda i terapi - hvis det lige så meget handler om kvindens - måske urimelige - insisteren på at gå til dans med den ene mand, som hendes mand ikke bryder sig om, at hun danser med. 

Og hun kan jo stadig danse. Det er vel et forsøg værd, om hun kunne blive glad for en form for dans uden partner, for jeg ved godt, at det kan være nærmest umuligt at finde en anden dansepartner. 

Det var noget helt andet, hvis han også blandede sig i, om hun gik til håndbold, i strikkeklub eller sang i kor. Så kunne man tale om kontrol. 

TS skriver, at han ikke generelt er jaloux. Og hun må jo vide det. 

Det er helt fair, at man har forskellige grænser, men i et parforhold må man ind imellem indgå kompromiser. Det handler om gensidig respekt. Man kan ikke altid insistere på, at ens egne grænser er mere rigtige og rimelige end partnerens. 

TS læser du stadig med? 

For jeg undrer mig egentlig over din overskrift.. Hvad mener du, der skal gives op? 

Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at du om dansen skriver "droppe det", men om familien/forholdet skriver "opgive".. Så for mig lyder det egentlig til, at du helst vil blive skilt fra din mand og fortsætte dansen.. Og det er jo også helt fair, hvis det er sådan du føler - ingen skal blive i et forhold, hvor man ikke er lykkelig.. Men så skylder du jer begge to at sige det til din mand, så I begge kan komme videre

Unicorn1 skriver:

TS læser du stadig med? 

For jeg undrer mig egentlig over din overskrift.. Hvad mener du, der skal gives op? 

Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at du om dansen skriver "droppe det", men om familien/forholdet skriver "opgive".. Så for mig lyder det egentlig til, at du helst vil blive skilt fra din mand og fortsætte dansen.. Og det er jo også helt fair, hvis det er sådan du føler - ingen skal blive i et forhold, hvor man ikke er lykkelig.. Men så skylder du jer begge to at sige det til din mand, så I begge kan komme videre

Overskriften er ment som man skal opgive sin interesse og være der for familien. Intet med at opgive familien. 

TS her

nu tror jeg mange er ved at vende situationen til noget den ikke er.

min mand har aldrig forbudt mig at gå til dans men har givet udtryk for at han ikke bryder sig om det og ved ikke om han kan acceptere det på sigt hvis det foregår med denne kammerat. Deraf ved han som sagt ikke om han kan fortsætte vores forhold hvis dansen på sigt bliver ved med at være med denne kammerat 

Meheju skriver:

Overskriften er ment som man skal opgive sin interesse og være der for familien. Intet med at opgive familien. 

Okay så er det mig, der har misforstået .. 

Tommelise skriver:

Det behøver jo ikke handle om urimelige forestillinger, usikkerhed, manglende tillid eller manglende selvværd.

Det kan bare være en følelse. Det kan handle om simpel respekt. Jeg ville nok selv have svært ved at være i et forhold, hvor min partner insisterede på sin ret til at trampe på mine følelser. Måske føler TS´s mand, at der slet ikke bliver taget hensyn til ham, hans følelser og grænser. 

Hvorfor skal en mand "fikses" - endda i terapi - hvis det lige så meget handler om kvindens - måske urimelige - insisteren på at gå til dans med den ene mand, som hendes mand ikke bryder sig om, at hun danser med. 

Og hun kan jo stadig danse. Det er vel et forsøg værd, om hun kunne blive glad for en form for dans uden partner, for jeg ved godt, at det kan være nærmest umuligt at finde en anden dansepartner. 

Det var noget helt andet, hvis han også blandede sig i, om hun gik til håndbold, i strikkeklub eller sang i kor. Så kunne man tale om kontrol. 

TS skriver, at han ikke generelt er jaloux. Og hun må jo vide det. 

Det er helt fair, at man har forskellige grænser, men i et parforhold må man ind imellem indgå kompromiser. Det handler om gensidig respekt. Man kan ikke altid insistere på, at ens egne grænser er mere rigtige og rimelige end partnerens. 

Følelser kan være helt reelle, også selvom de er urimelige. Men det er ikke sikkert at alle følelser skal have lige meget magt og respekteres i samme grad. Man kan jo godt anerkende, at nogen har det, som de har det, uden at lade en handling derpå følge. Hvis min man “følte” at jeg ikke måtte gå i Netto, eventuelt fordi ekspedienten blinkede til mig, ville jeg heller ikke følge hans følelser op med handling. Og det er nok her vores uenighed ligger. Jeg opfatter mandens følelser i dette tilfælde som urimelige og irrationelle - og derved heller ikke som hos mig ville få lov at bestemme handlingen. Her ville det at afhjælpe (fikse, om du vil) “de irrationelle” tanker egentlig være et udtryk for den største respekt og også den bedste måde jeg kunne værne om vores forhold på. Det må ikke være rart at have det sådan - og jeg ville gerne hjælpe ham med at få det anderledes. Men ved at fokusere på problemet (hans irrationelle frygt for at jeg gik i Netop), fremfor at ændre min adfærd (hvis det nu gjorde mig glad at hånd Netto og der ikke lå en Fakta i nærheden)  Jeg opfatter den anden tilgang som en glidebane og med potentiel risiko for at være mere ødelæggende, end opbyggende i forholdet. 

