Hjælp mig!

Jeg står i en svær situation/beslutning, og jeg har brug for råd eller sparring.

Jeg har 2 børn på henholdsvis 8 år og 10 år. Jeg har i 3 år været sammen med min kæreste. Børnene er glade for ham, særligt min datter. Han er på mange måder en rigtig god fyr, tager sig af børnene som var de hans egne. Han står sagligt for aftensmad - han hjælper økonomisk. Han hjælper med lektier osv. Jeg er bange for om jeg kan klare mig uden ham - alene. Jeg kan bare ikke finde ud af om mine følelser har ændret sig.

Problemet er, at han i vores forhold har været meget svingende i humør og temperament. I længere perioder har han været meget sur og taget afstand til mig/frosset mig ude. I de første par år af forholdet reagerede jeg med gråd og hjælpeløshed når han frøs mig ude, men nu er jeg blevet mere ligeglad med ham. Han kan have meget svært ved at styrer sit temperament, særligt hvis han ikke forstår eller er enig i min holdning - eller hvis jeg ændre min holdning. Han har i en længere periode haft tildens til at tage fat i mig så hårdt at jeg flere gange har haft blå mærker på mine arme. Dette er blevet meget bedre, efter jeg sagde at jeg ville gå fra ham. Han kan dog fortsat blive meget sur, og hvis han er rigtig sur, går han nogle gange helt op i mit ansigt med få millimeters afstand og taler grimt (meget grænseoverskridende). Det får mig til at ryge helt op i det røde felt, og så kan jeg have svært ved at styrer de ord der kommer ud af min mund. Efter en episode, er det som om han kun husker eller kan se mine fejl. Han fortæller gang på gang, at de ord der kom ud af min mund var sårende og onde - noget han aldrig kan glemme. Men årsagen til mine ord, er altid at han overskrider min grænse og jeg ikke kan få ham væk, uden at råbe højt og grimt..

Han vil ikke have at jeg hat et godt samarbejde med børnenes far - han står ihvertfald og ånder mig i nakken hver gang vi taler sammen. Derfor er jeg begyndt at tale med børnenes far i hemmelighed vedr. børnene, for at slippe for hans onde blik eller grimme holdninger til børnenes far. Han kommentere ind imellem på min påklædning hvis jeg er nedringet eller har kort nederdel på. Dette er også blevet bedre, måske fordi jeg aldrig går i det tøj længere - og jeg mener aldrig at mit tøj har været udfordrende. 

Jeg har det sidste år til halve år mistet noget for ham, jeg har ændret mig og jeg er blevet mere ligeglad med hvad han siger og gør. Han vil gerne købe hus (vi er ikke enige om beliggenhed eller udseende på huset). Han presser på med hus, fordi vi i 2 år har boet i en lejlighed og han er meget lydfølsom når børnene larmer/gamer. Han brokker sig dagligt over vores lejlighed og mangel på plads...

Jeg står nu i det dilemma, at jeg hverken ved om jeg har lyst til at blive i forholdet eller flytte i hus med ham. Jeg har rigtig svært ved at sige “nej” til ham, fordi hans humør falder så drastisk når han ikke får sin vilje. Hvad gør jeg, hjælp?!!!

Du skal tage dine børn og gå, det du beskriver er ikke et sundt forhold, og det lyderer meget som han køre psykolog på dig.

Mange kram

Anonym skriver:

Jeg står i en svær situation/beslutning, og jeg har brug for råd eller sparring.

Jeg har 2 børn på henholdsvis 8 år og 10 år. Jeg har i 3 år været sammen med min kæreste. Børnene er glade for ham, særligt min datter. Han er på mange måder en rigtig god fyr, tager sig af børnene som var de hans egne. Han står sagligt for aftensmad - han hjælper økonomisk. Han hjælper med lektier osv. Jeg er bange for om jeg kan klare mig uden ham - alene. Jeg kan bare ikke finde ud af om mine følelser har ændret sig.

