Jeg er all in fortaler og “forsvarer” for #metoo, herunder ikke at sætte navn på manden/mændene og at undlade at anfægte afsenderens beretning - men nu står mine kolleger og jeg i en ubehagelig sag, og som tillidsvalgt er jeg virkelig i et dilemma.
En kvindelig kollega har lagt et offentligt opslag på sin profil på FB, hvor hun beskriver fire episoder fra vores fælles arbejdsplads. Episoder, som ikke er ok, hvor hun har modtaget lumre kommentarer og “tilbud” fra mandlige kolleger.
Hun oplyser ikke, hvornår de har fundet sted, og om de pågældende kolleger stadig er på vores arbejdsplads, hvor hun har været ansat 12-14 år.
Hun skriver, at der ikke er et sexistisk arbejdsmiljø hos os, men at hun mener, “mange mænd bare er sådan”.
Der er for mig stor forskel på at omtale “en stor kanon i mediebranchen” og på at reducere “feltet” af mænd til nuværende eller tidligere lærere på vores skole. Vi er cirka 50 lærere, heraf er cirka 20 mænd. Da min kollega er FB-ven med tidligere elever og elevers forældre, kan også de “gætte med” på, hvem af vores mandlige kolleger, der har tilbudt hende sex eller omtalt hende i seksuelle vendinger.
I vores arbejdsverden kan man ikke få ødelagt sin “karriere” ved at sige fra over for “tilbud”, og absolut størstedelen af os, kvinder som mænd, vil støtte en kvindelig kollega, der siger fra. Vi har en klar politik og handleplan klar, hvis vi får kendskab til sådanne episoder. Hun har ikke rettet henvendelse til ledelse eller tillidsvalgte, og vores APV’er har ikke rummet bekræftende svar på, at der forekommer seksuel chikane m.v. på arbejdspladsen. Derfor er det lidt af en bombe.
Nu har vi en flok mandlige kolleger, der er utrygge ved tanken om, at nogle af kollegerne - eller tidligere elever osv. - gætter på, at det er dem, det handler om. Hvem er “den klamme”? - eller rettere “de klamme”, for det er fire forskellige. Går der nu rygter på lærerværelset og i lokalområdet om, at det nok er Kurt og Svend (opdigtede navne)?
Jeg er blevet kontaktet af flere kolleger, der indirekte føler sig mistænkeliggjort - og af kvindelige kolleger, der sympatiserer med vores mandlige kolleger og mener, hun skal slette opslaget eller præcisere, at det - måske? - er tidligere kolleger, der er tale om.
Selv er jeg ikke bedre, end at jeg spontant tænker, at én af dem nok er X, som engang tog mig på brysterne gentagne gange under en julefrokost - noget, jeg, måske fejlagtigt, nøjedes med at håndtere selv og valgte at slå hen som en dum episode, jeg ikke har gjort mere ved.
Jeg er virkelig på glatis her. Hvad gør jeg/vi? Og for en god ordens skyld: Det, hun fortæller om, er uacceptabelt, og jeg behøver ikke høre holdninger om, at hun da er snerpet eller nærtagende. Det er situationen nu, hendes måde at fortælle om det skete på og de aktuelle følger af det, jeg søger sparring til.