StortOgSmåt skriver:

Nej, det synes jeg heller ikke, at jeg skriver. Jeg vil altid gå ret langt for at forsøge at lytte til og forstå, hvis min partner fortæller at noget er svært for ham eller gør ham usikker. Men det er klart, at hvis følelserne er bundet op på urimelige forestillinger og hans egen usikkerhed, koblet med krav eller ultimatummer om hvad jeg så må eller ikke må  for at efterkomme eller udglatte hans egne forestillinger, så ville det nærme sig en urimelig kontrol, og den ville jeg ikke efterkomme uden videre. Jeg ville derimod blive bekymret for mit forhold og min partner generelt - i sidste ende opsøge noget terapi til enten ham eller os for at få løst hvad det i virkeligheden handlede om og bundede i - fx hans manglende tillid eller selvværd - og så ville jeg fortsat holde på, at jeg gjorde de ting jeg ønskede og som var fuldt ud rimelige. At stoppe med at danse, som et eksempel, ville tangere til blot at være symptombehandling i mine øjne, uden at løse det egentlige problem i vores forhold. 

Det var lige præcis min pointe! Du formulerer det bare bedre end mig

StortOgSmåt skriver:

Følelser kan være helt reelle, også selvom de er urimelige. Men det er ikke sikkert at alle følelser skal have lige meget magt og respekteres i samme grad. Man kan jo godt anerkende, at nogen har det, som de har det, uden at lade en handling derpå følge. Hvis min man “følte” at jeg ikke måtte gå i Netto, eventuelt fordi ekspedienten blinkede til mig, ville jeg heller ikke følge hans følelser op med handling. Og det er nok her vores uenighed ligger. Jeg opfatter mandens følelser i dette tilfælde som urimelige og irrationelle - og derved heller ikke som hos mig ville få lov at bestemme handlingen. Her ville det at afhjælpe (fikse, om du vil) “de irrationelle” tanker egentlig være et udtryk for den største respekt og også den bedste måde jeg kunne værne om vores forhold på. Det må ikke være rart at have det sådan - og jeg ville gerne hjælpe ham med at få det anderledes. Men ved at fokusere på problemet (hans irrationelle frygt for at jeg gik i Netop), fremfor at ændre min adfærd (hvis det nu gjorde mig glad at hånd Netto og der ikke lå en Fakta i nærheden)  Jeg opfatter den anden tilgang som en glidebane og med potentiel risiko for at være mere ødelæggende, end opbyggende i forholdet. 

 

Der er ret stor forskel på, om en fremmede ekspedient bag en kasse lige blinker til en, og så at man står/danser tæt sammen med en ven, der er upassende.. Der er mange seksuelle undertoner i dans, og mange egentlig upassende berøringer i dans.. 

Så hvis man ikke hører og handler på sin mands følelser i det her tilfælde, så vil jeg mene, at man har stor mangel på respekt for sin mand, og at man undergraver hans følelser.. Der er masser af løsninger for TS, hvor begges følelser og behov kan blive hørt.. Men der er ingen løsninger for hendes mand; enten må han lade sig skille og miste sin familie, eller også må hans følelser blive ignoreret og så kan han rent faktisk miste en del af sig selv og få det dårligt rent psykisk, fordi han er i et forhold, hvor hans følelser ikke bliver respekteret.. 

Ville det også være okay, at en person fx dansede med en mand, der havde kysset hende? Skulle manden i det forhold heller ikke have noget at skulle have sagt? 

Meheju skriver:

TS her

nu tror jeg mange er ved at vende situationen til noget den ikke er.

min mand har aldrig forbudt mig at gå til dans men har givet udtryk for at han ikke bryder sig om det og ved ikke om han kan acceptere det på sigt hvis det foregår med denne kammerat. Deraf ved han som sagt ikke om han kan fortsætte vores forhold hvis dansen på sigt bliver ved med at være med denne kammerat 

Ok, det blev også lidt hypotetisk fra min side og ikke helt ift trådens oprindelig dilemma. Ud fra det du har beskrevet i tråden, så ville jeg opgive min dansepartner og finde noget andet dans at gå til (hvis ikke jeg kunne finde en ny partner). Kan godt forstå din mand ikke synes det er så fedt I danser sammen når nu din dansepartner har været nærgående.