Problemet er, at han i vores forhold har været meget svingende i humør og temperament. I længere perioder har han været meget sur og taget afstand til mig/frosset mig ude. I de første par år af forholdet reagerede jeg med gråd og hjælpeløshed når han frøs mig ude, men nu er jeg blevet mere ligeglad med ham. Han kan have meget svært ved at styrer sit temperament, særligt hvis han ikke forstår eller er enig i min holdning - eller hvis jeg ændre min holdning. Han har i en længere periode haft tildens til at tage fat i mig så hårdt at jeg flere gange har haft blå mærker på mine arme. Dette er blevet meget bedre, efter jeg sagde at jeg ville gå fra ham. Han kan dog fortsat blive meget sur, og hvis han er rigtig sur, går han nogle gange helt op i mit ansigt med få millimeters afstand og taler grimt (meget grænseoverskridende). Det får mig til at ryge helt op i det røde felt, og så kan jeg have svært ved at styrer de ord der kommer ud af min mund. Efter en episode, er det som om han kun husker eller kan se mine fejl. Han fortæller gang på gang, at de ord der kom ud af min mund var sårende og onde - noget han aldrig kan glemme. Men årsagen til mine ord, er altid at han overskrider min grænse og jeg ikke kan få ham væk, uden at råbe højt og grimt..

Han vil ikke have at jeg hat et godt samarbejde med børnenes far - han står ihvertfald og ånder mig i nakken hver gang vi taler sammen. Derfor er jeg begyndt at tale med børnenes far i hemmelighed vedr. børnene, for at slippe for hans onde blik eller grimme holdninger til børnenes far. Han kommentere ind imellem på min påklædning hvis jeg er nedringet eller har kort nederdel på. Dette er også blevet bedre, måske fordi jeg aldrig går i det tøj længere - og jeg mener aldrig at mit tøj har været udfordrende. 

Jeg har det sidste år til halve år mistet noget for ham, jeg har ændret mig og jeg er blevet mere ligeglad med hvad han siger og gør. Han vil gerne købe hus (vi er ikke enige om beliggenhed eller udseende på huset). Han presser på med hus, fordi vi i 2 år har boet i en lejlighed og han er meget lydfølsom når børnene larmer/gamer. Han brokker sig dagligt over vores lejlighed og mangel på plads...

Jeg står nu i det dilemma, at jeg hverken ved om jeg har lyst til at blive i forholdet eller flytte i hus med ham. Jeg har rigtig svært ved at sige “nej” til ham, fordi hans humør falder så drastisk når han ikke får sin vilje. Hvad gør jeg, hjælp?!!!

 

Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre. Men kan sige hvad jeg selv ville gøre. Jeg havde tager mine børn og flyttet på stedet. 
de ting du skriver. Blå mærker, samarbejdet med børnenes far. Kommentarer om dit tøj osv. han er kontrollerende på en meget usund måde. Hvad når din datter bliver teenager og begynder at gå i nedringet bluser og korte nederdele. Så vil han ogsp begynde at kontrollerer hende. 

Selvfølgelig kan du klare dig uden ham. Det lærer du lyn hurtigt. 

Anonym skriver:

Jeg står i en svær situation/beslutning, og jeg har brug for råd eller sparring.

Jeg har 2 børn på henholdsvis 8 år og 10 år. Jeg har i 3 år været sammen med min kæreste. Børnene er glade for ham, særligt min datter. Han er på mange måder en rigtig god fyr, tager sig af børnene som var de hans egne. Han står sagligt for aftensmad - han hjælper økonomisk. Han hjælper med lektier osv. Jeg er bange for om jeg kan klare mig uden ham - alene. Jeg kan bare ikke finde ud af om mine følelser har ændret sig.

Problemet er, at han i vores forhold har været meget svingende i humør og temperament. I længere perioder har han været meget sur og taget afstand til mig/frosset mig ude. I de første par år af forholdet reagerede jeg med gråd og hjælpeløshed når han frøs mig ude, men nu er jeg blevet mere ligeglad med ham. Han kan have meget svært ved at styrer sit temperament, særligt hvis han ikke forstår eller er enig i min holdning - eller hvis jeg ændre min holdning. Han har i en længere periode haft tildens til at tage fat i mig så hårdt at jeg flere gange har haft blå mærker på mine arme. Dette er blevet meget bedre, efter jeg sagde at jeg ville gå fra ham. Han kan dog fortsat blive meget sur, og hvis han er rigtig sur, går han nogle gange helt op i mit ansigt med få millimeters afstand og taler grimt (meget grænseoverskridende). Det får mig til at ryge helt op i det røde felt, og så kan jeg have svært ved at styrer de ord der kommer ud af min mund. Efter en episode, er det som om han kun husker eller kan se mine fejl. Han fortæller gang på gang, at de ord der kom ud af min mund var sårende og onde - noget han aldrig kan glemme. Men årsagen til mine ord, er altid at han overskrider min grænse og jeg ikke kan få ham væk, uden at råbe højt og grimt..

