Anonym skriver:
Jeg står i en svær situation/beslutning, og jeg har brug for råd eller sparring.
Jeg har 2 børn på henholdsvis 8 år og 10 år. Jeg har i 3 år været sammen med min kæreste. Børnene er glade for ham, særligt min datter. Han er på mange måder en rigtig god fyr, tager sig af børnene som var de hans egne. Han står sagligt for aftensmad - han hjælper økonomisk. Han hjælper med lektier osv. Jeg er bange for om jeg kan klare mig uden ham - alene. Jeg kan bare ikke finde ud af om mine følelser har ændret sig.
Problemet er, at han i vores forhold har været meget svingende i humør og temperament. I længere perioder har han været meget sur og taget afstand til mig/frosset mig ude. I de første par år af forholdet reagerede jeg med gråd og hjælpeløshed når han frøs mig ude, men nu er jeg blevet mere ligeglad med ham. Han kan have meget svært ved at styrer sit temperament, særligt hvis han ikke forstår eller er enig i min holdning - eller hvis jeg ændre min holdning. Han har i en længere periode haft tildens til at tage fat i mig så hårdt at jeg flere gange har haft blå mærker på mine arme. Dette er blevet meget bedre, efter jeg sagde at jeg ville gå fra ham. Han kan dog fortsat blive meget sur, og hvis han er rigtig sur, går han nogle gange helt op i mit ansigt med få millimeters afstand og taler grimt (meget grænseoverskridende). Det får mig til at ryge helt op i det røde felt, og så kan jeg have svært ved at styrer de ord der kommer ud af min mund. Efter en episode, er det som om han kun husker eller kan se mine fejl. Han fortæller gang på gang, at de ord der kom ud af min mund var sårende og onde - noget han aldrig kan glemme. Men årsagen til mine ord, er altid at han overskrider min grænse og jeg ikke kan få ham væk, uden at råbe højt og grimt..
Han vil ikke have at jeg hat et godt samarbejde med børnenes far - han står ihvertfald og ånder mig i nakken hver gang vi taler sammen. Derfor er jeg begyndt at tale med børnenes far i hemmelighed vedr. børnene, for at slippe for hans onde blik eller grimme holdninger til børnenes far. Han kommentere ind imellem på min påklædning hvis jeg er nedringet eller har kort nederdel på. Dette er også blevet bedre, måske fordi jeg aldrig går i det tøj længere - og jeg mener aldrig at mit tøj har været udfordrende.
Jeg har det sidste år til halve år mistet noget for ham, jeg har ændret mig og jeg er blevet mere ligeglad med hvad han siger og gør. Han vil gerne købe hus (vi er ikke enige om beliggenhed eller udseende på huset). Han presser på med hus, fordi vi i 2 år har boet i en lejlighed og han er meget lydfølsom når børnene larmer/gamer. Han brokker sig dagligt over vores lejlighed og mangel på plads...
Jeg står nu i det dilemma, at jeg hverken ved om jeg har lyst til at blive i forholdet eller flytte i hus med ham. Jeg har rigtig svært ved at sige “nej” til ham, fordi hans humør falder så drastisk når han ikke får sin vilje. Hvad gør jeg, hjælp?!!!
Det lyder som om at han har nogle gode kvaliteter, men det der med at tage hårdt fat i dig så du får mærker, det er bare overhoved ikke i orden. Han har helt sikkert noget han skal arbejde med.
Det store temperament, må også givet en trykket stemning tit, og der er virkelig noget børn de mærker meget mere end vi selv lægger mærke til.
At være i et forhold i lang tid, handler i den grad om at være gode til at tilgive hinandens små fejl og små særheder, så det med at du har sagt sårende ting, som han ikke kan glemme, det er lidt at hænge sig i fortiden.
Det er svært at svare på hvad du skal, men hvis han ikke lærer at styre sit temperament og giver dig plads, så er det nok bedst at smutte for børnenes skyld.
Håber i finder ud af det