Han vil ikke have at jeg hat et godt samarbejde med børnenes far - han står ihvertfald og ånder mig i nakken hver gang vi taler sammen. Derfor er jeg begyndt at tale med børnenes far i hemmelighed vedr. børnene, for at slippe for hans onde blik eller grimme holdninger til børnenes far. Han kommentere ind imellem på min påklædning hvis jeg er nedringet eller har kort nederdel på. Dette er også blevet bedre, måske fordi jeg aldrig går i det tøj længere - og jeg mener aldrig at mit tøj har været udfordrende. 

Jeg har det sidste år til halve år mistet noget for ham, jeg har ændret mig og jeg er blevet mere ligeglad med hvad han siger og gør. Han vil gerne købe hus (vi er ikke enige om beliggenhed eller udseende på huset). Han presser på med hus, fordi vi i 2 år har boet i en lejlighed og han er meget lydfølsom når børnene larmer/gamer. Han brokker sig dagligt over vores lejlighed og mangel på plads...

Jeg står nu i det dilemma, at jeg hverken ved om jeg har lyst til at blive i forholdet eller flytte i hus med ham. Jeg har rigtig svært ved at sige “nej” til ham, fordi hans humør falder så drastisk når han ikke får sin vilje. Hvad gør jeg, hjælp?!!!

 

Jeg ville lade ham flytte i hus alene, og så flytte/blive i lejligheden med børnene. 

Du er bedre tjent uden ham.

Jeg kan nærmest ikke se hvor dilemmaet er. Der er psykisk vold, grænsende til fysisk vold, han er kontrollerende, kan ikke styre sit temperament osv.

Ville du selv råde en anden til at fortsætte i forhold eller binde sig i hus med sådan en type?

Gå fra ham... der findes mænd som fortjener en som dig og det lyder bestemt som om du er tjent bedre uden. Læs det du skrev og forestil dig det var en veninde? 
Jeg ville måske endda flytte på kvindecenter..hvis du føler dig vange for ham. Jeg ville være bange for ham med det du beskriver... 

Du skal væk fra ham hurtigst muligt, han er kontrollerende, manipulerende og voldelig, både psykisk og fysisk (at tage fat i armen så man får blå mærker er altså ikke normalt/ok).

Jeg har heldigvis ikke selv erfaring med vold, men ud fra hvordan man hører at den slags udvikler sig, vil jeg sige det er et spørgsmål om tid førend han slår dig “rigtigt”. 

Er han også opfarende, kontrollerende, manipulerende overfor børnene? Synes du selv du og børnene skal leve med det?

Det er selvfølgelig nemt for os alle, at sidde og skrive du skal gå fra ham. Men det bør du gøre... har du ikke en veninde? Eller din eksmand du måske ku flytte hen til i periode? Indtil du finder dit eget sted? Hvad med dine forældre? 
i hvert fald, stort kram til dig

Anonym skriver:

Jeg står i en svær situation/beslutning, og jeg har brug for råd eller sparring.

Jeg har 2 børn på henholdsvis 8 år og 10 år. Jeg har i 3 år været sammen med min kæreste. Børnene er glade for ham, særligt min datter. Han er på mange måder en rigtig god fyr, tager sig af børnene som var de hans egne. Han står sagligt for aftensmad - han hjælper økonomisk. Han hjælper med lektier osv. Jeg er bange for om jeg kan klare mig uden ham - alene. Jeg kan bare ikke finde ud af om mine følelser har ændret sig.

Problemet er, at han i vores forhold har været meget svingende i humør og temperament. I længere perioder har han været meget sur og taget afstand til mig/frosset mig ude. I de første par år af forholdet reagerede jeg med gråd og hjælpeløshed når han frøs mig ude, men nu er jeg blevet mere ligeglad med ham. Han kan have meget svært ved at styrer sit temperament, særligt hvis han ikke forstår eller er enig i min holdning - eller hvis jeg ændre min holdning. Han har i en længere periode haft tildens til at tage fat i mig så hårdt at jeg flere gange har haft blå mærker på mine arme. Dette er blevet meget bedre, efter jeg sagde at jeg ville gå fra ham. Han kan dog fortsat blive meget sur, og hvis han er rigtig sur, går han nogle gange helt op i mit ansigt med få millimeters afstand og taler grimt (meget grænseoverskridende). Det får mig til at ryge helt op i det røde felt, og så kan jeg have svært ved at styrer de ord der kommer ud af min mund. Efter en episode, er det som om han kun husker eller kan se mine fejl. Han fortæller gang på gang, at de ord der kom ud af min mund var sårende og onde - noget han aldrig kan glemme. Men årsagen til mine ord, er altid at han overskrider min grænse og jeg ikke kan få ham væk, uden at råbe højt og grimt..

Han vil ikke have at jeg hat et godt samarbejde med børnenes far - han står ihvertfald og ånder mig i nakken hver gang vi taler sammen. Derfor er jeg begyndt at tale med børnenes far i hemmelighed vedr. børnene, for at slippe for hans onde blik eller grimme holdninger til børnenes far. Han kommentere ind imellem på min påklædning hvis jeg er nedringet eller har kort nederdel på. Dette er også blevet bedre, måske fordi jeg aldrig går i det tøj længere - og jeg mener aldrig at mit tøj har været udfordrende. 

Jeg har det sidste år til halve år mistet noget for ham, jeg har ændret mig og jeg er blevet mere ligeglad med hvad han siger og gør. Han vil gerne købe hus (vi er ikke enige om beliggenhed eller udseende på huset). Han presser på med hus, fordi vi i 2 år har boet i en lejlighed og han er meget lydfølsom når børnene larmer/gamer. Han brokker sig dagligt over vores lejlighed og mangel på plads...

Jeg står nu i det dilemma, at jeg hverken ved om jeg har lyst til at blive i forholdet eller flytte i hus med ham. Jeg har rigtig svært ved at sige “nej” til ham, fordi hans humør falder så drastisk når han ikke får sin vilje. Hvad gør jeg, hjælp?!!!

 

Dine børn tager også skade når de ser hvordan deres mor bliver behandlet af en mand. Han piller dig jo langsomt ned og giver dig troen på at du ikke kan bo alene. Du må vel have boet alene inden du flyttede sammen med ham. Så kan du også gøre det igen ? Kontakt mødrehjælpen for råd og vejledning. 

Kære ven

Du er ikke i et dilemma. Til gengæld er du i store vanskeligheder, og det er dine børn også. For du er på vej til at blive systematisk nedbrudt i et psykisk og fysisk voldeligt parforhold, og din historie lyder nærmest så “klassisk” at jeg godt tør vise dig et bud på, hvordan fremtiden ser ud for jer, hvis ikke du søger hjælp og forlader ham så hurtigt du overhovedet kan:

- Han vil blive mere voldelig, som tiden går. Måske også overfor børnene.

- Hans kontrol og jalousi vil blive mere omfattende og du vil gå mere og mere på listesko.

- Du vil blive dårligere og dårligere til at skelne “rimeligt” fra “uacceptabelt” fordi dit selvværd systematisk nedbrydes.

- Du vil begynde at tvivle på, om du måske nogen gange “selv er ude om det”, selvom man naturligvis aldrig er ansvarlig for andres overgreb mod en.

- Dine børn vil vokse op i utryghed og potentielt tage svær skade, som vil følge dem resten af livet.

Læs denne tråd igennem og se hvordan andre helt almindelige kvinder reagerer på det du beskriver. Det er ikke én eneste, der foreslår dig at blive og bygge videre på parforholdet. Din mand er ikke sund og rask. Det er ikke et plus at han “hjælper til og bidrager økonomisk” - det er sådan helt almindeligt voksne gerne skulle opføre sig. Det er ikke “formildende” ift. at han “også er rigtig sød” - for det er han ikke, han er snarere decideret farlig. Og det er dit ansvar at få dig selv og dine børn væk fra ham før han gør endnu mere skade.

Ring til Mødrehjælpen og få vejledning, kontakt dit lokale krisecenter, eller få hjælp hos din familie/venner. Men ud, det skal du!